Annonce
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Men hvornår kommer nærheden?

...indtil videre er der ikke sket det store
Som PLUS abonnent får du adgang til flere hundrede PLUS-historier. Nyheder, baggrunde, analyser, interviews, portrætter og kommentarer. Den bedste lokale dækning.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Professionelle sportsfolk dør to gange

Jeg hørte engang en radioudsendelse med en basketballspiller, der stoppede sin karriere. Emnet var identitet, og det handlede om, hvordan basketudøverens identitet altid havde været: basketballspiller. Da han stoppede med at spille basketball, døde den gamle identitet dermed hele naturligt. Men hvad gør man, hvis det er den eneste identitet man har? Spilleren udtalte, at professionelle sportsfolk dør to gange i løbet af deres liv. Første gang, når de stopper deres karriere og anden gang, når de ånder ud for sidste gang. Nu står jeg så overfor den første livstruende begivenhed, nemlig karrierestop til sommer. Jeg har efter 18 år på højeste håndboldplan valgt, at den nuværende sæson også bliver den sidste. Uden at komme med den helt store udredning på, hvorfor stoppet skal være nu, så tror jeg på mantraet "stop mens legen er god." Onde tunger ville mene, at det var for en del år siden, men beslutningen har først føltes rigtig nu. Sidste vinter blev jeg ramt af en meget slem diskusprolaps cirka samtidig med, at jeg fandt ud af, at jeg skulle være far. Det satte nogle tanker i gang om, at jeg gerne ville bevare min førlighed nogenlunde, så jeg stadig ville være i stand til at lege med min kommende datter, gå tur med min hund og kunne dyrke noget motion på amatørplan. Samtidig var jeg ikke klar til, at ryggen skulle bestemme mit stop, så jeg trænede mig tilbage, og da jeg omkring sommer var smertefri, prøvede jeg at smage på beslutningen igen. Den smagte stadig rigtigt, og derfor er det en afklaret håndboldspiller, der sætter håndboldskoene på hylden til sommer … tror jeg … For jeg ved det jo reelt ikke, før jeg står i det. Er det virkeligt rigtigt, hvad basketballspilleren sagde? Er det hele ens identitet, der dør, og skal man så ud og genføde sig selv? Det, tror jeg helt sikkert, er rigtigt for nogen. Jeg har haft holdkammerater, der aldrig har lavet andet end at spille håndbold. Deres identitet er i høj grad dét at være håndboldspiller. De går ud af gymnasiet, måske endda 9. klasse, får aldrig taget en uddannelse, får aldrig anden erhvervserfaring og skal i det hele taget starte helt forfra. For Christiano Ronaldo er det ikke for alvor et problem. Han kan fore sine dyner med dollars og nyde sit otium i slut 30'erne. Så mange penge er der i de færreste sportsgrene, og det er et fåtal af håndboldspillere, der ikke behøver lave noget efter deres karriere. Jeg har ikke været så heldig, ja, nogle vil sige dygtig nok til at leve af min håndbold hele min karriere. Derfor vælger jeg at se positivt på det. Nok er jeg mest kendt som håndboldspilleren Lasse. Men jeg er også flaskedreng Lasse, pædagogmedhjælper Lasse, lærer Lasse, kommunikations- og netværksmedarbejder Lasse, halvmaratonarrangør Lasse og vigtigst af alt: kæreste og far Lasse. Jeg glæder mig til at suge det sidste ud af min håndboldidentitet. Nyde hver eneste træning og kamp, og så glæder jeg mig til at skulle udnytte alle de erfaringer, jeg har gjort mig fra mine tidligere identiteter til at bygge en ny. Jeg er sikker på, det nok skal blive super godt, og jeg glæder mig.

Annonce