x
Annonce
Danmark

Funding: Socialdemokratiets onde ånd viser igen sit ansigt

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
Det rev og flåede i Helle Thorning-Schmidts regering, og nu er emnet tilbage for at hjemsøge Mette Frederiksen. Dagpengene. Fagbevægelsen har indledt en offensiv mod Socialdemokratiet på emnet, og selv om det endnu ikke bider helt som under Thorning, er det stadig en af partiets ømme tæer.

Der er lidt Fætter Højben over Socialdemokratiet for tiden. Selv når en dårlig sag rammer, overdøves den af elendighederne i Venstre. Den sidste uges tid er et klasseeksempel på dette.

Det startede med en reklamekampagne fra en række af de gamle socialdemokratisk sindede fagforbund. De krævede, at politikerne - aka regeringen - gjorde noget ved det faktum, at dagpengene år for år mister værdi. Den arbejdsløse kan simpelthen, som årene går, købe mindre og mindre for sine dagpenge. I dag er dagpengesatsen 19.083 kroner om måneden før skat. Det er noget fra det, en topskattebetalende metalarbejder tjener.

Den store frygt i fagbevægelsen er derfor, at deres a-kasse-medlemmer på et tidspunkt stiller sig selv det simple spørgsmål: Giver det efterhånden mening at være medlem? Matcher det, man får udbetalt ved arbejdsløshed, forsikringspræmien? Det er underforstået, at flere fagbosser er nervøse for, at svaret på spørgsmålet er et nej, og at det derfor kan føre til medlemsflugt.

Effekten af fagbevægelsens kampagne blev, at medierne tog emnet op. Helt efter planen. Hvad sagde ministeren til kravet fra de gamle kampfæller i bevægelsen? En svær balancegang for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen. På den ene side er det socialdemokratisk politik at forbedre dagpengesystemet, men på den anden side er det ikke et område, partiets ledelse har valgt at prioritere. Hummelgaard måtte derfor ud og slå knuder på tungen.

Ministerens forklaring blev noget i retning af, at han anerkendte problemet, og at han havde sympati med fagforbundenes budskab, men at han måtte forholde sig til den parlamentariske virkelighed, og den var, at der ikke er flertal for at forbedre dagpengesystemet. Det er altså de blå partiers - inklusive Radikale Venstre - skyld. Smart.

Men måske også lidt for smart. I hvert fald greb Dansk Folkeparti dygtigt bolden med det samme. Det ville DF'erne ikke have siddende på sig, og Kristian Thulesen Dahl gik ud og pandede Hummelgaard ned. DF var klar til at forhandle, ministeren kunne bare indkalde til et møde. Et efterhånden sjældent set eksempel på, hvad Dansk Folkeparti var eminent gode til, da partiet engang var på toppen.

Bukserne var blevet trukket af regeringens spin, og statsminister Mette Frederiksen måtte på et pressemøde i forbindelse med denne uges regeringsseminar tage ansvar for sagen. Dagpengene er ganske enkelt ikke en prioritet for regeringen lige nu. Der er andre ting, der er vigtigere. Helt konkret kommer retten til tidligere pension for Arne og de andre nedslidte foran dagpengene, og man måtte forstå på statsministeren, at hun ikke mener, man kan gøre begge ting på én gang.

Rent vælgermæssigt er det sikkert en klog prioritering af Mette Frederiksen. Der er langt større befolkningsmæssigt bundtræk i nedslidningsdagsordenen, end der er i dagpengespørgsmålet. Det er bare svært at forestille sig, at man kan fylde slotspladsen foran Christiansborg op med demonstranter, der vil kræve dagpengenes kompensationsgrad sat op.

Men det ændrer ikke på, at dagpengespørgsmålet er en øm tå for Socialdemokratiet. Det er nemlig noget, fagbosserne i de gamle LO-forbund går gevaldigt op i, og selv om det er mange år siden, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen formelt klippede båndene, er der stadig store overlap i persongalleriet.

Der er således ikke mange partiforeninger og kredsforeninger i Socialdemokratiet, der ikke har aktive medlemmer, der samtidig er ansat eller bestrider tillidshverv i fagbevægelsen. Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer kan således berette om, hvordan de bliver konfronteret med dagpengespørgsmålet, når de er hjemme i deres baglande for at fortælle om arbejdet på Christiansborg. Hvorfor gør Socialdemokratiet ikke noget, bliver de spurgt om?

Men det, der for en uges tid så ud til at kunne have udviklet sig til en rigtig træls sag for Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen løb alligevel lidt ud i sandet. Lige som Dansk Folkeparti satte trumf på og erklærede sig klar til at forhandle, sprang Venstre nemlig i luften igen-igen, og mediernes fokus flyttede sig på få sekunder. Denne gang fordi Kristian Jensen var kommet galt af sted med et interview - igen - og Jakob Ellemann-Jensen besluttede sig derfor for at strippe ham for samtlige tillidshverv.

Men det får ikke fagbevægelsen til at give op. De vil blive ved med at presse på, og SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti lugter en god sag. Særligt fordi Mette Frederiksens argumentation har den indbyggede svaghed, at det bliver svært at nægte at gøre noget ved dagpengene, hvis den differentierede pensionsalder falder på plads i løbet af det næste halve års tid, som mange regner med.

Socialdemokratiets onde ånd fra Thorning-årene er med andre ord tilbage, og den kommer ikke til at gå væk bare lige sådan.

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Der synes jeg, regeringen går for vidt, og nu er det anden gang inden for en måneds tid, at regeringen indfører noget, hvor man sætter princippet om retskendelser ud af spil. Det er ikke kønt for retssikkerheden.

Retsordfører for SF Karina Lorentzen langede i Berlingske ud efter regeringen, efter den præsenterede en pakke med otte tiltag målrettet jihadister. Blandt andet vil regeringen tvangsfjerne terrordømtes børn

- Marie Krarup udtræder efter eget ønske af DF’s gruppebestyrelse for at hellige sig sine ordførerskaber og bruge mindre tid på organisatorisk arbejde.

Det var en lakonisk meddelelse, der blev sendt ud fra Dansk Folkeparti denne uge. Netmediet Altinget kunne dog senere fortælle, at Marie Krarup angiveligt var kommet i konflikt med resten af DF's ledelse og derfor har valgt at trække sig

- Det er en analyse, som bliver lavet med klimabriller på, men som selvsagt også tager hensyn til Danmarks økonomi og arbejdspladser. Der er valide argumenter for at aflyse den ottende udbudsrunde, ligesom der er argumenter for at opretholde den og give tilladelser.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) besluttede i denne uge at udskyde en udbudsrunde, der skulle have givet mulighed for ny udvinding af olie og naturgas i Nordsøen. Ministeren fik dog prompte kritik fra støttepartier for ikke helt at annullere udbuddet

- Det er meget alvorligt, at der er de muligheder for at begå svindel på et område med så mange penge.

Rigsrevisionen kritiserede i denne uge, at Skat for at føre mangelfuld og svag kontrol med statens største konto på 1000 milliarder kroner, hvilket fik professor på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til at fælde denne dom overfor Berlingske

- I Venstre har vi ligesom i alle andre folketingsgrupper nogle interne spilleregler. De regler har Kristian Jensen overtrådt noget så eftertrykkeligt her i weekenden. Derfor har jeg besluttet, at han nu ikke har nogen ordførerskaber, og at han ikke er med i nogen udvalg.

Jakob Ellemann-Jensen, V-formand, tog ingen gidsler, da han tirsdag foran Venstres gruppeværelse forklarede pressen, hvorfor han har valgt at strippe Kristian Jensen for alle tillidshverv

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Skoler og daginstitutioner åbner torsdag den 16. april: - Det kommer til at være en anden hverdag, end den vi kendte før corona

Debat

Debat: Coronakrisen skal ikke gøre os naive

Vi kender melodien: Når det går godt ender pengene i lommerne på private, når det går skidt ender regningen hos samfundet. Smart, og måske netop lidt for smart, for der er stor forskel på brancher og virksomheder. Mens vi bekymrer os om sårbare virksomheder og risikoen for mistede arbejdspladser, vil Danske Bank sende 7,3 milliarder kroner ned i baglommen på aktionærerne. Nu har de vist lagt en smartere spinstrategi. Beslutningen er udskudt, men vi er hverken idioter eller naive. De mange penge i Danske Bank, Nordea og andre virksomheder med tårnhøje profitter finder snildt vej til aktionærerne på et andet tidspunkt. Hvad med lidt ægte samfundssind, hvor erhvervslivet i stedet hjælper hinanden? Sæt aktieudbytter, gyldne håndtryk og monsterlønninger til direktionsgangen på coronapause. Hvad med de 342,5 milliarder, efter skat, som danske virksomheder havde i overskud, alene i 2017. Fra 2014 til 2018 steg virksomhedernes egenkapital med 38 procent, fra 2.100 milliarder til 2.900 milliarder. Vis samfundssind, og opret en fond, som skal hjælpe virksomheder i nød. Hvis det er for svært, så giv pengene til staten. Dansk Industri, Dansk Erhverv og de borgerlige med Venstre-liberalisterne i spidsen ønsker nu et stærkt engagement fra samfundet i virksomhederne. Milliarder af skattekroner spændes ud som sikkerhedsnet for virksomheder i alle størrelser. Det er godt og helt nødvendigt. Hvis mennesker er ved at drukne, skal man kaste redningskranse ud og ikke stå handlingslammet tilbage med tanker om prisen på redningsaktionen. Men på et tidspunkt skal regningen betales. Vi er i samme båd, bliver der sagt, men de stærkeste økonomiske overarme, skal ro mest. Arbejdsgiverne og de borgerlige plejer at råbe op om, at det ”dyre” velfærdssamfund er et blybælte om livet på virksomhederne. Coronakrisen afslører at, de nu samstemmende forlanger flere og flere korkbælter udleveret for at holde sig flydende. Vi skal betale vores skat med glæde, og virksomhederne skal begejstret bidrage med selskabsskat. Aftale?

Svendborg

Ambulanceredder i frontlinjen: Skal vi sætte vores eget eller patientens liv først?

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Annonce