x
Annonce
Leder

Fyns Amts Avis mener: Hold op med det, kære mænd

Der er ikke en eneste grund til at slå sin partner i andet end ludo.

Det måtte jo næsten komme.

Nu har vi gået og bakket hinanden op i, hvor gode vi er til at vise samfundssind.

Bevares, der var lidt hamstring til at begynde med, men det var jo trods alt ikke så meget, og i dag er der jo gær nok til at bespise en større hær.

Vi var jo faktisk nærmest blevet helt gode til det der krise og til at holde afstand.

De unge skulle lige have det ind med grydeskeer, men de er jo netop også unge.

Alt gik nu en gang så godt, det nu en gang kan gå i en coronavirkelighed, hvor folk bliver syge og dør.

Og så kunne landets kvindekrisecentre melde om mindre stormløb af kvinder, som får tæsk af deres mænd og kærester.

Det er noget med, at nu går mænd og kvinder rundt spærret inde i de samme boliger, og man ikke må gå ud og slå til søren, og der kan også være nogle børn, som man er mere sammen med end normalt, og som måske også larmer mere og kræver mere opmærksomhed end normalt, når nu deres venner ikke længere kan opfylde deres behov for socialt og fysisk samvær.

Måske er der også et job, som hænger i en tynd tråd, eller måske er tråden allerede kappet over.

Der kan være rigtigt mange gode grunde til at være frustreret.

Der er ikke en eneste grund til at slå sin partner i andet end ludo.

Ikke en. Hverken før, under eller efter epidemien.

Og det er ikke coronaens, samfundets eller arbejdspladsens skyld, hvis mand gør det. Det er heller ikke kvindens, konens, kærestens eller børnenes skyld.

Det er mandens, og det vil aldrig være andres.

Så skulle vi ikke som mænd aftale, at det holder vi op med. Øjeblikkeligt.

Vi har ligesom andre ting at beskæftige os med.

Så kan det godt være, at du selv fik bank som barn, og at din far slog din mor. Men ligesom smittekæden skal brydes, så skal voldsspiralen det også. Og på en underfundig vis, så er rådene de samme: Hold afstand. Vis respekt. Brug spritten på hænderne.

Slå dynen, slå græsset, slå det hen eller slå op, hvis det er det, der skal til.

Men lad være med at slå.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Danmark længe leve

Jeg har altid været taknemmelig og stolt over at være født i Danmark. Som pensionist i ”risikoalderen” er min taknemmelighed blevet forstærket i denne alvorlige coronatid. Efter udbringning af et ”leve” er der tradition for, at et ”hurra” følger efter. Et ”hurra” betyder, at man giver udtryk for ”hyldest /begejstring” . Efter min mening er der netop i dagens Danmark god mening i at udbringe adskillige ”hurra'er”. Først og fremmest til regeringen med statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren i spidsen. De trådte i karakter med en meget hurtig indgriben - såvel for sundheden sundheden som med økonomiske tiltag. I samme forbindelse skal også roses det samlede folketing, som fra yderste venstre til yderste højre har udvist stor ansvarlighed. Det er demokrati og solidaritet i bedste danske forstand. ”Hurra” sendes også til de dygtige og ansvarlige personer vi lige pludselig har fået kendskab til via TV og presse. Fra Sundhedsstyrelsen, myndighederne, faglige organisationer, arbejdsgivere og medarbejdere. Repræsentanter fra stat, regioner og kommuner. Jeg er dybt imponeret af deres viden, energi og samfundssind. Jeg føler mig tryg ved at se – og ikke mindst at lytte til - og efterleve de anbefalinger, vi alle modtager. Sidst et kæmpe ”hurra” til de mennesker, der befinder sig i den såkaldte ”frontlinje”. Mennesker, der udfører et arbejde, som er vigtig for, at så mange som muligt kommer igennem krisen i god behold. Jeg tænker ikke mindst på området sundhed og pleje. Også medarbejdere inden for transport, ”nødvendig” butiksåbning og medie verdenen fortjener ros, - og det samme til de selvstændige og virksomheder, som udviser kreativitet med produktudvikling og nye tiltag for at fastholde sine medarbejdere. Omsorgen for hinanden er stor – frivillige ”tilbyder” sig i stort antal, og jeg er sikker på, at vi kan overføre mange af de udfordringer, vi udsættes for i disse uger til noget positivt, når vi har fået bugt med denne grimme coronavirus. Inden længe vil der komme meninger om mange af de initiativer, der er igangsat, set fra ”bagklogskabens klare lys”. Jeg er sikker på, det ikke vil ændre på min respekt for de forhold, jeg har beskrevet. God påske. Og til alle unge og gamle: Lad os vise sammenhold ved at holde afstand.

Annonce