Annonce
Svendborg

Forstandere efter coronaudbrud på naboefterskole: - Man kan da godt blive bekymret

Michael Bjørn, forstander på Vejstrup Efterskole, og Mette Sanggaard Schultz, forstander på Ollerup Efterskole, føler med naboerne i Oure efter coronaudbrud.
Forstanderne på både Vejstrup Efterskole og Ollerup Efterskole har fortsat ro i maven oven på genåbningen, men de medgiver, at coronaudbrud i Oure har givet stof til eftertanke. - Det kunne lige så godt være sket hos os.

Ollerup/Vejstrup/Oure: I både Vejstrup og Ollerup føler forstanderne med naboefterskolen i Oure, som onsdag eftermiddag måtte sende samtlige elever hjem, efter 19 elever var testet positiv for covid-19.

- Oure Efterskole er vores gode naboer, og vi er rigtig kede af det på deres vegne. Vi håber alt det bedste for dem, og at de kommer tilbage efter påske, lyder det fra Michael Bjørn, forstander på Vejstrup Efterskole.

Mette Sanggaard Schultz, der er forstander på Ollerup Efterskole, har også ondt af kollegerne i Oure.

- Ude i samfundet er der opbygget en forestilling om, at man kan sende elever tilbage på skolerne uden, at noget som det her kan ske. Sådan er det jo ikke. Ligesom alle andre steder, som åbner, kan der ske udbrud. Og vi ved alle sammen, at det, der er sket på Oure, kunne lige så godt ske hos os, siger hun.

- Nu er forskellen i forhold til tidligere, at vi har fået et beredskab, som gør, at vi kan opdage det tidligt og håndtere det, så der er færrest muligt, der bliver smittet. Men vi går stadig alle sammen og håber, at det ikke sker hos os, og forsøger at gøre de ting, som skal til, for at risikoen for smitte er så lille som mulig, lyder det fra Mette Sanggaard Schultz.

Annonce

Ro i maven

I Vejstrup såvel som i Ollerup har efterskolerne hidtil været forskånet for covid-19-tilfælde, og begge forstandere beretter om en god start oven på genåbningen. Og eleverne har taget godt imod de retningslinjer, der nu engang måtte være, forklarer Michael Bjørn.

- Vi er kommet ind i en rytme, hvor vores elever blev testet ved ankomst og efterfølgende er blevet det to gange om ugen, og vi er glade over, at det lykkes foreløbigt at holde vores skole fri for corona, og det håber vi naturligvis på vil fortsætte, siger Michael Bjørn.

- Det giver ro og tryghed i medarbejdergruppen og elevflokken, at vi bliver testet to gange i ugen. På den måde ved vi jo, at skolen - i hvert fald indtil der eventuelt opstår en positiv test - er smittefri. Det giver en tryghed i forhold til omgangen med hinanden, tilføjer Vejstrup-forstanderen.

Han pointerer dog også, at det er så godt som umuligt at håndhæve afstandsreglerne, men at eleverne gør deres bedste.

- Vi er omhyggelige og opfordrer til afstandtagen, og det synes jeg egentligt også, at eleverne er gode til. Men det er klart, at vi som skole ikke altid kan være sikre på, at eleverne ikke kommer for tæt på hinanden. Men vi bestræber os efter i fællesskab at overholde de retningslinjer, der er, siger han.

Den betragtning deler Mette Sanggaard Schultz.

- Noget af det her handler ikke så meget om, hvad vi gør på skolen, men også hvad vi kan få elever og forældre til at tage ansvar for. Vi prøver at sende information ud om, hvordan vi gerne vil have de forholder sig, og så er vi afhængige af, at de så gør det, siger forstanderen.

Annonce

Er da bekymret

Mens begge forstandere fastslår, at de er trygge i det, de gør, medgiver de alligevel, at udbruddet i Oure har sat tankerne i gang.

- Jo, det rammer mig i maven at tænke på, at det kunne have været os, siger Mette Sanggaard Schultz.

- Det er også tanken om, at man bagefter skal ud og prøve at forsvare, at det er sket. Det bryder jeg mig ikke om. Selvfølgelig skal vi kunne stå på mål, og vi gør os umage. Men jeg håber bare, at man i samfundet er enige om, at det her kan ske, og at det ikke skal udløse en hetz. Coronapolitiet kan godt være lidt hurtige ude, synes jeg.

Michael Bjørn mener samtidigt, at episoden er en god påmindelse om at blive ved med at passe på sig selv og hinanden.

- Som forstander kan jeg da godt blive bekymret, ligesom jeg er sikker på, at det meste er Danmark er bekymret for, hvor det her bringer os hen. Men det gør også, at man bliver mere omhyggelig i at sørge for, at de aktiviteter, vi laver, lever op til de krav og retningslinjer, der er. Men som jeg sagde tidligere, så giver det mig en god ro i maven og vished, at vi tester så meget, som vi gør, siger forstanderen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce