Annonce
Langeland

Fyns Amts Avis mener: Hjælp de naturhungrende turister med at gebærde sig

Næste gang du ser en forvildet dansk storbyfamilie på afveje, så tag dig tiden til dem. Byd dem velkommen, men forklar dem samtidig, hvorfor det er vigtigt at respektere Langelands særlige naturområder, lyder opfordringen. Arkivfoto: Anna Stærbo
Annonce

Fuglelivet på Langeland er belastet efter sommerens store rykind af danske turister, lyder meldingen fra den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Og lodsejere oplever, at bymenneskerne bogstaveligt talt vader ind over Langeland på private jorde og private gravsteder, som forveksles med oldtidsminder. Ligesom autocampere har overnattet på private grunde over sommeren.

Hvad tænker de turister dog på, kunne man spørge. Det er nærliggende at lade sig provokere og med armene over kors ryste på hovedet af de mange nye, danske turister, som Langeland og resten af Sydfyn i stor stil har haft besøg af denne corona-sommer. For har de da ikke nogen respekt i livet?

Det korte svar er nej, hvis man spørger adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitets Center. For danskerne elsker ifølge ham at bryde regler. Vi har ligefrem en kultur, siger han, hvor der er status i at bryde regler modsat andre kulturer, hvor der er status i at være høflige og holde på formerne.

Man ser det for sig. En storbyfamilie, der forcerer et hegn til privat grund for at opleve den smukke eng eller mark på den anden side. Eller for at skyde genvej. Men inden vi bliver alt for harme, så lad os først og fremmest glæde os over, at så mange danskere har valgt at tilbringe sommeren i netop vores område. Sommerens turister har været med til at holde hånden under mange små, lokale virksomheder. Og vi vil gerne have, at de vender tilbage næste sommer.


Man ser det for sig. En storbyfamilie, der forcerer et hegn til privat grund for at opleve den smukke eng eller mark på den anden side.


Lad os derefter konstatere, at corona-sommeren har bragt os danskere tættere sammen på tværs af by og land. Og at der kan være nogle kulturforskelle på den måde, man gebærder sig på. Der er uden tvivl nogle turister, der bryder reglerne med vilje. Men der er helt givet også mange, der træder over grænsen til den private ejendomsret af ren uvidenhed. De kender ikke rigtigt spillereglerne på landet, som forskeren udtrykker det.

Flere på Langeland har sat skilte op, der markerer de private områder. Men det tyder på, at det ikke rækker. Vi kan altså ikke skilte os ud af det enkeltvis, men vi kan tale sammen. Så næste gang du ser en forvildet dansk storbyfamilie på afveje, så tag dig tiden til dem. Byd dem velkommen, men forklar dem samtidig, hvorfor det er vigtigt at respektere Langelands særlige naturområder med det varierede fugleliv. Og hvorfor det er vigtigt at holde øje med grænsen mellem den offentlige og private jord.

Hvem ved? Måske har de spørgsmål til området, som de mangler svar på. Måske kan en samtale være med til, at de føler sig velkommen og har lyst til at vende tilbage næste år. Under alle omstændigheder kan vi ved at åbne munden alle være med til at hjælpe de naturhungrende turister med at gebærde sig, så vi i fællesskab passer på de private områder og på vores natur.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Budgetforlig: Politikere ruller ældrebesparelser tilbage og sender millioner til børnene

Annonce