Annonce
Kultur

Fra speedway til smadderrock: Gorms guitarspil fødte Hugorm

Morten Gorms øvelokale, studie og kontor ligger i et industrikvarter, hvor man med jævne mellemrum kan mærke en skælven i gulvet, når naboens tunge jernplader formes. Foto: Simon Staun
Når familien sov, brugte Morten Gorm vinteraftnerne i Klitmøller på at eksperimentere på sin guitar. Hans uortodokse lyd begejstrede Simon Kvamm, der tilbød at sætte ord til tonerne. Det resulterede i trioen Hugorm, der er i gang med at skrive sange til trioens tredje udgivelse.

Musik: Jeg har fortalt mange historier om musikere. Men aldrig en fortælling, der kommer i nærheden af den om 38-årige Morten Gorm. Alene det faktum, at han har været semiprofessionel speedwaykører og foretaget flere end 200 faldskærmsudspring, gør ham til et unikum på den danske rockscene.

Han er født og opvokset i Odense-forstaden Holluf Pile og flyttede til Svendborg for et år siden efter et surfeventyr i nordjyske Klitmøller. En by, der virker som en magnet på kreative sjæle. Indtil de finder ud af, at de røvkeder sig det meste af den tid, de ikke står på et surfbræt.

Men hvis det ikke var for tiden i Klitmøller, ville vi slet ikke sidde her i Morten Gorms kombinerede studie, øvelokale og grafiske værksted i et industrikvarter i det nordlige Svendborg.

Da Morten Gorm for fire år siden stod med kæreste, nybygget hus og et lille barn i Klitmøller, havde han behov for at afreagere på de mørke vinteraftener. Det gjorde han med egne ord på toilettet, hvor han sad og høvlede. På sin dengang nyindkøbte, brugte elguitar til 1500 kroner.

Melodistumperne og akkorderne brugte han som byggeklodser i redigeringsprogrammet GarageBand. Planen var egentlig, at byggeklodserne skulle bruges til et comeback i det fynske punkband Friday, men skæbnen ville det anderledes.


Jeg havde for længst droppet tanken om, at jeg skulle være rockmusiker. Den døde faktisk allerede, da jeg som teenager begyndte at køre speedway i den lokale klub Odin og senere kørte på kontrakt for flere fynske og jyske klubber

Morten Gorm, medlem af Hugorm


- Jeg var en del af et kontorfællesskab i Klitmøller, hvor Simon Kvamm havde sit studie. Produceren Arni Bergmann lånte det nogle gange, og ham snakkede jeg med i ny og næ. Han spurgte en dag, om han måtte høre mine demoer. Han kunne godt lide dem og endte med at spille noget af det for Simon Kvamm til en fest. Derefter spurgte Simon mig, om han måtte skrive tekster til et par af sangene, siger Morten Gorm.

Det fik Simon Kvamm grønt lys til.

Annonce

Savnede legekammerater

Mens Simon Kvamm begyndte at skrive tekster, brugte Morten Gorm endnu mere tid på badeværelset med at indspille demoer, mens familien sov i den anden ende af huset.

- Efterhånden som jeg kunne mærke, at Simon og Arni blev tændt på det, jeg lavede, begyndte jeg at håbe på, at musikken havde potentiale til at blive delt med et publikum, siger Morten Gorm.

Hugorm

Hugorm er både et band og en producertrio, som er etableret i Klitmøller i Thy i 2017 og tæller Morten Gorm, Arni Bergmann Johansson og Simon Kvamm. 

Det startede med, at Gorm sad på sit badeværelse med høretelefoner på og hev i sin guitar om natten, mens hans familie lå og sov. Demoerne blev præsenteret for Arni, der igen spillede sangene for Simon Kvamm, der tilbød at skrive tekster til et par af sangene. Dermed var Hugorm født.

Indtil videre har trioen udsendt to singler, ep'en "Folk skal bare holde deres kæft" samt albummet "Kom vi flygter".

Hugorms forårsturné er udskudt til efteråret 2021.

Efter at have siddet og indspillet demoer alene, mødtes Morten, Arni og Simon for at finde ud af, hvad de kunne i fællesskab. Det stod hurtigt klart for Morten, at de var voldsomt bedre sammen. Måske fordi han virkelig havde savnet nogen af lege med.

- At det blev en af Danmarks sejeste frontfigurer og ditto producere, gjorde det kun federe, siger Morten Gorm.

- Simon Kvamm er i mine øjne en af landets vildeste frontfigurer, mens Arni er en af de tre bedste producere og lydmænd i Danmark, siger Morten Gorm om sine Hugorm-kolleger. Foto: Simon Staun

Den opmærksomme læser har måske - modsat artiklens forfatter - fanget, at efternavnet Gorm har inspireret til bandnavnet Hugorm. Det var Arni Bergmanns forslag til et bandnavn, dengang han troede, Morten Gorm skulle være solist. Men navnet blev bevaret, da trioen var en realitet. Måske fordi sangene minder om et skarpt bid af en hugorm. Eller fordi hugormen - modsat Morten Gorm - trives i Klitmøllers klitter.

Efter at have præsenteret guitardemoen til den allerførste Hugorm-sang, ”Folk skal bare holde deres kæft”, for avisens udsendte, konstaterer han, at det er surrealistisk at tænke på, hvor mange gange hans liv har taget en uventet drejning.

Simon Kvamm om Morten Gorm:

Morten er en ægte kunstner. Egentlig bryder jeg mig ikke om ordet ægte og synes den megen snak om ægthed er både trættende og forfejlet. Det er jeg ret sikker på, Morten også synes. Men i Mortens tilfælde er jeg nødt til at bruge ordet ægte, for han er et af de mennesker, jeg har mødt, som er mest til stede i verden.

Han mærker virkelig verden og andre mennesker. Han er fintfølende og empatisk og tager alt ind. Og det kommer så ud igen i et kunstnerisk udtryk. Om det er visuelt eller musikalsk er lige meget. Når Morten står bag er det lige godt. Lige så meget Morten påvirkes af verden, lige så meget har han trang til at påvirke tilbage.

Og han er modig. Vis mig en mand, der så hårdt står ved sin måne og lader sit side- og nakkehår gro og fandme afbleger det. Pisseligeglad hvad folk mener. Pissepåvirkelig og pisseligeglad. Dét må da være indbegrebet af en ægte kunstner!

- Jeg havde for længst droppet tanken om, at jeg skulle være rockmusiker. Den døde faktisk allerede, da jeg som teenager begyndte at køre speedway i den lokale klub Odin og senere kørte på kontrakt for flere fynske og jyske klubber. Og så ender jeg sgu med at blive booket til Roskilde Festival som 37-årig, siger Morten Gorm og ler, selv om festivalen som bekendt blev aflyst.

Annonce

Spillede punk i Friday

Han brygger en ny kop kaffe til os begge, inden han rejser tilbage til midten af 00’erne. Dengang han fandt ud af, at han aldrig ville blive en af de bedste speedway-kørere i landet.

Han begyndte på mediegrafikeruddannelsen på Odense Tekniske Skole og fik smag for kreativiteten. Efter han blev uddannet i 2006, fik han job i København for Forlaget Benjamin, hvor han layoutede forskellige magasiner.

I København boede han på kryds og tværs sammen med Mattias Hundebøll og Frederik Valentin fra Rock Hard Power Spray. Især Frederik var en enorm inspirationskilde.

- Frederik og jeg dannede punkbandet Friday med en fælles folkeskoleven, Christian Dinesen. På det tidspunkt havde jeg ikke rørt en guitar, siden jeg som dreng stod på mit Guns N’ Roses-plakattatoverede værelse og legede rockstjerne med blinkende stroboskoplamper og fuld smadder på guitaren, siger Morten Gorm.

Friday døde ud omkring 2011 efter en række mindre koncerter. Frederik Valentin havde for travlt med andre projekter, Christian fokuserede på kunst, mens Morten havde travlt med at designe bogforsider for blandt andet Gyldendal.

- Når jeg sidder og tænker tilbage, har jeg rodet med alt muligt i øst og vest. På et tidspunkt, inden jeg mødte min kæreste, smed jeg alt, jeg havde i hænderne og drønede et halvt år rundt i Sydamerika. Jeg kastede mig også over faldskærmsudspring og endte med flere end 200 spring på få år. Det gav lidt samme adrenalinsus, som når man rykker gashåndtaget i bund og mærker speedwaycyklen trække i hele kroppen, siger Morten Gorm.

Annonce

Bøvlet bærer frugt

Han kunne godt tænke sig, at han havde haft fokus på at blive eminent til en enkelt ting i stedet for ret god til mange ting.

- Jeg er ikke ekspert i noget, men ved til gengæld en smule om en masse. Det betyder også, at jeg i Hugorm-regi både står for visuals, når vi optræder, laver små musikvideoer, har stået bag logoet og alle mulige andre ting, siger Morten Gorm og peger på bøjlerne med genbrugstøj forsynet med hans Hugorm-logo.

Som grafiker har han designet omkring 150 danske og internationale bogforsider. Det er svært for ham at fremhæve sine favoritter. Men forsiden til Ron Pundaks ”Nysgerrighedens akse” for People’s Press, hvor han har brugt flere lag papir, sand og græs, som derefter blev affotograferet, er noget særligt.

Når det er muligt, forsøger han at bevæge sig væk fra computeren og skabe noget analogt. Noget man kan røre ved.

Arni Bergmann om Morten Gorm:

Jeg troede, at Morten som professionel grafisk designer havde musikken som et hyggeprojekt. Jeg blev blæst bagover og imponeret, da jeg hørte en af hans demoer for første gang. Det var gang i masser af kreativitet og energi på fuld fart. Totalt friskt pust til musikken i dag efter min mening.

Jeg blev inspireret og havde lyst til at bidrage til den musik, der sprudlede ud af ham. Det musikudspil Gorm kommer med, giver mig lyst til at gå ud af boksen og søge nye ting.

Der er en vild energi, der kommer fra ham, når vi spiller sammen. Derudover er han et dejligt, smukt væsen som er en god kammerat både med eller uden musik.

- Det er som regel langt mere bøvlet og tidskrævende, men man får næsten altid noget foræret, som ville have være umuligt at lave i computeren. For eksempel skygger, ridser eller noget, der er ude af fokus. Jeg gør i bund og grund det samme, når jeg laver musik, hvor jeg tager lyd fra computeren og sender igennem en række af guitarpedaler ud af en forstærker ind i en mikrofon og tilbage i computeren, siger Morten Gorm.

Annonce

Romantiske noveller hitter

Familien endte i Svendborg, fordi en ven lokkede med et bofællesskab i Vester Skerninge. Bofællesskabet virkede for uoverskueligt på grund af husets tilstand, men egnen havde allerede fascineret familien.

Morten Gorm har designet Hugorm-logoet, som han og kæresten har sat på genbrugstøj, som sælges til både koncerter og online. Foto: Simon Staun

- Vi havde ellers tænkt, at vi skulle til København efter Klitmøller, men Svendborg trak i os med sine mange kulturtilbud, caféer og smukke natur. Vi overtog vores hus, hvor et godt vennepar i øvrigt er naboer, 1. marts 2020. Derefter lukkede alt ned, så jeg har nærmest ikke oplevet noget af alt det, byen tilbyder, siger Morten Gorm.

At natur betyder meget for ham understreges af et dugfrisk eksemplar af Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad ”Natur & Miljø” på arbejdsbordet.

- Det er faktisk mig, der layouter det. Det har jeg gjort siden 2010, og jeg sætter pris på at tjene på at formidle viden, jeg finder relevant, selv om jeg også layouter ting, der primært skaffer smør på brødet. Som forsiderne til en række romantiske, amerikanske noveller, som sælger helt vildt. Den information må du gerne gå stille med, siger Morten Gorm, der bliver ved med at overraske.

Annonce

God inspiration i bøvl

Efter vores møde i Svendborg skal han sammen med Arni Bergman og Simon Kvamm i et sjællandsk sommerhus for at indspille det, der bliver Hugorms andet album.

Morten Gorm ser frem til at være spærret inde og intet skulle forholde sig til ud over at skabe nye sange.

- Vi har en alder, hvor midtlivskriserne begynder at hobe sig op, og der ligger en god inspiration i at bøvle og tumle med livet og være i tvivl om, hvilken retning man skal gå i. På den måde tror jeg, vi har ramt hinanden det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har en del damp, der skal lukkes ud, siger Morten Gorm.

Han håber, at efterårets Hugorm-koncerter afvikles som planlagt. Endnu en sommers festivaler er formodentlig snart røget i skraldespanden.

Morten Gorm havde ikke troet, at han i slutningen af 30'erne ville få sit gennembrud som musiker. Foto: Simon Staun

- Det har ikke været det nemmeste tidspunkt at slå igennem med et nyt band, selv om man har Simon Kvamm i front. Men han har været god til at holde humøret oppe i stedet for at tude over aflyste koncerter. Han pressede også på for, at vi brugte ventetiden på at indspille flere sange og dermed stå stærkere live, siger Morten Gorm.

Morten Gorm laver både musik, designer bogomslag og redigerer magasiner fra sit skivebord i det nordlige Svendborg. Foto: Simon Staun

Når han tænker på, at de skulle have spillet festivalkoncerter sidste sommer ryster han på hovedet.

- Jeg aner ikke, hvad fanden vi havde tænkt på. Vi havde nærmest ingen sange på bankbogen. corona har faktisk betydet, at vi står langt stærkere som band, når det bliver muligt at optræde igen. Men sådan er det i livet. Nogle gange kommer der noget godt ud af noget, der, i øjeblikket det sker, føles som noget forbandet lort.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Klumme: What matters most?

Svendborg

Lægger op til kompromis: Udvalgsformand vil give opsagte bådejere to års opsigelse

Annonce