Annonce
Debat

Fyns Amts Avis mener: En karakter tæt på dumpegrænsen

Regeringen skal ikke bedømmes på det, den siger om landdistrikterne.

Det er det, den gør, der skal lægges til grund.

Og set i dét lys står regeringen til en karakter, der er betænkelig nær på dumpegrænsen.

Når politikerne selv skal sige det, står udviklingsmulighederne i de tyndt befolkede områder ganske vist politikernes hjerter nær.

Men nogen iøjnefaldende vilje til at handle i overensstemmelse dermed, har de åbenbart ikke.

Det er i hvert fald ikke den gode vilje, der præger regeringens forhold til en af de mest udbytterige offentlige investeringer i udvikling i landdistrikterne.

Penge fra EU og regeringen til de lokale aktionsgrupper i den såkaldte LAG-ordning har i årevis ellers skabt mange nye arbejdspladser og fået flere til at flytte ud i landdistrikterne.

Ifølge Center for Landdistriktsforskning har pengene fra LAG-ordningen over en periode på seks år således skabt mindst 1700 nye arbejdspladser i de tyndt befolkede områder - og formentlig en hel del flere.

Ikke desto mindre fastholder regeringen en spareplan, som frem til 2020 vil dræne kassen med LAG-midler for knap 30 af godt 90 millioner kroner.

Og alt andet lige vil det koste arbejdspladser og tilflyttere i de egne af landet, hvor behovet for dem er størst.

Alene på Ærø er der bare de seneste tre år gennemført 32 projekter med udvikling i med støtte fra LAG-ordningen.

Og selv om der også er seks projekter, som af den ene eller den anden grund ikke er blevet til noget, er pengene åbenlyst givet godt ud.

Her får skatteborgerne - som det også gælder i de mange andre egne af landet, hvor LAG-midlerne skaber udvikling - noget helt håndgribeligt og almennyttigt for skattekronerne.

Der følger godt nok også en del bureaukrati og et krav om selv at spæde til med, hvis man vil have andel i LAG-midlerne.

Men det er ikke derfor, den daværende Venstre-regering i 2016 besluttede sig for at forgribe sig på de penge, der ellers er givet så godt ud på landdistrikterne.

Nej, regeringen syntes, det var bedre at bruge de sparede 30 millioner kroner på noget andet.

Og siden har heller ikke dokumentationen af LAG-ordningens positive effekter kunnet få regeringen på andre tanker.

Det er naturligvis den til enhver tid siddende regerings ret og pligt at prioritere, hvordan pengene skal bruges.

Men det skal også gøres med omtanke.

Og det synes ikke at have været tilfældet med prioriteringen af de 30 millioner kroner fra LAG-midlerne til andre formål.

Ved nærmere eftertanke må regeringen derfor kunne indse, at det er uklogt at spare penge, der kommer godt igen.

Og så får den ved at trække den ukloge beslutning tilbage jo så i øvrigt også chancen for at demonstrere vilje til at gøre, som den siger.

Annonce

Regeringen skal ikke bedømmes på det, den siger om landdistrikterne. Det er det, den gør, der skal lægges til grund.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Tietgenprisen 2019 går til en dynamisk mand i spidsen for et driftigt værft

GOG

2019 er væk: GOG-profil opereret i knæet

Debat

Min Mening: Forskellen på prisen på medicin og leverpostej

Hos min købmand koster en fransk leverpostej fra Stryhns normalt 29,95 kroner. Men med jævne mellemrum - cirka en gang om måneden - er leverpostejen på tilbud til 12 kroner. Hvis man har god plads i sin dybfryser, kan man købe så mange bakker med leverpostej, at man er forsynet, ind til købmanden næste gang har tilbud på leverpostej. Det benytter jeg mig gerne af. Det undrer mig ganske vist, at priserne kan svinge så meget, for både når leverpostejen sælges til fast pris og til tilbudspris, så skal der tjenes penge på den. Både til Stryhns og til min købmand. Men det er en almindelig markedsmekanisme, som man trods alt kan forstå. Helt anderledes er det med medicinpriserne i Danmark. Det system er fuldstændig uforståeligt. Her ligger priserne på ingen måde stabilt. I sidste uge kunne man i denne avis læse om en dame fra Aarup, der havde oplevet en prisstigning på 1200 procent på noget medicin mod knogleskørhed, som hun skulle bruge. Det eksempel kan jeg sagtens overtrumfe. For nogle år siden ville jeg købe nogle øjendråber mod høfeber. De har i mange år kostet ti kroner for en lille flaske. Nu var prisen steget til 250 kroner. En stigning på 2500 procent. Det er jo det rene vanvid. Som jeg har forstået det, så afholder Lægemiddelstyrelsen hver anden uge en auktionsrunde, hvor de forskellige medicinproducenter kan byde på, hvad de vil sælge deres produkter for i de næste fjorten dage. Det billigste tilbud vinder retten til at blive anbefalet af apotekerne, og producenten er derved sikret en betydelig andel af salget af det præparat de næste to uger. For de fleste forbrugere vælger selvfølgelig det billigste produkt. Men næste gang man skal have sin medicin, kan prisen være helt anderledes. Hvilket både jeg og damen med knogleskørhed har oplevet. Plus tusindvis af andre danskere. Men auktionssystemet er indrettet sådan, at de forskellige producenter også kan se, hvad deres konkurrenter byder. Det gør selvfølgelig, at man meget nemt kan mistænke hele medicinbranchen for at være præget af karteller, som hemmeligt aftaler priserne på deres varer. Det er i strid med tankerne for den fri konkurrence og den frie prisdannelse. Og det er ligefrem ulovligt at danne karteller. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at medicinproducenterne skal tjene penge. De har udgifter til forskning og lønninger til deres ansatte. Men der er den forskel på leverpostej og medicin, at jeg kan vælge at lade være med at købe leverpostejen, hvis jeg synes den er for dyr, eller hvis min købmand pludselig skulle få den skøre tanke at sætte prisen op med mange hundrede procent. Så ville jeg måske endda overveje at lave min egen leverpostej. Men det kan man ikke med medicin. Den er i mange tilfælde livsvigtig for de mennesker, der tager den. Og så burde der være et system med gennemskuelige og retfærdige priser. Alt andet er faktisk spekulation i folks helbred, hvilket er forkasteligt.

Ærø

Biltrængsel på havnefronten: Ærøexpressen søger om mere bilplads på Marstal Havn

Annonce