Annonce
Langeland

Frustration og magtesløshed: Butiksejere savner politiets hjælp til at dæmme op for uroligheder i Rudkøbing

Lone Bonanno har stort set måttet opgive at have gæster boende i hendes bed and breakfast på grund af for meget larm og uro i gaden. Foto: Anna Stærbo
Kasper Knudsen føler ikke, at politiet tager ham alvorligt, når han beder politiet om hjælp til at gøre op med uro i Rudkøbing. For Lone Bonanno har urolighederne gjort, at hun har måttet opgive at have gæster boende i sin bed and breakfast.

RUDKØBING: Larm, hærværk og generel uro i gaden har længe været hverdagskost i området omkring parkeringspladsen bag Fakta. Flere butiksejere i Østergade har fulgt problemerne på nært hold, og henover sommeren har ejerne af Expert og Punkt1 næsten dagligt oplevet, at der har været problemer.

Det har fået medejer Kasper Knudsen til at ringe til politiet i håb om, at det kunne hjælpe med at skabe ro i gaden.

- Jeg har ringet til politiet et par gange, men man bliver mødt af, at de er ligeglade. Vi får at vide, at vi skal klage online, og så må vi se, om de tager det op. Så hvis der kommer nok klager, vil de tage sig af det, siger Kasper Knudsen, der har ringet en gang om hærværk og en gang om uro i gaden.

Efterfølgende har han ikke gjort som politiet har efterspurgt og klaget online de gange, han har forsøgt at ringe til politiet.

- Nej, det har jeg ikke. Et eller andet sted så får vi jo at vide i telefonen, at der ikke vil blive gjort noget. Når du først ringer til ordensmagten, og ordensmagten siger, det gør vi ikke noget ved, hvad skal man så gøre, spørger han og fortsætter:

- Det irriterer mig, og jeg synes, det er for svagt af politiet. Det er fair nok, hvis det handlede om noget, som sker periodevis. Men på det tidspunkt jeg ringer, er der problemer med de unge hver eneste dag. Men de er ligeglade, og det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg bliver frustreret som borger over, at der ikke bliver gjort noget ved problemet, når alle står åbenlyst og ser på det, siger Kasper Knudsen.

Annonce

- Det irriterer mig, og jeg synes, det er for svagt af politiet. Jeg bliver frustreret som borger over, at der ikke bliver gjort noget ved problemet, når alle står åbenlyst og ser på det.

Kasper Knudsen, medejer af Expert og Punkt1, Rudkøbing.

Magtesløshed

Lone Bonanno har butik ved siden af Expert og Punkt1. Hun har boet i Rudkøbing siden 1970’erne, og hun har generelt altid oplevet, at området omkring butikken har været et stille og roligt.

Men siden hun lavede en aftale med Langeland Kommune, om at den måtte etablere et offentligt toilet på hendes grund, har bydelen ændret sig markant - der er blevet sat ild til skraldespande, der er høj musik og råben til langt ud på natten.

Lone Bonanno har indrettet og renoveret dele af huset for at lave bed and breakfast. Men gæsterne har ikke kunnet sove på grund af larmen, og derfor har hun stort set opgivet at have nogen indlogeret.

- I hele august havde jeg masser af gæster. Men dem måtte jeg sende videre til nogen andre. For det kunne ikke lade sig gøre. Når først to-tre forskellige havde fortalt, at der var larm til langt ud på natten, kunne jeg ikke fortsætte med god samvittighed. Jeg kan da ikke leje værelser ud til folk, hvis de ikke kan få deres nattesøvn.

Det økonomiske tab er til at leve med, mener hun – afmægtigheden er en anden sag.

- Jeg føler mig virkelig magtesløs, siger Lone Bonanno, der jævnligt har talt med de ansatte i Expert og Punkt1 overfor. Det er blandt andet her, hun har hørt, at det ikke kan betale sig at ringe til politiet.

- Og politiet kommer jo ikke, siger hun.

Blandede oplevelser

Lidt længere henne ad vejen ligger Langeland Bibliotek. Her har biblioteksleder Anni Bagge både haft gode og dårlige oplevelser med politiet.

- Generelt set har jeg været tilfreds med kontakten til politiet. Vi har haft meget stor opbakning fra politiet omkring nogle hærværkssager. Politiet har været der med det samme, og der har været meget fin opfølgning, siger Anni Bagge.

Hun har også haft ringet til politiet et par gange, hvor politiet har konstateret, at de ikke kunne komme.

- Så bliver man henvist til, at man skal melde det. Og man kan jo godt lave en anmeldelse, men der er nogle kategorier, som er svære at melde til politiet – for eksempel når det handler om bekymring eller tilstedeværelsen af politiet. Hvis det handler om responstiderne, er der nogle gange, hvor de ikke kan nå det af den ene eller anden grund. Og det kan vi ikke sige noget til, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Royale besøg af politiet er ikke godt nok

Gennem et par uger har vi på Fyns Amts Avis fortalt om den stigende bekymring, der er på Langeland over det, der opleves som mangelfuld tilstedeværelse. Sagen begyndte i denne omgang ved at vi på avisen undrede os over, at der i en periode i september og oktober ikke var offentliggjort døgnrapporter fra Langeland. Vi kunne med andre ord ikke se, hvad der var sket af stort og småt for ordensmagten på øen - og selvom man så kan forledes til at tro, at der intet kriminelt sker, så var det dog ikke vores første tanker. Det viste sig da også, da vi begyndte at undersøge det nærmere, at der faktisk var sket forskellige ting, som det måske havde været rart for langelænderne at høre om og følge op på. En ung kvinde var faldet syv meter ned fra et stillads - et sted, hvor der i øvrigt tit var klaget over megen uro med forskellige konsekvenser for naboerne til følge. Det er langt fra sikkert, at det, der er sket på Langeland i nævnte periode, er hverken værre eller bedre end det, der sker andre steder. Men det er indiskutabelt et problem, at man ikke ved, hvad der sker, at borgerne bliver utrygge og at en masse forkert viden spreder sig. Kort sagt er det vejen mod et samfund, der ikke hænger ordentligt sammen, og selvfølgelig skal der fokus på det, så den sammenhængskraft kan genoprettes. Det store spørgsmål er så, hvordan det sker. Som det ses i dagens udkomme, taler vi med langelænderne om det, og det, vi møder, er ikke vrede og raseri. Det er nærmere opgivenhed med en række konkrete eksempler på mangelfuld tilstedeværelse af politiet. Lige nu endda flere steder på kanten af apati hos langelænderne. Flere har opgivet troen på, at det bliver bedre - og at det alligevel ikke nytter noget. Og det er faktisk noget af det allermest farlige ved situationen, som den er nu. Ved politireformen og de følgende ændringer de senere år er det ligesom blevet accepteret, at hver kommune ikke behøver have fast tilstedeværelse af politi. Det kan godt styres centralt fra - for eksempel også med et politi fra Svendborg, der så tre gange i døgnet skal patruljere på Langeland - de besøg, som vittige sjæle kalder royale besøg. Men som det siges meget klart fra langelænderne: Det ønsker vi ikke. Vi ønsker daglig og fast tilstedeværelse af politiet. Vi ønsker politi med lokalkendskab og et politi, der også laver forebyggende arbejde. Åbenmundede betjente, der også er politisk valgt til at tjene folket, tager heldigvis bladene fra munden i de her uger og fortæller om konsekvenserne, som de ser dem. Med andre ord: Lyt! Lyt til langelænderne, lyt til betjentene. Og overvej lige følgende spørgsmål: Er det ikke helt relevant og konstruktiv kritik, der kommer her? Bør politiet ikke selv tage ansvar og få ændret de beslutninger, der har ledt os ud på denne vildvej her på kanten af udkanten? Er konsekvenserne ved ikke at gøre noget ikke langt større end problemerne ved at erkende, at den nuværende situation faktisk ikke er holdbar? Læs selv dagens artikler og lad os gerne høre svarene.

Annonce