Annonce
Leder

Fyns Amts Avis mener: God langelandsk reaktion på ministeropråb

Erhvervslivet vil blive styrket, hvis det lykkes at hale nogle bredbåndsmillioner til Langeland.

Den digitale infrastruktur har nogle steder på Langeland mindet lidt om en dårligt holdt grusvej, men nu kan bedre tider være på vej. Der er i hvert fald grund til at rose langelænderne for at gå helhjertet til værks i forsøget på at få del i bredbåndspuljen denne gang.

En håndfuld projekter er med i ansøgerfeltet, og så kan vi kun krydse fingre for, at så mange langelandske projekter som muligt finder nåde for de kritiske blikke i Energistyrelsen, når de sidste 98 millioner kroner i bredbåndspuljen fordeles i december. Der er ingen tvivl om, at pengene vil kunne gøre en stor forskel på øen.

Formuleringen bedre sent end aldrig passer meget godt til de langelandske ansøgninger. Tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har gæstet Langeland, mens han stadig var minister, og dengang opfordrede han langelænderne til at gå langt mere offensivt til værks i kampen om få forbedret bredbåndsforbindelsen på øen. Dengang var det nemlig småt med ansøgninger til puljen, der nåede frem til Energistyrelsen. Kritikken lød blandt andet på, at hele ansøgningsprocessen var snørklet og kompliceret.

Responsen var da også positiv. Der blev udvekslet informationer og råd til, hvilken vej langelænderne skulle gå for at slippe gennem nåleøjet, og nu kan vi se resultatet af det. Langt flere ansøgninger til bredbåndspuljen er nu på vej.

Puljen bidrager til, at de lidt tyndt befolkede områder sakker mindre agterud på den digitale front. Og det betyder jo ikke kun, at Netflix kører bedre, at vi kan læse og sende emails og ungerne kan spille online. Det sker såmænd også, men næsten endnu vigtigere er det, at erhvervslivet vil blive styrket, hvis det lykkes at hale nogle bredbåndsmillioner til Langeland.

Det er afgørende for udviklingen af et hvilket som helst område, og derfor naturligvis også Langeland. Det er svært at lokke virksomheder til digitale ørkener, og endnu sværere at drive dem der. Så galt er det naturligvis ikke alle steder på Langeland, men der er god plads til forbedringer på dele af øen.

Derfor er det også ærgerligt, at den nye regering ikke agter at videreføre puljen. Det er en klar svækkelse af indsatsen for at bringe Danmark i balance. Det er selvfølgelig heller ikke regeringens motto, men den må have en klar interesse i, at hele landet bidrager til fremdriften.

Håbet må på den baggrund også være, at når regeringen nu som lovet evaluerer udkommet af bredbåndspuljen, så bliver konklusionen, at det er en god idé at sparke nogle millioner ud til de områder, der trænger til en opgradering af den digitale infrastruktur.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: Langeland har brug for hjælp

Torsdag i denne uge meddelte Langeland Kommune, at man ikke længere har adgang til biblioteket om aftenen. Det kommer efter en periode, hvor unge har lavet uro og hærværk på biblioteket - og det gælder foreløbig frem til februar. På den måde vælger man så at sige bare at flytte problemerne, for så kan de unge da ikke længere hærge på den kommunale adresse om aftenen. Men hvordan går det så med løsningen af problemet? Foreløbig ikke særlig godt, og det er lige nu i sig selv nærmest et større problem. Fredag fortalte formanden for kommunens Lærings-, social- og sundhedsudvalg, Jan Ole Jakobsen (V), at problemet her ikke handler om politiets manglende tilstedeværelse. Det handler om, at "det er nogle unge mennesker, der ikke ved, hvad de skal lave." Til det må man bare sige, at så er det lige præcis her, der skal sættes markant ind. At udelukke unge fra biblioteket kan være en sidste udvej, hvis de unge ikke ved, hvordan man opfører sig der, men med udviklingen de seneste uger er det tydeligt, at problemerne stikker langt dybere. Lige nu mangler der hurtigt svar på, hvordan politikerne så tænker at løse selve problemet - ikke bare symptombehandle ved at lukke biblioteket. Det forsvinder problemet næppe af. Derfor ventes der nu på Langeland - og fra os omkring Langeland - i spænding på, hvad det er Langeland Kommune præcist vil gøre ved den lige nu tilspidsede situation. Det er gode toner, at indsatsen trods alt er tænkt sammen med SSP - og på den måde handler de nuværende problemer altså også om politiets tilstedeværelse på Langeland. For kan vi tro på, at der bliver lavet et stykke effektivt forebyggende arbejde, når patruljerne kun runderer hver ottende time, kommer med den mobile station og ellers har åbent i politibutikken to timer om måneden? Ser vi ikke lige præcis nogle af de alvorlige konsekvenser ved centraliseringen af politiet og nedlæggelse af nærpolitistationen på Langeland? Man forstår så udmærket, at politikerne nærmest ikke magter mere snak om udkantsproblemer og dermed hellere griber til den umiddelbart mere nemme løsning at lukke biblioteket. Og flytte problemet. Men kære politikere, myndigheder og politi, det er langt fra godt nok. Få nu fat i roden på problemerne, få det frem i lyset og få skabt nogle ordentlige løsninger. Ikke mindst for alle dem, der lige nu har mistet en god mulighed for at bruge bibliotektet om aftenen. Der skal vælges en anden vej fremad - og den går direkte ved at konfrontere problemerne på et noget mere målrettet måde end det, der er sket denne uge på Langeland. Selvfølgelig sammen med de sociale myndigheder og politiet. Lige nu er de unge uromagere igen blevet svigtet - fordi ingen lytter til deres forkerte råb om hjælp om bedre forhold. Hele sagen her vidner desværre om en kommune, der er i knæ og på den måde har brug for hjælp ude fra. Både fra politiet og med flere midler fra den fælles kasse. Alternativet kan være endnu større problemer, hvis der ikke tages fat nu.

Annonce