Annonce
Søsiden

Fulton-skipperens opfordring: Vi sejler sammen hver for sig

Galeasen Grønne Erna af Svendborg er blandt øhavs-deltagerne i lørdagens Traditional Sailing Day. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Lørdag er Traditional Sailing Day med digital sam-sejlads i bl. a. Det Sydfynske Øhav
Annonce

SVENDBORG: Lørdag søsættes Traditional Sailing Day som et nyt samspil mellem levende, gamle sejlskibstraditioner og de nyeste digitale muligheder. Traditional Sailing Day kan opleves i bl. a. Det Sydfynske Øhav - eller på enhver computer, iPad eller smartphone.

Tovholder på den danske del af Traditional Sailing Day er skipper på tremast-skonnert Fulton af Marstal, Jakob Jensen:

- På grund af coronaen har vi ikke i år haft mulighed for at mødes til forskellige regattaer. Men vi har stadig lysten til at gøre noget sammen. Derfor opstod ideen om at sejle hver for sig og dele oplevelserne i et online-fællesskab, hvor alle kan være med.

Jakob Jensen tænkte i første omgang, at hvis 10 skibe ville være med, så var det fantastisk:

- Nu ser det ud som om at vi bliver over 50 med deltagere fra flere forskellige lande, siger Jakob Jensen.

Da der har været så stor opbakning til arrangementet, satser Fulton-skipperen på, at det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed:

- Vi håber, at Traditional Sailing Day kan være med til at sætte fokus på glæden og de gode oplevelser i de traditionelle skibe, siger Jakob Jensen, der lørdag sætter Fultons sejl i Lillebælt.

Det digitale kommer ind i billedet med deling af sejlads-billeder på Facebook-gruppen "Traditional Sailing Day" og på Instagram under #traditionalsailingday. Også folk i land er velkomne til at dele dagens billeder af passerende, traditionelle sejlskibe.

Annonce

Flere Øhavs-sejlskibe med

Fra Det Sydfynske Øhav meldes om deltagelse af bl. a. Jomfru Ane, der sidst på dagen forventes at gå fra Strynø eller Rudkøbing og mod Svendborgsund. Fra Faaborg vil de lokale De To Søstre og formentlig Marie sejle på Faaborg Fjord. Fra Marstal afgår Mitte af Faaborg mod en af øerne eller Svendborg. Fra Rudkøbing sejler Meta i løbet af eftermiddagen, og Grønne Erna af Svendborg kan ses så Sundet fra midt på formiddagen.

Haabet af Faaborg ligger på værft hos Ring-Andersen i Svendborg og vil sende billeder herfra, forlyder det.

Alt naturligvis med forbehold for vind og vejr.

Fra Fultons kontor oplyses, at der bliver sejlruter i store dele af landet. Derudover har lysten til at deltage i Traditional Sailing Day også bredt sig til skibe i både Holland, Norge, Sverige, England og USA.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce