Annonce
Danmark

Funding analyserer: Kan Ellemann styre kræfterne, Venstre har sluppet fri?

Annonce

Kun en tåbe frygter ikke landbrugslobbyen. De er aktivistiske, godt organiserede og er ressourcestærke. Det så vi i sidste weekend, hvor en regulær bondehær satte sig i bevægelse med kurs mod København.

I hundredvis af traktorer i konvoj til hovedstaden under overskriften ’oprør fra landet’. Et imponerende syn.

Det er dog nok en stramning at kategorisere det som et decideret oprør. Traktorer fylder godt i landskabet, men tæller man mennesker, var det ikke nogen speciel stor demonstration.

Ikke desto mindre er der måske et element af sandhed i den svulstige overskrift for happeningen. Marchen mod København handlede om meget andet end mink.

Den kraft, der blev sluppet løs i landbruget i sidste weekend, er bygget op over mange år, og den har rod flere steder.

Det handler om den tiltagende regulering fra Christiansborg og Bruxelles på miljøområdet. En økonomi der for nogle landmænds vedkommende er presset. Og så en mere generel oplevelse af, at danskerne ikke længere er så stolte af landbruget, som de engang var. Nogle vrænger måske ligefrem på næsen af erhvervet.

Mink-sagen har med andre ord ”blot” været den udløsende faktor.

Personerne bag demonstrationerne tilhører for manges vedkommende den mere aktivistiske del af dansk landbrug. Nogle vil sågar kalde dem krigeriske. Men lige meget hvilket navn man putter på dem, så har de fået nok. Og de har ikke tænkt sig at sidde stille.

Mange af dem er trætte af deres interesseorganisation Landbrug & Fødevarers mere diplomatiske stil. De vil i stedet sætte hårdt mod hårdt. I sidste weekend tog de så sagen i egen hånd og satte sig i bevægelse.


Sat lidt på spidsen er frygten, at Venstre helt kan miste fodfæstet i hovedstaden, hvis ikke de melder sig ind i det grønne kor.

Fra analysen


Og den bølge har Venstre redet med på. En del af partiets politikere har ligefrem skubbet på og animeret den utilfredse del af deres landbrugsbagland til at mobilisere sig.

Det er selvfølgelig i den aktuelle sag isoleret set godt og fint for Ellemann, eftersom store dele af befolkningen har sympati med minkavlerne. Det har givet venstreformanden noget tiltrængt medvind i medierne, men der er et men.

Siden Jakob Ellemann blev formand for Venstre sidste år, har det været tydeligt, at han har haft fokus på at styrke Venstre i de store byer. Analysen har været, at det på sigt bliver umuligt at vinde valg, hvis ikke partiet også kan favne vælgerne i metropolen, hvilket lige nu er en stor udfordring.

I denne sammenhæng er klimapolitikken helt central. Det er et tema, der fylder meget i befolkningen, og specielt de unge vælgere i de store byer er grønne.

Sat lidt på spidsen er frygten, at Venstre helt kan miste fodfæstet i hovedstaden, hvis ikke de melder sig ind i det grønne kor. Jakob Ellemann har derfor sørget for, at hans parti er med i alle klimaaftaler indtil videre, og han har sat sin fortrolige – den storbysmarte iværksætter Tommy Ahlers – ind på posten som klimaordfører.

Det har virket, Venstres blå logo har fået en lysegrøn aura, men lakmusprøven på, om Venstre reelt er et grønt parti, udestår stadig. Skal Jakob Ellemann sikre Venstre endegyldig troværdighed på klimaet, får han svært ved at komme udenom at indgå i en klimaaftale på landbruget. Selvfølgelig ikke for enhver pris, men hans udgangspunkt må være, at Venstre skal være med i en aftale.

Egentligt skulle prøven have stået i dette efterår. Regeringen havde et udspil til CO2-reduktioner på landbruget klar, men i sidste øjeblik blev der slået bak. Mink-sagen kom ind fra siden, og man turde ikke stresse erhvervet yderligere. Det siger lidt om, hvad landmændene kan vente sig. Det er ikke gaver, der er på vej.

Nu bliver det så i stedet engang i foråret, at der skal forhandles. Men spørgsmålet er, om Jakob Ellemann er stærk nok til at kunne sætte sit partis kurs i forhandlingerne?

Er han ikke det, er det også Mette Frederiksens hovedpine. Hun skal lave en aftale. Det er en indirekte konsekvens af forståelsespapiret, og det er tæt på utænkeligt, at støttepartierne skulle acceptere endnu en udskydelse.

Det er på ingen måder ønskeligt for statsministeren at lave en aftale med rød blok alene. Det vil gøre den sværere at sluge for landbruget, og det vil være alt for risikabelt igen at lægge sig ud med landbrugslobbyen med Venstre hængende på flanken. Hun har med andre ord brug for Jakob Ellemann.

Men problemet er bare, at det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at se et kompromispunkt mellem Venstre og Socialdemokratiet, der vil gøre alle landmænd glade.

Selv hvis Venstre vil kunne forhandle store indrømmelser hjem til landbruget, vil der være landmænd, der bliver sure, og det er med stor sandsynlighed mange af de samme mennesker, der var på gaden i sidste weekend. Tør Jakob Ellemann lægge sig ud med dem?

Det var tvivlsomt før mink-sagen, og tvivlen er ikke blevet mindre siden. Den kraft, der er blevet sluppet løs i landbruget de seneste uger, kan ikke bare sådan pakkes væk igen. Folk er kamplystne og dybt forargede over regeringen. De har fået blod på tanden.

Man skal i den sammenhæng ikke være blind for, at Jakob Ellemann var særdeles upopulær i de selvsamme landbrugskredse, da han var miljø- og fødevareminister. Det blev således taget meget ilde op, at han, da han blev udnævnt til minister, gjorde et nummer ud af, at han først og fremmest var minister for miljøet. Fødevaredelen – altså landbruget – kom i anden række.

Disse negative følelser blev vækket til live i starten af mink-sagen. Her sendte Jakob Ellemann en mail rundt til sin folketingsgruppe, der af mange blev læst som om, at han mente, at Venstre ukritisk skulle bakke op om Mette Frederiksens beslutning om at slå alle mink ihjel. Det affødte et ramaskrig i dele af partiet, og formanden måtte blæse til retræte.

Der er derfor også i dele af partiets folketingsgruppe en bekymring for, om formanden vil forsøge at presse en klimaaftale på landbruget igennem. Flere er særligt nervøse for, hvor mange stemmer det kan komme til at koste til Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der alle virker til at have udset sig landbrugsstemmerne som et mål.

Ellemann står med andre ord i et svært dilemma. Skal han lægge sig ud med store dele af sit eget bagland i jagten på at placere sit parti det sted, han mener er strategisk rigtigt? Eller skal han satse på fred, men så til gengæld risikere at vinke farvel de unge vælgere i storbyerne?

Et svært valg, men også et valg, der kan være med til at vise, hvilket stof den uprøvede formand er gjort af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg For abonnenter

Sundhedshus i Vester Skerninge pakker sydfrugterne: - Vi mister noget, der har været her i flere generationer

Annonce