Annonce
Søsiden

Fragtskib besøgte sin ø: Langeland på Langeland

M/s Langeland "hjemme" på Langeland. Det tyske rederi ejer flere skibe med "land-"navne, bl. a. Jütland, Seeland og Helgoland. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Sejlskibe, dampere, paketter, færger - mange skibe har i tidens løb båret øens navn.
Annonce

RUDKØBING: En færge ved navn Langeland anløber Spodsbjerg på Langelands østkyst op mod en halv snes gange dagligt.

At et skib med øens navn gør fast i Rudkøbing på øens modsatte kyst hører til sjældenhederne. I hvert fald i nutiden.

Hændelsen indtraf for en uges tid siden, da trafikhavnen fik besøg af den 81 meter lange m/s Langeland. Skibet ejes af tyske Karl Meyer Shipping og er hjemmehørende i Wischhafen ved Elben. Rederiet ejer flere skibe med -"land"-navne, bl. a. Helgoland, Jütland og Seeland.

M/s Langelands anløb i Rudkøbing skyldtes lastning af kornprodukter fra Danish Agro.

At navngive et skib efter en lokalitet, en ø eller et farvand er som bekendt meget udbredt. Færgerne i og omkring Det Sydfynske Øhav rummer mange eksempler. Marstal, Højestene, Faaborg III fx.

Langeland brugt som skibsnavn har en over 200 år gammel historie, måske længere. Det ældste vi her på Koøjet umiddelbart kan spore os frem til, er en brigantine bygget i Eckernförde i 1784 til Kanalkompagniet ved Ejderen.

I 1800-tallet blev navnet også brugt til flere andre sejlskibe. Da dampen senere vandt frem, sås der både ”Langeland” og ”Langelands Paket (-ten)” på hækken.

Et af de mere bemærkelsesværdige skibe fra damper-perioden er  Langeland bygget i 1908 i Marstal. De følgende 25 år besejlede damperen ruten Marstal-Rudkøbing-Bagenkop-København og retur.

Den længst eksisterende Langeland i lokal fart blev jernbanefærgen mellem Rudkøbing og Svendborg. Den blev bygget i 1926 og dampede over Lunkebugten i 35 år.

I lidt nyere tid har færgeforbindelsen Bagenkop-Kiel også haft tradition for øens navn agterude. Hele fire færger - tre fra rederiet LKL og en indchartret - har haft påmalet Langeland.

Eneste dansk-flagede skib med øens navn er aktuelt m/f Langeland på Spodsbjerg-Tårs.

I lokalfarvandet og Østersøen ser vi også lejlighedsvis et rødt, tysk lystfiskerfartøj af træ, en såkaldt KFK’er, med navnet Langeland 1.

Annonce

Inviterede alle om bord

Her på Koøjets redaktion huskes i øvrigt også et skibsbesøg i Rudkøbing af en Langeland i starten af 1970'erne.

Ved Midtermolen lå et fragtskib, der havde sit navn efter en norsk familie. Besætningen syntes også, at det var et pudsigt sammentræf og viste gæstfrihed for lokalbefolkningen ved at holde åbent skib for alle, der kom forbi.

Langelands Folkeblad bragte et foto af det norske skib med mange lokale besøgende om bord.

Denne Langeland bygget i 1971 sank syd for Sverige i 2009.

M/s Langeland er bygget i 1985 på J.G. Hitzler Schiffswerft & Masch. Fab. GmbH & Co. i Lauenburg, Tyskland i 1985. Oprindelig hed den Martha Hammann. Navnet Langeland har den haft siden ejerskifte i 2006. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Fra Rudkøbing havn gik Langeland videre lastet til Klaipeda i Litauen og derfra til Kiel. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Fyn

Rabbits-spiller midt i landsholds-triumfen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce