Annonce
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Tak for drømmen, Marstal

Som PLUS abonnent får du adgang til flere hundrede PLUS-historier. Nyheder, baggrunde, analyser, interviews, portrætter og kommentarer. Den bedste lokale dækning.
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Unge stemmer: Har vi mistet empatien og det menneskelige overskud?

Ring-ring, så går det løs igen. Endnu engang tager jeg telefonen op til øret og hører den samme gamle tale "Hej jeg kommer fra ... Må jeg forstyrre dig et øjeblik" Dut ... dut ... dut ... Jeg smider røret på. Et splitsekund efter rammer samvittigheden mig. Stakkels den person, der sidder i den anden ende af røret og prøver på at gøre sit arbejde, ligeså vel som jeg, når jeg er på arbejde. Men hvad skal jeg gøre? De er ikke til at stoppe hverken før eller efter, de er gået i gang med deres tale om de truede elefanter i Afrika eller deres nye og billige abonnement hos Call Me. Kampen inden i mig er ubærlig. På den ene side vil jeg gerne være sød og lytte til den stakkels person, som formentlig bliver afvist af samtlige personer i løbet af deres arbejdsdag, og på den anden side har jeg mest af alt lyst til ikke at tage den eller lægge på som samtlige andre personer gør. Jeg skammer mig over min behandling af disse mennesker. Hvorfor gør jeg som alle andre? Hvorfor er jeg ikke den, som tager førertrøjen på og fører an for alle de andre, som ikke kan forstå, at de, som er i den anden ende af røret, også er mennesker lige så vel som jeg. Et pænt nej tak rækker langt. Kolde og kyniske. Det er, hvad vi er, når vi ikke står over for det enkelte menneske. Røret kommer op til øret, og så kan vi sige og gøre, hvad vi vil svøbt i vores eget selvhad og negativitet. Ring-ring, nej, nu må det holde op. Jeg tager telefonen hårdt op til øret og hører igen igen den samme gamle tale "Hej jeg kommer fra ... Må jeg forstyrre dig et øjeblik", og jeg svarer hurtigt igen "NEJ, det må du ikke!" og smider røret på igen. Så skete det igen. Jeg lod min vrede og den norm, der er om telefonsælgere gå ud over et andet menneske, som bare passer sit arbejde. Jeg får det altid dårligt med mig selv, når jeg får gjort sådanne ting. Nu havde jeg lige nøjagtig chancen for at stå forrest i køen for at give de her mennesker tid og en ordentlig tone, men nej, jeg fejlede. Men er det ikke deres egen fejl? De ringer hele tiden, og de kan ikke forvente, at jeg hver gang er i godt humør og har masser af tid. Røde Kors, der banker på og vil have dine penge, ekspedienterne nede i butikken, der hver og en spørger "kan vi hjælpe med noget", dem, der tager den parkeringsplads du lige har udset dig, og holder parat til at køre ind i, osv. osv. Vi møder det alle vegne. Hver og en af disse møder samme mavesure person, og skal alligevel smile og være høflige. Vi lever i et overflodssamfund, hvor alle har nok og mange for meget, men åbenbart ikke af overskud og livsglæde. Vi mennesker og jeg selv er i stigende grad mere og mere som maskiner end som mennesker. Vi bygger vores liv på vrede, negativitet og følelsesløshed. Ingen empati. Ingen medfølelse. Det skal ændres. Det kræver intet af os andet end smule overskud, medfølelse og livsglæde. Så let er det.

Annonce