Nordfyn: De beboere og personale på de nordfynske plejecentre, der lige efter nytår fik det første stik med vaccine mod coronavirus, skulle lørdag (23.1) have haft dosis nummer to, så de snart kan være uden for smittefare.
Men vaccination nummer to er udsat til onsdag den 27. januar. Det skyldes, at Region Syddanmark, der står for vaccinationerne, har fået færre leverancer med vaccine end forventet. Derfor er de rullende vaccinationscentre endnu ikke klar til at sætte kursen mod Nordfyn.
Mens udsættelsen formentlig skuffer mange, kan vi alle glæde os over, at smittetallet i Nordfyns Kommune fortsat går nedad.
Fredagens opdatering fra Statens Serum Institut viser således en incidens (antal smittede pr. 100.000 indbyggere) på 64,2 i Nordfyns Kommune, hvor der de seneste syv døgn er konstateret 19 nye smittetilfælde.
Torsdag var incidensen på 77,7, og der var 23 nye smittede de seneste syv døgn. (bett)