Annonce
Fyn

Forsker: - Fodbold er for alle, men ikke alle slags fodbold er for alle

At motion er sundt kommer næppe som nogen overraskelse, men fodbold kombinerer de tre vigtigste træningsformer, og man får dermed en effektiv træning i løbet af en fodboldkamp, forklarer forskningsleder Peter Krustrup. Foto: Nils Svalebøg
Uanset alder og skavanker er det altid en god idé at spille noget fo’bold. Det er i hvert fald budskabet i en nytrykt bog, der netop handler om, at fodbold fremmer sundhed. Det er dog vigtigt at justere spillet til de forskellige målgrupper.
Annonce

For 15 år siden startede Peter Krustrup, der er professor i sport og sundhed på SDU, pilotprojekter med fodbold og sundhed som fokus. Det er i årenes løb blevet til mere end 150 videnskabelige artikler om emnet, og nu har han sammen med Daniel Parnell, der er idrætssociolog ved Liverpool Universitet, skabt bogen Football as Medicine – Prescribing Football for Global Health Promotion, som 72 internationale forskere har bidraget til.

72 forskere fra hele verden har bidraget til ny bog, der samler den omfattende forskning omkring fodbold. Bogen er delt op i målgrupper, ældre, børn og diabetikere for at nævne nogle få. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Forebyggelse og behandling

Skeptikere vil måske spørge, hvad det overhovedet kan gavne at sparke lidt til en bold, hvis man har en sygdom, og til det er svaret: En hel del. For eksempel sænker to timers ugentlig fodbold efter tre til seks måneder blodtrykket med 11 millimeter kviksølv, som svarer til succesfuld pillebehandling for mildt til moderat forhøjet blodtryk.

Forskning viser også, at ældre mænd med prostatakræft, der har spillet fodbold i ét år, har 40 procent færre hospitalsindlæggelser, ligesom motionsfodbold sænker fedtprocenten og øger muskelmassen, hvad eksempelvis har positiv betydning for diabetikere og præ-diabetikere.

At det netop er fodbold, der fremhæves i forskningen, er ikke tilfældigt. Dels er fodbold en umådeligt populær idrætsgren, som mange mennesker har et tilhørsforhold til, og dels får man i fodbold en tre-i-en-løsning. Fodbold kombinerer nemlig de tre vigtigste træningsformer, idet der er elementer af både udholdenhedstræning, styrketræning og højintens intervaltræning, også kendt som cardio-træning.

Annonce

Fællesskab er opskriften

Det er dog vigtigt, understreger Peter Krustrup, at skelne mellem den type fodbold, man ser derhjemme på fjernsynet, og så den type motionsfodbold, som forskningen fokuserer på.

- Fodbold er for alle. Men ikke al slags fodbold er for alle. Fodbold med høj fysisk kapacitet og hovedstød anbefaler vi ikke. Vi anbefaler til gengæld fodbold på små baner med få spillere og med en god og grundig opvarmning, siger han.

Når det kommer til motionsfodbold, er det derfor også helt normalt at justere spillet, så det passer til den givne målgruppe.

Peter Krustrup fremhæver i den forbindelse fællesskabet som en særdeles vigtig faktor.

- Vi prøver at underbygge fællesskabet. For vi ved, fra de idrætssociologer vi har arbejdet sammen med, at det, der fastholder den nye livsstil, er fællesskabet. Det er det, der gør, at folk kommer af sted, ikke bare de første uger, men også i flere år efterfølgende, lyder det.

At motion er sundt kommer næppe som nogen overraskelse, men fodbold kombinerer de tre vigtigste træningsformer, og man får dermed en effektiv træning i løbet af en fodboldkamp. Arkivfoto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce