Annonce
Svendborg Rabbits

Forsmag på kvartfinalerne: Rabbits spiller for hjemmebanefordel

Svendborg Rabbits møder Team FOG Næstved i HK Midt Arena onsdag aften. Her Peter Møller (12) i en kamp mod Randers. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Når Svendborg Rabbits onsdag aften tager imod Team FOG Næstved, kan det være en forsmag på fremtiden. Det ligner, at netop de to hold tørner sammen, når slutspillet skydes i gang med kvartfinaler sidst i marts. Derfor kæmpes der om hjemmebanefordel onsdag aften i HK Midt Arena.

BASKETBALL: Der er hjemmebanefordel i slutspillet på højkant, når Svendborg Rabbits onsdag aften tørner sammen med Team FOG Næstved hjemme i HK Midt Arena.

Der skal ske ting og sager, hvis nogen af de to hold skal nå op på tredjepladsen i Pro A-gruppen, og derfor er det efterhånden givet, at netop Svendborg Rabbits og Team FOG Næstved møder hinanden, når slutspillet skydes i gang sidst i marts. Det store spørgsmål er, hvem der skal have fordel af en vigtig ekstra hjemmekamp.

Svendborg Rabbits-direktør Troels Mortensen er klar over vigtigheden af onsdagens kamp.

- Vi vil rigtig gerne have hjemmebanefordel i kvartfinalen. Det vil betyde meget, hvis en eventuel femte kamp skal spilles i HK Midt Arena i vante omgivelser. Det vil samtidig være en god mulighed for vores samarbejdspartnere og fans, siger han og tilføjer:

- Så den her kamp er en forsmag. Vi ligger helt lige i tabellen, og det vil være en stor fordel for os, hvis vi vinder, for så skal de hente en ekstra kamp på os.

I tilfælde af pointlighed mellem de to hold er det de indbyrdes opgør, der bliver afgørende.

Annonce

Næstved vandt sidst

Sjællænderne vandt det seneste indbyrdes opgør - men det var i cuppen - mens klubben fra det sydfynske vandt begge ligakampe i efteråret. Derfor vil en sejr onsdag bringe fynboerne på 3-0. Dermed skal Næstved have flere point end Rabbits for at nå den vigtige fjerdeplads.

Direktøren erkender, at det er fjerdepladsen, de koncentrerer sig om. Der er simpelthen for langt op til top tre.

- Vi skal fokusere på fjerdepladsen, det er der, vi gerne vil ende. Og så har vi et mål om at nå i semifinalen, siger han.

I cup-kampen i starten af det nye år lykkedes det Næstved at spille bolden ud i siden og skyde 3'ere.

- De spillede deres bedste kamp i år, siger Troels Mortensen om nederlaget, hvor Rabbits pressede for højt.

- Vi skal stå bedre i forsvaret, for når vi gør det, så synes jeg, at vi er bedre i defensiven end dem. Vi skal starte med at få tingene til at fungere i forsvaret, og så skal vi have angrebet til at fungere, lyder det.

Direktøren ser Næstved som et bredt hold med mange forskellige spillere, der kan sætte point på tavlen.

- Det plejer at være underholdende, melder direktøren.

Mon ikke hjemmeholdets fans foretrækker en sejr frem for topunderholdning.

Kampen mod Team FOG Næstved spilles onsdag aften kl. 19.00 i HK Midt Arena.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland

Klumme: At rejse er at leve

Annonce