Annonce
Fyn

Fup-regninger til regionen: To fynske læger afsløret i historisk stor svindelsag

Over en længere periode har et ældre fynsk lægepar misbrugt et tillidsbaseret aflønningssystem ved at svindle med regninger og fakturere forkert. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix/
Et ældre fynsk lægepar har fået frataget retten til at drive lægepraksis, efter Region Syddanmark har afsløret bedrageri for op mod 1,8 mio. kr. Nu overvejer regionen at melde sagen til politiet.

En historisk stor sag om svindel har ramt den fynske lægeverden. Et ældre, fynsk lægepar har svindlet med faktureringer for op mod 1,8 millioner kroner. Det skriver TV 2 Fyn efter at have talt med adskillige kilder med kendskab til sagen.

Indtil nu har sagen kun været behandlet som et lukket punkt på dagsordenen i Region Syddanmarks Udvalget for det nære sundhedsvæsen, men Regionsrådet ventes på næste møde den 26. april at tage stilling til, om parret skal politianmeldes.

- Jeg kan bekræfte, at vi desværre i øjeblikket har en sag med nogle læger, der har overfaktureret regionen. Det er dybt ærgerligt. Heldigvis er der meget få af den slags tilfælde, men jeg ser meget alvorligt på det. Det er skatteborgernes penge, og derfor forfølger vi også den type af sager hele vejen. Jeg bliver selvfølgelig forarget, siger Bo Libergren (V), formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen.

Annonce

Han afviser at gå i detaljer i den konkrete sag.

En af de allerstørste

Ifølge sundhedsjurist Kent Kristensen fra Syddansk Universitet gør beløbets størrelse sagen fra Fyn til en af de groveste nogensinde.

- Vi har meget, meget få sager. Sammenligner vi med de sager, vi kender, er det her en af de allerstørste sager, siger han.

Hvis sagen meldes til politiet, og der falder dom i en straffesag, går strafferammen fra bødestraf og helt op til otte års fængselsstraf i særligt grove tilfælde, fortæller Kent Kristensen.

Annonce

Fup-regninger

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger er der fundet eksempler på, at telefonkonsultationer er blevet faktureret som fysiske eller videokonsultationer, hvor taksten er højere. Der er tilmed fundet eksempler på, at lægerne har taget sig betalt for fiktive ydelser på patienters pårørendes cpr-numre.

Når det overhovedet kan lade sig gøre, så skyldes det, at hele aflønningssystemet er baseret på, at regionen har tillid til, at lægerne kun tager sig betalt for de ydelser, de rent faktisk har leveret.

Region Syddanmark afregner for 4,5 milliarder om året for ydelser i forbindelse med omkring to millioner konsultationer - alene for de praktiserende læger.

- Vi udviser stor tillid til lægerne, som får udbetalt ret store beløb af skatteborgernes penge, og derfor er det vigtigt, at afregningen er korrekt, og at de ydelser, der er blevet leveret, rent faktisk er leveret og er fagligt relevante, siger Bo Libergren.

- Hvis vi skulle have et kontrolbaseret system, skulle vi ansætte langt flere til at lave kontrol og kigge regninger igennem. Der er et løbende ønske om, at vi skal have mindst mulig administration. Systemet er baseret på kontrol via statistik og stikprøver, men er som udgangspunkt baseret på tillid. Nu er der heldigvis få brodne kar, men det er vigtigt, vi forfølger sagerne, når vi finder dem, siger han.

Annonce

Én mand på fuld tid kontrollerer lægerne

Den aktuelle sag er på grund af det høje beløb som nævnt et af de værste eksempler på snyd i mange år. Men sagerne dukker ind imellem op.

- De fleste læger er meget samvittighedsfulde med at lave en rigtig afregning, og langt det meste er i orden, men der er brodne kar, og det sker med jævne mellemrum, at der bliver snydt med regningen, og så reagerer vi på det. Enhver form for snyd er et tillidsbrud, og vi accepterer ikke snyderi af nogen slags, så det er ikke sådan, at noget går under bagatelgrænsen, siger Frank Ingemann Jensen, der er afdelingschef for praksisområdet i Region Syddanmark.

I løbet af de 30 år, hvor han har beskæftiget sig med området, kan han huske fem-ti større sager, hvor der er blevet snydt bevidst med afregningen for mindst flere hundredetusind kroner.

Det er hans afdeling, der både afregner med lægerne og kontrollerer for snyd. Her arbejder fire ansatte med at afregne hele praksis-sektoren, og heraf arbejder én person fuldtid med kontrol af de praktiserende læger.

- Hvis vi har sager, der fylder mere, har vi mulighed for at sætte flere ressourcer ind på det, fortæller Frank Ingemann Jensen.

- Vi kontrollerer først, om regningerne stemmer overens med overenskomstens regler. Vi har it-systemer til at tjekke, om regningerne afviger i forhold til gennemsnittet. Vi kan også lave kontrolstatistikker for at sammenligne, om ydelserne afviger i forhold til kollegaerne. På baggrund af at vi selv har fundet noget mistænkeligt eller at nogen har gjort os opmærksom på noget, kan vi lave en journalgennemgang, som betyder, at vi sammenholder regninger med, hvad der er noteret i journalen, siger Frank Ingemann Jensen.

Annonce

Meget lidt bureaukrati

I den aktuelle sag var det ifølge TV 2 Fyns oplysninger på et tidspunkt, hvor den ene af lægerne passede sit bijob som vagtlæge, at der blev opdaget mistænkelige afregninger.

Men I afregner for næsten fem milliarder om året for to millioner konsultationer og har kun én mand fuldtid til at kontrollere lægerne. Har I overhovedet en kinamands chance for at afsløre alle former for snyd?

- Ja, jeg synes vi, har en god chance for at se, om noget ser mærkeligt ud. Og som regel er det hele jo i orden. Det er klart, at hvis nogen er meget udspekulerede, kan de snyde os i et stykke tid, men vi har en god chance for at fange det.

- Vi har det her system, fordi borgerne ikke skal stå og betale ude hos lægen. Det er et meget velfungerende system, og det giver meget lidt bureaukrati. Jeg vil sige, systemet er vigtigt for at vi har en velfungerende praksissektor, siger Frank Ingemann Jensen.

Annonce

Mulig politisag

Lægeparret har erkendt bedrageriet, og for nylig er der ifølge TV 2 Fyns oplysninger indgået forlig på 1,1 million kroner, som parret indenfor kort tid skal betale tilbage.

Spørgsmålet er, om regionen nu vil melde parret til politiet i dels en straffesag, dels et civilt søgsmål for at få kradset de resterende penge ind.

Parret har desuden mistet retten til at drive selvstændig praksis, og de skal hurtigst muligt afhænde deres lægepraksis, som allerede er sat til salg. De har dog ikke fået taget deres lægeautorisation og kan efter TV 2 Fyns oplysninger derfor teknisk set godt fortsætte som læger som ansatte i en anden praksis.

Formanden for de praktiserende læger i Syddanmark, Birgitte Ries Møller, kender sagen indgående, men har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.

I en mail til TV 2 Fyn skriver hun:

"Jeg tager kraftigt afstand fra praktiserende læger, der snyder med deres afregninger. Sådan en sag skader tilliden til alle praktiserende læger. Så det er jeg rigtig ked af. Regionerne fører kontrol med praktiserende lægers afregninger, og denne her sag viser, at kontrollen virker. Det er utroligt sjældent, at vi har sådan nogle sager - der går år imellem. Så det er en på alle måder meget usædvanlig sag, der slet ikke siger noget generelt om praktiserende læger som stand."

Annonce
Sport For abonnenter

Sport Fyn vurderer GOG: Farvel til en turbulent sæson

Danmark

Tirsdagens coronatal: 155 nye smittede - 15 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn

Drama da bil kørte i lystbådehavnen: To unge gutter reddede ældre mand fra druknedøden

Svendborg For abonnenter

Huset blev fyldt med skoldhedt vand: Mor til tre hjemløs efter voldsomt fjernvarmeuheld

Svendborg

Kæmpevindmøllerne spøger igen: Kommunen afsætter penge til en ekstern rådgiver

Navne For abonnenter

Hoteldirektør: Svendborg høster frugten af flere års investering

Langeland For abonnenter

Afgørelse om affaldsøer nærmer sig: Slaget skal stå ved kirken

Fyn For abonnenter

Link til artikel med opdaterede corona-tal fra din kommune

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Fyn

Er du ikke blevet vaccineret endnu?: Fra næste uge falder antallet af vacciner markant

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Svendborg

51-årig mand skal fire år i fængsel: Voldtog sin egen datter

Kultur

Barchef lovede gratis omgang for hvert mål: Måtte forære over 1000 fadøl til euforiske fans

Svendborg For abonnenter

Her er ugens bolighandler i Svendborg

Erhverv For abonnenter

Musikforeninger hjemløse efter salg af Arne B: - Vi har et stort problem

Podcast

Lyt til Mortens Madklub: Tre krydderurter fra Falsled Kro sætter duft på dit sommerkøkken

Annonce