Annonce
Langeland

Fratrådt med dags varsel: Sygdom stopper Rebellen fra Langeland

Rebellen fra Langeland, Ole Sørensen, er fratrådt som leder i Langeland Kommune. Torsdag indgik han en senioraftale, og han har haft sin sidste arbejdsdag. Arkivfoto: Kim Rune
Ole Sørensen er fratrådt som leder af bo- og værestedet Hjørnet og socialpsykiatrien på Langeland og har indgået en senioraftale, som i følge borgmester Tonni Hansen kommer efter et længere tids helbredsproblemer. Det er et stort tab, lyder det fra flere sider.
Annonce

Langeland: Rebellen fra Langeland er færdig med at ruske op i systemet og stille krav om nærvær og varme frem for registrering og dokumentation. I hvert fald som ansat i Langeland Kommune.

Ole Sørensen har indgået en senioraftale med kommunen og er fratrådt som leder af bo- og værestedet Hjørnet og socialpsykiatrien på Langeland. Det bekræfter borgmester Tonni Hansen (SF) som oplyser, at der efter længere tids sygdom er indgået en gensidig aftale med Ole Sørensen.

Borgmesteren vil ikke kommentere aftalen yderligere, men han vil godt give et bud på, hvad manden med det karakteristiske fuldskæg og de uortodokse arbejdsmetoder har betydet for de udsatte borgere.

- Ole har draget land og rige rundt og med sin egen person sat ord og også billeder på, hvordan det er at være i de her udsatte situationer, som psykisk sårbare er i. Han har lavet et megaflot stykke arbejde for en befolkningsgruppe, som har det hårdt, siger borgmesteren.

Annonce

Et uerstatteligt tab

Ole Sørensen blev kendt i hele landet, da han i 2016 stod frem i DR-dokumentaren ”Rebellen fra Langeland” og viste en alternativ måde at arbejde med udsatte på. I programmerne tog han blandt andet på campingtur med psykisk syge og kørte med alkoholikere over grænsen efter billige bajere.


De socialpsykiatriske borgere har en tryghed og en tillid til ham ud over alle grænser.

Lisa Pihl Jensen (S), formand for Sundhedsudvalget


Han har siden holdt masser af foredrag, han har skrevet bogen ”Kom nu ned på jorden”, og han har ført an i det, han har kaldt en stille revolution, hvor en masse ildsjæle har forsøgt at møde udsatte borgere som mennesker i stedet for felter i et regneark.

Formand for Sundhedsudvalget i Langeland Kommune, Lisa Pihl Jensen (S), kalder Ole Sørensens exit for et stort og uerstatteligt tab for Langeland. Hun siger:

- De socialpsykiatriske borgere har en tryghed og en tillid til ham ud over alle grænser. Han har gjort mere, end man kan forvente af et menneske, der er ansat, og derfor efterlader det her os i en situation, hvor det bliver svært at komme efter Ole.

- Det handler om personlighed, og Ole har hele livet brændt for det her område og udviklet det i sin egen retning i forhold til det, som han synes er godt og relevant for borgerne, siger Lisa Pihl Jensen.

Annonce

Forfriskende rebel

Formanden for Udsatterådet på Langeland, Winni Kielstrup Hansen (SF), kalder Ole Sørensen for en ener.

- Det giver sig selv, at det her er et stort tab, for vi ved, hvor meget arbejdet altid har betydet for ham, og hvor mange kræfter han har lagt i de udsatte borgere og den udsatte gruppe.

Kan han erstattes?

- Det kan han nok ikke, men så skal vi i stedet finde andre med gode kompetencer, siger Winni Kielstrup Hansen.

Besked til medarbejderne

Denne besked blev fredag sendt til medarbejderne på bo- og værestedet Hjørnet og i socialpsykiatrien på Langeland, sol Ole Sørensen var leder for:

"Ole Sørensen har gennem en længere periode været helbredsmæssigt udfordret, og der er derfor indgået en gensidig senioraftale, som bevirker, at Ole Sørensen fratræder sin stilling ved Langeland Kommune. Ole Sørensen vil derfor ikke længere være involveret i drift og udvikling af socialpsykiatrien på Langeland eller af bo- og værestedet Hjørnet. I forhold til igangværende sager, som Ole Sørensen har varetaget henvises til Hanne Karlskov Andreasen."

Ole Sørensen får også ros for sin indsats i det etablerede system udenfor Langeland. I landsforeningen Sind, der arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse, kalder landsformand Knud Kristensen den langelandske rebel for forfriskende.

- Det har været forfriskende med en rebel, som har rusket op i tingene og talt højt om, at man også kan gøre tingene på nogle andre måder. Men samtidig må vi erkende, at det ind i mellem har givet nogle problemer, fordi han er blevet bremset i at lave det, han gerne vil, fordi han ikke har villet overholde reglerne, siger han.

Knud Kristensen understreger dog, at Ole Sørensen har sat spor, som også rækker udenfor Langeland. Han fremhæver hans evne til at ville gøre tingene på en anden måde.

- Det med, at man i det her system godt må ringe udenfor normal åbningstid, er i et vist omfang taget op andre steder. Man er flere steder i landet begyndt at have et telefonnummer, som medarbejderne har på skift, og det har han haft indflydelse på, siger Sind-formanden.

Annonce

Fraværende i fire uger

Ole Sørensen har ikke været på arbejde i de seneste fire uger. Aftalen om en senioraftale og en fratrædelse blev indgået torsdag, og fredag blev medarbejderne i socialpsykiatrien og på bo- og værestedet Hjørnet orienteret.

Søndag fik politikerne i kommunalbestyrelsen besked i en mail.

Hanne Klarskov er indsat som midlertidig leder Hjørnet og for socialpsykiatrien. Centerchef Lone Bjerregaard har det overordnede ansvar på rådhuset, men hun er i forvejen sygemeldt.

Ole Sørensen har været ansat på Langeland siden 1996. Det er ikke lykkedes for Fyns Amts Avis at få en kommentar til sagen fra Ole Sørensen selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Teknik- og Miljødirektør: Det er ikke kommunens ansvar at skaffe vand til borgere i Lebymark

Ærø For abonnenter

Formand for Søby Vandværk: Kommunen har det overordnede ansvar for adgang til rent vand

Annonce