x
Annonce
Ærø

Forsker: Meningerne er delte om effekterne af 5G-signalet

5G er på vej, på trods af uenighed om teknologiens effekter. Foto: TDC presse
Der er dem, der mener at 5G er farligt for os alle. Og så er der dem, der maner til ro og kun kan se fordele i bedre dækning og højere hastighed. Begge sider kan have lige meget ret, mener forsker.

Ærø: Debatten om 5G kører på fuld tryk. At strålingen fra 5G-netværket kan have en effekt på mennesker eller dyr, er der enighed om. Men om den effekt er skadelig, er der endnu ingen, der har påvist. Det forklarer Troels Bundgaard Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Teknologier på Aalborg Universitet.

- Der har været rigtig mange undersøgelser af det, og det eneste man er enige om, og som der så også er regulering for, er i forhold til den varmeudvikling, der er, fordi man har et elektromagnetisk felt i nærheden af hovedet, eksempelvis gennem brug af en mobiltelefon. Den stråling ved man er skadelig, og af samme årsag er der etableret mærkningsordninger for sådanne apparater, der specificerer et niveau, de skal holde sig under, siger Troels Bundgaard Sørensen, som har forsket i mobilkommunikation.

Forleden udtrykte det ærøske par Jacob og Jessie Balslev deres modvilje mod 5G-signalet. De undrer sig over, at udrulningen skal gå i huj og hast, og at man ikke er mere bekymret over teknologiens mulige effekt på DNA. Samme dag forklarede TDC om sit arbejde på øen med at sætte den nye teknologi ind og refererede til, at man følger sundhedsstyrelsens anbefalinger for grænseværdier, hvad angår stråling.

Troels Bundgaard Sørensen er ligesom flere af sine kolleger splittet, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt 5G har nogen form for skadelige effekter.

- Nogle mener at kunne påvise en effekt, andre har sagt der ingen effekt er, så der er ikke enighed. Helt grundlæggende fungerer hjernen jo ved elektriske signaler, og et elektromagnetisk signal kan inducere hjernens signaler. Så der er jo nok en eller anden kobling imellem, men om det er skadeligt, er der ikke nogen som har påvist, forklarer Troels Bundgaard Sørensen.

Annonce

På længere sigt...

I forhold til lige præcis 5G, og de tidligere signalteknologier før det, nævner Troels Bundgaard en vis udfordring i det at påvise eventuelle skadelige effekter.

- Problemet er, at hvis der er nogle negative konsekvenser ved at blive udsat for den slags stråling, vil det først være til at måle og konstatere på efter en vis årrække. Modsat for eksempel asbest, hvor man kan se en skadeeffekt ved umiddelbar kontakt, vil der muligvis kunne måles en lille effekt på mennesker, der er blevet udsat for signalerne siden barndommen. Men at der kan måles noget er ikke ens betydende med at det er skadeligt. Det vil man først kunne se efter måske 40 år.

Ifølge Troels Bundgaard er det altså foreløbig tvetydigt, hvad konsekvenserne ved den hastige udrulning af 5G kan være. Til gengæld mener han at det er fair at kalde det en forhastet proces, samtidig med at han understreger, at det jo også er det folk kræver.

- Man er så teknologifikseret i dag, at det ikke kan gå stærkt nok. Men folk råber jo op på, at de vil have bedre dækning og højere hastigheder. Så på den måde kan man ikke bare bebrejde myndigheder eller teknologifirmaer. Det er jo altså også det, der efterspørges, de leverer, slutter Troels Bundgaard Sørensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Min Mening: Hvor går grænsen?

Annonce