Annonce
Ærø

Fyns Amts Avis mener: Ærøs glansbillede er krakeleret efter dødsvold

Anders C. ¯sterby, lokalredakt¿r ®r¿.Bylinebillede.

Det er dybt, dybt tragisk, at en mand tirsdag afgik ved døden efter dagen før angiveligt at have været udsat for grov vold i et hus i Søby. Folk i Søby og på Ærø generelt er med rette dybt rystede, og den omkomne 40-årige mands familie forståeligt i chok og sorg.

Hvis nogle ærøboer og turister og andre med kendskab til øen tænker, at sådan noget da ikke kan ske på lille, skønne Ærø, er de nu vågnet op af den tornerosesøvn, de har befundet sig i. For naturligvis kan sådan noget også ske på Ærø, som det kan ske alle andre steder. Det hører gudskelov til sjældenhederne, at en mand får så mange tæsk, at han dør af det, men det bør ikke komme som en overraskelse, at et miljø, hvor sådan noget kan ske, også findes på den skønne ø Ærø.

Man ser ofte Ærø beskrevet på Facebook, i blogs, turistguides og rejsemagasiner, så det mest af alt ligner et glansbillede og et skønmaleri. Og Ærø ER både naturskønt og har en særlig nærhed og ro, som mange både oprindelige ærøboer og tilflyttere elsker. Men der er også sprækker i glansbilledet og skyggesider bag den polerede overflade.

Forfatter Michael Larsen beskrev i sin krimi "Mordet på øen", der udkom i 2015, Ærø som en bastard, en smuglerrede med social kontrol og et sted, hvor man kan gå i hundene, uden at nogen lægger mærke til det. Ligesom andre steder.

- Det hører bare med til et signalement. Det er bare sådan noget, man ikke hører så tit om Ærø, sagde han i et interview i Fyns Amts Avis, da bogen udkom.

Men en gang imellem ser vi de dystre sider, som Michael Larsen beskrev i sin roman for at kradse i overfladen og give noget kant til den mest udbredte fremstilling af Ærø. For eksempel kom det i 2015 frem, at et søskendepar omkring år 2000 var blevet udsat for massivt omsorgssvigt, vold og misbrug i deres barndom. I juni 2015 blev den dengang 53-årige mor idømt otte års fængsel for at have medvirket til seksuelt misbrug af to af sine i alt fire døtre.

For 12 år siden blev et ægtepar knivdræbt i deres båd i farvandet ud for Ærø. En på det tidspunkt 25-årig mand fra Marstal blev efterfølgende erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket.

Ærø er generelt et trygt og rart sted at bo og for børn at vokse op. Men det er også et sted, der notorisk ligger højt i alkoholstatistikkerne. Der er mange, der ikke drikker, men der er altså også mange, der drikker virkelig meget. Og alt tyder på, at der har været alkohol involveret i det tragiske dødsfald i Søby.

Den slags skyggesider skal vi have frem i lyset, for kun ved at belyse det og tale om det kan vi hjælpe folk i massive problemer. Og kun derved kan vi undgå, at folk lider overlast.

Annonce

Ærø er generelt et trygt og rart sted at bo og for børn at vokse op.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering. Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite. Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder. Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting. Jo, søfartsmuseet. Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum. Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere". Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget. Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert. Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce