Annonce
Debat

Fyns Amts Avis mener: Charmeoffensiv løser ikke bus-problemer

Der er både glimt i øjet og masser af smil i de små film, Fynbus for tiden forsøger at charmere passagererne med.

Filmene er en af del af kampagnen "God bustur", der vil vise, hvad der skal til for at gøre turen med de regionale busser bedre.

Og skal man tro kampagnens muntre optrin, går vejen til en bedre bustur gennem både passagerernes og buschaufførernes hjerter.

De skal skal finde smilet frem, kramme noget mere og i det hele taget tage større hensyn til hinanden.

Så skal busturen ifølge Fynbus nok blive en god oplevelse for alle.

Det er sikkert med de bedste intentioner og utvivlsomt også ud fra udelukkende ædle motiver, Fynbus har fundet på og sat gang i "God bustur"-kampagnen.

Men de fynske buschaufførers virkelighed er ifølge både dem selv og deres fagforening en helt anden end den, Fynbus drømmer om.

Det bliver ikke "God bustur"-kampagnen, de fynske buschauffører og deres kolleger fra hele landet kommer til at tale om, når de søndag formiddag samles til stormøde i Odense.

De er inviteret af deres fagforening, 3F.

Og det er buschaufførernes arbejdsforhold og ikke kampagner med glimt i øjet, der er på dagsordenen.

Forud for stormødet i Odense har 3F har spurgt ind til chaufførernes hverdag bag rattet i busserne.

Og resultatet er en bekymrende beretning om alt for ofte at skulle halse efter køreplaner, der ikke tager højde for øget og tættere trafik på vejene.

Nogle chauffører erkender endda, at de af og til kører hurtigere end det tilladte for at indhente det forsømte.

Det er tilsyneladende også helt almindeligt, at buschaufførerne må springe både spisepauser og toiletbesøg over, fordi der ikke er tid.

Alene blandt de 500 chauffører i Region Syddanmark, der har svaret på fagforeningens spørgsmål, fortæller syv ud af ti, at de ikke får holdt de fornødne pauser.

Og halvdelen af buschaufførerne kender udmærket godt til arbejdsdage, hvor der ikke har været tid til at gå på toilettet.

Der er med andre ord ikke noget at sige til, at chaufførerne nu siger stop.

Hyppige besparelser og de private trafikentreprenørers kamp om at være billigst, når den kollektive trafik er i udbud, har tilsyneladende fået konsekvenser, som hverken buschaufførerne eller deres passagerer kan være tjent med.

Vagt- og køreplanerne er ifølge chaufførerne presset til det yderste.

Og når de stramme køreplaner møder den trafikale virkelighed, og bussen er forsinket, er det både chaufførerne, passagererne og trafiksikkerheden, det går ud over.

Det er ikke rimeligt.

Og et problem, som en charmeoffensiv fra Fynbus selvsagt ikke er nogen løsning på.

Annonce

Det er tilsyneladende også helt almindeligt, at buschaufførerne må springe både spisepauser og toiletbesøg over.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Tietgenprisen 2019 går til en dynamisk mand i spidsen for et driftigt værft

GOG

2019 er væk: GOG-profil opereret i knæet

Debat

Min Mening: Forskellen på prisen på medicin og leverpostej

Hos min købmand koster en fransk leverpostej fra Stryhns normalt 29,95 kroner. Men med jævne mellemrum - cirka en gang om måneden - er leverpostejen på tilbud til 12 kroner. Hvis man har god plads i sin dybfryser, kan man købe så mange bakker med leverpostej, at man er forsynet, ind til købmanden næste gang har tilbud på leverpostej. Det benytter jeg mig gerne af. Det undrer mig ganske vist, at priserne kan svinge så meget, for både når leverpostejen sælges til fast pris og til tilbudspris, så skal der tjenes penge på den. Både til Stryhns og til min købmand. Men det er en almindelig markedsmekanisme, som man trods alt kan forstå. Helt anderledes er det med medicinpriserne i Danmark. Det system er fuldstændig uforståeligt. Her ligger priserne på ingen måde stabilt. I sidste uge kunne man i denne avis læse om en dame fra Aarup, der havde oplevet en prisstigning på 1200 procent på noget medicin mod knogleskørhed, som hun skulle bruge. Det eksempel kan jeg sagtens overtrumfe. For nogle år siden ville jeg købe nogle øjendråber mod høfeber. De har i mange år kostet ti kroner for en lille flaske. Nu var prisen steget til 250 kroner. En stigning på 2500 procent. Det er jo det rene vanvid. Som jeg har forstået det, så afholder Lægemiddelstyrelsen hver anden uge en auktionsrunde, hvor de forskellige medicinproducenter kan byde på, hvad de vil sælge deres produkter for i de næste fjorten dage. Det billigste tilbud vinder retten til at blive anbefalet af apotekerne, og producenten er derved sikret en betydelig andel af salget af det præparat de næste to uger. For de fleste forbrugere vælger selvfølgelig det billigste produkt. Men næste gang man skal have sin medicin, kan prisen være helt anderledes. Hvilket både jeg og damen med knogleskørhed har oplevet. Plus tusindvis af andre danskere. Men auktionssystemet er indrettet sådan, at de forskellige producenter også kan se, hvad deres konkurrenter byder. Det gør selvfølgelig, at man meget nemt kan mistænke hele medicinbranchen for at være præget af karteller, som hemmeligt aftaler priserne på deres varer. Det er i strid med tankerne for den fri konkurrence og den frie prisdannelse. Og det er ligefrem ulovligt at danne karteller. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at medicinproducenterne skal tjene penge. De har udgifter til forskning og lønninger til deres ansatte. Men der er den forskel på leverpostej og medicin, at jeg kan vælge at lade være med at købe leverpostejen, hvis jeg synes den er for dyr, eller hvis min købmand pludselig skulle få den skøre tanke at sætte prisen op med mange hundrede procent. Så ville jeg måske endda overveje at lave min egen leverpostej. Men det kan man ikke med medicin. Den er i mange tilfælde livsvigtig for de mennesker, der tager den. Og så burde der være et system med gennemskuelige og retfærdige priser. Alt andet er faktisk spekulation i folks helbred, hvilket er forkasteligt.

Ærø

Biltrængsel på havnefronten: Ærøexpressen søger om mere bilplads på Marstal Havn

Annonce