Annonce
Erhverv

Fra reklamedirektør til møbelfabrikant: Jeg er god til at få ting til at blomstre

Thomas Sander kan tydeligt mærke, at forbrugerne gerne vil have dansk produceret kvalitet, og han er også begyndt at kigge på, hvordan fabrikken kan arbejde endnu mere med grøn omstilling og måske endda have så meget styr på træets rejse, at man kan fortælle, hvor træet til det færdige møbel engang har stået. Foto: Trine Grauholm
Det var et radikalt brancheskift, da Thomas Sander i 2017 droppede reklamebranchen for i stedet at blive selvstændig ejerleder af Kristoffersen Møbelfabrik. Siden er medarbejderstaben vokset fra 3 til 10, men nu kræver det mere plads at forfølge ambitionerne om at vækste yderligere.

KORINTH: De gamle produktionslokaler emmer af kærlighed til lækkert træ. Erfarne snedkerhænder forbereder, sliber, pudser og samler.

Nogle steder i en rå og letstøvet snert af nye spåner. Andre steder i den bløde duft af nyoliereret træ.

Det er ikke mere end rundt regnet tre et halvt år siden, Thomas Sander første gang trådte ind i lokalerne, der har dannet rammen om Kristoffersen Møbelfabrik siden 1971. Dengang stod han på nippet til et radikalt karriereskifte og forsøgte at få fornemmelsen af, hvad han var ved at kaste sig over.

Med en baggrund i reklamebranchen, en titel som forhenværende direktør og på daværende tidspunkt uden lyst til at fortsætte en hæsblæsende hverdag med kampagner, måltal, tavlemøder og deadlines som ansat i et andet bureau, ville han være selvstændig og var stødt på møbelfabrikkens tidligere ejer, Ole Kristoffersen, der ville sælge fabrikken.

- Jeg var direktør i reklamebureauet DetKoncept, som blev solgt til Jysk Fynske Medier og senere blev en del af det, der i dag hedder Step. Jeg kunne mærke, der skulle ske noget nyt, og jeg ville gerne være selvstændig. Her var der nogle faste kunder, nogle afsindigt lækre produkter, og så kunne det være sjovt at lave et totalt brancheskift, forklarer Thomas Sander, der undervejs i sin afklaringsproces også forsøgte sig med sin egen webshop.

For ham var det imidlertid mere attraktivt at gå ind i noget eksisterende i stedet for at skulle starte noget op fra bunden.

- Jeg er ikke god til at starte noget op helt fra bunden. Du ved ikke, hvad du har af indtægt, og måske skal man være lidt yngre til det. For mig var det nemmere at overtage en forretning og få den til at blomstre. Det er det, jeg er god til, forklarer han og viser rundt mellem kasser, planker og designelementer, der skal sælges over hele verden.

Annonce

Designermøbler til hele verden

Kristoffersen Møbelfabrik har rødder tilbage til midten af 1940'erne, hvor grundlæggeren Johannes Kristoffersen lavede møbler af især teaktræ primært til det danske marked. Da hans søn, Ole Kristoffersen, tog over i 1980'erne lavede han sit eget salgssortiment og begyndte også at afsætte møblerne til det skandinaviske, tyske, engelske og til dels det amerikanske marked.

I dag laver virksomheden designermøbler til hele verden for designvirksomhederne Eberhart Furniture og Dk3, som pt. er en af de største kunder.

Det er møbler af blandt andre designere som Jeppe Utzon, Jacob Plejdrup og Christian Troels, der bliver lavet i Korinth. De koster typisk fra 30.000 kroner i butikkerne, og for nylig lavede Kristoffersen Møbelfabrik sågar et bord på 4,5 meter, der kostede 110.000 norske kroner i den norske butik, der havde bestilt det.


Det er klart, at der er en vis spænding, når man køber noget, man ikke helt ved, hvad er, men der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt ud af, at det var lige det, jeg havde håbet på, det ville være.

Thomas Sander, ejer, Kristoffersen Møbelfabrik


- Vi er ordreproducerende og laver 10-11 af Dk3's produkter. Det lyder måske ikke af så meget, men med forskellige træsorter, forskellige længder, bredder og behandlingsformer er der mange variationer af den enkelte model. Dk3 har selvfølgelig rettighederne til produkterne, men designerne kommer også her på fabrikken, hvor vi er med til at produktudvikle og lave prototyper af produkter, der senere kommer på markedet, forklarer Thomas Sander.

Det gælder for eksempel fynske Christian Troels, der er kendt for sin legesyge tilgang til design og fra DR-programmet "Danmarks næste klassiker". Rillede understel til bordet Ten Table, som han har lavet i samarbejde med Jacob Plejdrup, står opmagasineret i produktionslokalerne, der er stemningsfulde, men trange.

Annonce

Fra tre til 10

Da Thomas Sander overtog fabrikken 1. oktober 2017, var der tre medarbejdere foruden den hidtidige ejer. Nu er antallet 10, og der kunne sagtens være arbejde til flere, hvis ellers der var plads nok.

Men Thomas Sander må sige nej til nye ordrer, afvise eksisterende kunder og vente med at sætte nogle af sine egne idéer i spil, til virksomheden enten skaffer sig noget mere plads, eller travlheden klinger af.

Det frygtede han naturligvis, at den ville gøre, da Danmark i foråret blev lukket ned. Da kunderne samtidig ringede og udtrykte bekymring for det samme, kunne han ikke se anden udvej end at afskedige medarbejderne.

Hjælpepakkerne kunne han ikke umiddelbart bruge, fordi han på den korte bane stadig havde ordrer i bogen, som skulle leveres i løbet af krisens første uger.

Hurtigt stod det imidlertid klart, at han godt kunne rykke opsigelserne i stykker og beholde alle mand.

- Vi har haft travlt lige siden. Vi prøver at løse det ved så vidt muligt at skubbe ordreleverancerne lidt længere ud i fremtiden, og så undersøger jeg, om vi kan få delleveringer fra et andet sted og på den måde få mere plads. Jeg vil gerne endnu mere med fabrikken, og jeg vil gerne, at vi bliver endnu flere medarbejdere. Måske en 15-16 stykker, og så kunne det være interessant at have lidt flere ben at stå på. Vi har leveret nogle snedkerkøkkener til private, men vi har ikke plads til at lave det her, forklarer Thomas Sander.

Annonce

Brug for mere plads

Med mindre end 600 kvadratmeter er han pisket til at se på mulighederne for at udvide produktionen. I første omgang har han ikke købt lokalerne men kun lejet sig ind hos den tidligere ejer.

Derfor kan det være en løsning af overtage lokalerne og bygge ud. Alternativt skal han flytte virksomheden til et andet sted i lokalområdet.

Samtidig er det likviditetsmæssigt en udfordring at vækste i det rigtige tempo, for selv om Kristoffersen Møbelfabrik er en ordreproducerende virksomhed, der typisk ikke producerer færdigvarer til lager, er der alligevel mange penge bundet i lageret, og det beløb stiger, hver gang man udvider med et nyt produkt i sortimentet eller får en ny kunde.

- En af mine udfordringer med at komme videre til næste fase er økonomien. Vi har en ordrebinding på mere end fire millioner kroner i ordrer, der er på vej ud. Der går typisk tre-fire måneder, fra vi køber træ hjem, til møblerne bliver solgt i butikken, og vi får vores penge hjem. Det kræver noget likviditet, og alt, hvad vi tjener, bliver bundet i udviklingen af fabrikken, fortæller Thomas Sander, der ikke kendte noget til branchen, da han gik ind i den.

Kristoffersen Møbelfabrik

  • Blev stiftet midt i 1940'erne af Johannes Kristoffersen.
  • Siden overtog og videreudviklede hans søn, Ole Kristoffersen, fabrikken, som siden 2017 har været ejet af Thomas Sander.
  • Virksomheden laver designermøbler for blandt andet virksomhederne Dk3 og Erberhart Furniture m.fl.
  • Langt de fleste møbler bliver lavet i egetræ, men en mindre del er i valnød.
  • Øgede bruttofortjenesten fra 2017 til 2020 fra 444.000 til 4,5 millioner kroner, og kom ud af 2020 med et overskud på 245.000 kroner.
  • I samme periode er antallet af medarbejdere steget fra tre til de nuværende 10. 

- Min morfar var snedker, men det var den eneste relation, jeg havde til branchen, da jeg kom her. Men jeg vidste jo alt det administrationsmæssige, det salgsmæssige, kundekontakten, kundeservice og det at styre en bemanding. Så var det bare at håbe, at medarbejderne kunne deres håndværk, og det kan de, siger Thomas Sander.

Den største tilvænning har derfor handlet om det at arbejde efter faste tider i produktionen med start klokken 6.45, pause klokken 9, frokost klokken 12 og fri klokken 15.30. Hvis man da ikke er ejerleder og har masser af administrative opgaver foran skærmen uden for normal arbejdstid.

- Det skulle jeg helt klart vænne mig til, men ellers er der ikke noget, der har overrasket mig. Det er klart, at der er en vis spænding, når man køber noget, man ikke helt ved, hvad er, men der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt ud af, at det var lige det, jeg havde håbet på, det ville være, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce