x
Annonce
Svendborg

Fremtiden uvis for Filippahuset: Venstre vil garantere borgerne i Hundstrup et foreningshus

Måske skal denne bygning PCB-saneres, måske skal den rives ned. Men uanset hvad der sker med Filippahuset, så skal borgerne i Hundstrup og omegn have en garanti for, at de også i fremtiden har et hus at mødes i, mener Venstre. Arkivfoto: Tim K. Jensen
Uanset hvad der sker med Filippahuset, så skal borgerne i området garanteres et sted at være, mener Venstre, som desuden gerne ser en hurtig afklaring. Teknik- og Erhvervsudvalget-formand Flemming Madsen (S) ser dog ingen af delene for sig.

Hundstrup: Fremtiden er usikker for Filippahuset, men det bør den ikke være for borgerne i Hundstrup og omegn.

Det mener Venstres gruppeformand, Mette Kristensen.

- Uanset hvad der sker med huset, så mener vi, at der skal gives en garanti for, at der i fremtiden vil være et beboer- eller foreningshus i området. Det mener vi, at der er behov for, siger hun.

Det er miljøgiften PCB, der er slynglen i historien.

Da den kan give byggematerialer egenskaber som for eksempel slidstyrke, elasticitet og lav brændbarhed, blev den brugt i stor stil i byggeri helt frem til 1977. Hvor det blev forbudt, fordi det havde vist sig skadeligt for både mennesker og miljø.

Også i Filippahuset er materialer med PCB blevet brugt, og det fik Hundstrup Borgerforening, som ellers havde haft råderet over bygningerne siden 1992, til at forlade huset til fordel for Hundstrup Kro 6. januar i år.

Annonce

Nej til at overtage

I 2018 fik brugerne tilbudt at købe huset for en krone, men takkede nej af frygt for ikke at kunne løfte regningen for driften - som lyder på omkring 80.000 kroner om året.

Tilbage i 2016 blev det skønnet i en konsulentrapport, at det vil koste i omegnen 3,9 millioner kroner at PCB-sanere bygningerne, mens det vil løbe op i et par millioner kroner at rive dem ned, og på det næste møde skal politikerne i Teknik- og Erhvervsudvalget så tage stilling til, hvad der skal ske med ejendommen.

Lokaludvalget har forinden lagt op til, at der skal laves et såkaldt udvidelsestema bestående at udgifter forbundet med sanering eller nedrivning - og at det så skal med i puljen, når der skal forhandles budget for 2021.

Det er Mette Kristensen ikke tilfreds med.

- Filippahuset var også med ved budgetforhandlingerne til 2018, så der er gået to år siden sidst. Det er lang tid, og jeg synes, vi skylder beboerne i området en hurtig afklaring. Og vi i Venstre er også villige til at afsætte de penge, der skal til, siger Mette Kristensen, der i øvrigt ikke er så sikker på, at det behøver at koste 3,9 millioner kroner at PCB-sanere ejendommen.

- Det er et meget højt estimat, konsulentfirmaet er kommet frem til, og vi vil foreslå, at vi får en ny pris på, hvad det vil koste at få PCB'en ud. Man kan nå rigtig langt med udluftning og ventilation, siger hun.

Formanden melder hus forbi

Det bliver dog næppe med Socialdemokratiets stemmer, der bliver udstedt en garanti til Hundstrup-borgerne.

Det fortæller Flemming Madsen (S), der er formand for Teknik- og Erhvervsudvalget.

- Hvis man skal udstede sådan en garanti til en egn, så skal man gøre det i andre egne også, og selvfølgelig kan vi ikke det. Vi kan ikke lave særregler for Hundstrup, og vi har heller ikke økonomi til det, siger Flemming Madsen, der oplyser, at han kun vil give Hundstrup-borgerne én garanti - nemlig at de bliver stillet som alle andre.

- I nordre bydel, på Thurø, i Oure og andre steder har vi tilbudt brugerne at overtage eksisterende huse på den betingelse, at de selv finansierer driften af dem. Det samme har vi gjort i Hundstrup, men det har borgerforeningen ikke ønsket, siger han.

Nedrivning sandsynlig

Når det kommer til at fremskynde processen, så der kommer en afklaring inden 2021-budgetforhandlingerne, er Flemming Madsen også afvisende.

- Det kan vi ikke, for hvor skal vi finde pengene? Vi har dem ikke, siger udvalgsformanden, der heller ikke går med en mistanke om, at konsulentfirmaet har ramt forbi skiven, når det skønner, at det vil koste 3,9 millioner kroner at PCB-sanere Filippahuset.

- Jeg har ikke en jordisk chance for at vurdere det. Men jeg ved, at vi ikke bare kan få et lokalt firma til at give et tilbud, for vi kan ikke hyre en, der ikke er akkrediteret til at arbejde med PCB, siger Flemming Madsen, som ikke rigtigt ser en fremtid for Filippahuset.

- Jeg kan næsten kun forstå, at ingen vil have det, og så er der kun én vej tilbage: nedrivning. For hvad skal vi med en bygning, der ikke bliver brugt? lyder det fra udvalgsformanden.

Sagen kommer på dagsordenen, når Teknik og Erhvervsudvalget holder møde torsdag 5. marts.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Åbent brev til statsministeren og Danmark fra efterskoleleder

Kære Mette, kære Danmark – lad os passe på hinanden og komme styrkede ud på den anden side. Den 2. april påbegyndte Vejstrup Efterskole, som man har kunnet læse i Fyns Amts Avis, et stafetløb. Formålet med stafetløbet er at vise, hvordan man ”kan være sammen hver for sig”. Formen er at løbe en stafet – virtuel naturligvis på grund af smittefaren – fra Vejstrup på Sydfyn til København. I stedet for at løbe med en fysisk stafet, løber man med et billede på sin mobiltelefon, som man sender til den næste løber, to meter før man mødes. Ambitionen er at aflevere stafetten på Christiansborg til statsministeren inden påske. På næsten samme tid, som vi startede stafetten, mødtes jeg med alle elever til fællestime. I fællestimerne synger vi dels et par sange sammen, dels taler jeg om et emne, som kan være med til at ruste dem til at håndtere de udfordringer, de vil møde og have det godt med – det vi på Vejstrup kalder ”væredygtighed”. Alt sammen foregår naturligvis på afstand med et af de medier, der er blevet skolens væsentligste arbejdsredskaber, ”Teams”. Budskabet med stafetten er at minde eleverne og hele Danmarks befolkning om, hvor vigtigt, det er at bakke statsministeren op i at holde afstand i påsken; at man ikke lader sig rive med af det gode vejr, de traditionelle påskefrokoster samt lysten til at være sammen. For man kan frygte, at mange kan have lyst til det, netop som statsministeren har åbnet døren en smule på klem for, at corona-strategien ser ud til at være succesfuld, og at vi kan påbegynde en genåbning af Danmark efter påsken.

Annonce