Annonce
Fodbold

Fra Vollsmose-dreng til svensk landsholdsspiller

Mallek Shraim var på familiebesøg i weekenden i Odense, men bor i Sverige. Foto: Leif Rasmussen
15-årige Mallek Shraim er med på det svenske U16-landshold

FODBOLD: En Vollsmose-dreng med opvækst i Bøgeparken er ved at slå igennem i svensk fodbold og er kommet på det svenske U16-landshold, hvor han er noteret for to landskampe.

15-årige Mallek Shraim gik på Abildgårdskolen og var med i B1909's fodboldskole, indtil han rejste med sine forældre til Sverige for seks år siden. Som 6-årig i Vollsmose trænede han allerede fire gange om ugen.

- Jeg er stolt over at være palæstinenser og over at være vokset op i Vollsmose, sagde Shraim, da Sport Fyn mødte ham i weekenden i Odense.

Han var på familiebesøg og skulle tilbage til Sverige, hvor han er den eneste med ungdomskontrakt hos Landskrona Bois, der spiller i den næstbedste svenske række hos seniorerne.

- Mine ambitioner er at komme på A-landsholdet og at komme til at spille for en storklub i Europa og gøre min familie stolt. Det prøver jeg at opnå ved at træne i snit 16 timer om ugen. Det er hårdt arbejde og noget af det gør jeg alene, siger Mallek Shraim, der koncentrerer sig om at gøre det godt i Sverige.

- Hvis en dansk klub er interesseret, er jeg da åben for en mulighed, men jeg er på kontrakt i Bois og det er det, jeg kæmper for nu sammen med det svenske landshold, tilføjede han.

Han er offensiv midtbanespiller, men kan også spille helt fremme.

Ifølge ham selv er der flere i Sverige, der kalder ham for "Zlatan", og det er ikke så ringe endda, når man ved, at Zlatan Ibrahimovic voksede op i Malmö-ghettoen Rosengård, som er Skånes Vollsmose.

Mallek Shraim har også været med på future-landsholdet i Sverige for de spillere, der endnu ikke er udviklet helt som andre i årgangen rent fysisk.

Tidligere har han beskrevet sine forcer:

- Jeg er hurtig, har god kondition og er teknisk stærk. Jeg har en god spilforståelse og er en god leder for holdet. Jeg forsøger at opmuntre mine holdet så meget som muligt. Jeg har også styrker en mod en og i kombinationerne med mine medspillere.

Så kan det vist ikke gå helt galt.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Cheftræner om GOG-nedturen: Mit ansvar

Annonce