Annonce
Faaborg-Midtfyn

Fortrolig redegørelse om udskældt chef: Nordfyns Kommune ville ansætte ham igen

Jack Odgaard er ikke tilfreds med topledelsens svar på, hvorfor den omstridte chef fra Nordfyn, Henrik Jacobsen, er blevet ansat i som myndighedschef i Faaborg-Midtfyn. Arkivfoto: Kim Rune
Henrik Jacobsen er ansat efter gældende regler, og Nordfyns Kommune anbefaler ham. Sådan lyder det i en fortrolig redegørelse til politikerne, som DF'er Jack Odgaard løfter sløret for.
Annonce

Faaborg-Midtfyn: Nordfyns Kommune ville ansætte ham igen, Henrik Jacobsen.

Sådan lyder det i en fortrolig redegørelse, som politikerne i Opvækst- og Læringsudvalget har bedt kommunens topledelse om at lave, efter Henrik Jacobsen er forfremmet til leder af børne- og familieområdet, i daglig tale kaldet myndighedschef.

Jobskiftet sker halvandet år efter Henrik Jacobsen blev fyret fra en tilsvarende stilling i Nordfyns Kommune som konsekvens af en betændt sag om inhabilitet.

Avisen har ikke med egne øjne set den fortrolige redegørelse, men Jack Odgaard fra Dansk Folkeparti refererer således:

- Jeg var næsten klar over, at jeg ville få det svar. Der står, de har gjort, hvad de skulle, fortæller han.

I løbet af ansættelsesrunden har Faaborg-Midtfyn Kommune blandt andet ringet til kommunen længere nordpå.

- De har fulgt reglerne, når en mand skal ansættes. De har taget de referencer, som de skal og har snakket med Nordfyns Kommune, som anbefaler ham og egentlig gerne ville genansætte ham, for han er en dygtig mand, refererer Jack Odgaard fra sin hukommelse.

Sagen kort

Henrik Jacobsen, tidligere børne- og familiechef i Nordfyns Kommune, blev fyret i sommeren 2018.

Det skete efter, en centerleder, rangeret under Henrik Jacobsen havde købt kurser for næsten 240.000 kroner af et firma ejet af centerlederens søster.

Henrik Jacobsen var udmærket klar over, hvad der foregik, men greb ikke ind. Begge chefer blev fyret, efter en uvildig undersøgelse havde slået fast, at der var tale om brud på habilitetsreglerne i forvaltningsloven.

Henrik Jacobsen er siden blev ansat som afdelingsleder for Hjælpemiddel-afdelingen i Faaborg-Midtfyn Kommune. 1. februar tiltræder han som leder af børne- og familieområdet - en stilling, som ligner den, han havde på Nordfyn.

Annonce

Ikke tilfreds

Jack Odgaard har selv været med til at forlange redegørelsen, da han blev opmærksom på, at Henrik Jacobsen fra 1. februar får ansvaret for kommunens allermest sårbare børn og unge.

- Jeg har bedt om at få den her sag undersøgt 100 procent til bunds. Hvorfor mener forvaltningen, at det her er den rigtige mand, spurgte Jack Odgaard i sidste uge.

Nu er svaret så kommet, men DF'eren er ikke tilfreds med topledelsens redegørelse og fastholder sin pointe, som han tidligere har fremført i disse spalter.

- Det kan godt være, de har fulgt reglerne, men jeg synes alligevel, man skal overveje, hvad han har med i rygsækken. Det kan ikke andet end give uro. Derfor skulle man ansætte én, der ikke har noget i rygsækken.

Annonce

Kan ikke gøre mere

Jack Odgaard mener, at han som folkevalgt har pligt til at råbe højt om sin bekymring.

- Jeg har generelt tiltro til embedsmændene, men lige i den her sag, synes jeg, de har svigtet.

Borgmester Hans Stavnsager (S) har tidligere meldt ud, at han har fuld tiltro til embedsmændene, og borgmesteren opfordrer i stedet Jack Odgaard til at huske sit ansvar som arbejdsgiver og bakke kommunens ansatte op.

Efter redegørelsen erkender Jack Odgaard imidlertid, at der ikke er meget mere, han kan stille op i den sag.

- Det er sådan, det er. Men jeg er ikke i tvivl om, at der nu er nogle, der vil følge ham tæt. Jeg er bare ked af, at han kommer til at skulle bruge en masse tid på at skulle forsvare sig selv. Tid, som kunne have været brugt på kerneopgaven.

Henrik Jacobsen har i en længere årrække arbejdet med børn og unge i Nordfyns Kommune. Han blev fyret efter en habilitetssag, men Nordfyns Kommune anbefaler ham stadig ifølge en redegørelse fra Faaborg-Midtfyns topledelse. Arkivfoto: Nordfyns Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Kaninerne skal have slikket såret

Ærø

Ny dagligvarebutik bekymrer købmænd på øen: Jeg forudser 12 fyringer

Annonce