MARSTAL: Trods nyt, stærkere maskineri om bord vil hovedfremdriften på Fylla stadig være vindens kraft i den gamle skonnerts op til 17 sejl.
- Vi vil fortsat bruge sejlene mest muligt, fastslår skipper Mark Ambech.
Skipper Mark Ambech, Fylla.Det at have noget ekstra power giver også en ekstra sikkerhed, bl. a. i snævert farvand, som vi har her i Øhavet.
Skiftet til en ny og mere ydedygtig maskine er også sket i erkendelse af, at den gamle fra 1976 havde tabt det meste af pusten:
- Vi kunne nemt havne i situationer, hvor de andre skonnerter kunne lægge fra kaj i pålandsvind, men det kunne vi ikke. Det er jo mennesker vi sejler med, og det at have noget ekstra power giver også en ekstra sikkerhed, bl. a. i snævert farvand, som vi har her i Øhavet, forklarer Mark Ambech.
Fra 5 til 11 knob
Den 45 år gamle maskine kunne - som skipper udtrykker det - ”med vinden i ryggen og ned ad bakke” give en marchfart på godt fem knob. Med lidt sø og vind imod dykkede loggen hurtigt til de tre knob eller lidt mere:
- Det er ikke ret meget for et skib.
Med det nye maskineri og den nye propel forventer Mark Ambech, at Fylla kan komme op på en marchfart på otte knob og sikkert en topfart på 11 knob:
- Det betyder meget for driften. Vores operationsradius bliver større. Vi kan sikre, at vi er der til tiden og ikke skal bruge flere dage til transportsejlads. Forrige år havde vi en tur i Kolding, hvor vi måtte afsætte halvandet døgn for at være sikre på at være der til aftalt tid.