Annonce
Ærø

Forrygende sommer for ærøske museer: - Det kan ikke undgå at blive den bedste sæson nogensinde

Erik B. Kromann kan se tilbage på den sidste sommer som museumsleder på Marstal Søfartsmuseum med ro i maven. Det tegner nemlig til at blive den bedste sæson nogensinde. Foto: Rikke Brunsgaard Andersen
Museerne har nydt godt af de mange besøgende på Ærø denne sommer. Avisen har besøgt Marstal Søfartsmuseum, Ærø Museum og Flaske Peters Samling til en snak om sæsonen, der lakker mod enden.
Annonce

Ærø: Museerne på Ærø har haft rekord mange besøgende denne sommer. Så enkelt og kort kan det skrives.

På Marstal Søfartsmuseum er sidste års besøgstal på 20.364 gæster for længst overgået. Til og med uge 38 har museet således allerede haft 24.376 besøgende, og ifølge museumsleder Erik Kromann er museet kun få hundrede gæster fra at slå rekord for flest besøgende i museets historie.

- Det kan ikke undgå at blive den bedste sæson nogensinde, fastslår museumslederen med et smil.

- Det har været støt stigende i flere år, men i år har der været en markant forbedring. I går (mandag, red.) havde vi over 100 gæster, hvilket er meget flot her i slutningen af september, siger Erik Kromann.

På Ærø Museum er tendensen den samme. Ifølge museumsleder Kim Furdal er sæsonen samlet set den bedste i 20 år.

- I udgangen af august havde vi haft 16.538 gæster på vores tre afdelinger. Vi ender med en stigning på 15-18 procent i forhold til sidste år, og på Søbygaard regner vi med at få den bedste sæson nogensinde, siger Kim Furdal.

Annonce

"Dobbelt så godt"

Hos Flaske Peters Samling i Ærøskøbing har sæsonen også været ekstraordinær god, fortæller Jan Christensen, der er formand for foreningen bag museet.

- Det har i hvert fald været dobbelt så godt som sidste år. Selvom vi måtte lukke ned i foråret (grundet regeringens corona-restriktioner, red.), har vi i den grad vundet det ind igen, siger han.

- Der har været færre udenlandske turister i sommer, men tilgengæld har der været rigtig, rigtig mange danske turister. Men nu begynder vi så småt at se mere til både tyskere og hollændere, fortæller Jan Christensen.

Den markante stigning i besøgstallene henover sommeren betyder, at museet nu har besluttet at forlænge åbningstiden - det var ellers planen, at der kun skulle holdes åbent til og med søndag den 26. september.

- Vi kan sagtens se en nedgang i besøgstallene allerede, men slet ikke så voldsomt som sidste år. Derfor giver det mening at forlænge åbningstiden, siger formanden og fortæller, at museet holder åbent til og med efterårsferien og lukker ned i uge 43.

Annonce

Gratis-færgerne har stor betydning

Selvom regeringen lancerede sommerpakken, der blandt andet betød, at museerne kunne sælge billetter med 50 procents rabat i skolernes sommerferie, skal den primære forklaring på de mange besøgende dog findes et andet sted, mener museumslederen på Ærø Museum Kim Furdal.


Det er meget svært at bevare pessimismen i øjeblikket

Kim Furdal


- Færgerne har virkelig flyttet noget. Selvfølgelig har de billigere billetter haft en indflydelse, det er klart, men de gratis færger har virkelig betydet meget. Der har været langt flere mennesker på øen, og det er også min fornemmelse, at det har været med til at forlænge sæsonen, fortæller han.

Museumsleder på Ærø Museum Kim Furdal. En af museets tre afdelinger, Søbygaard, ser ud til at få den bedste sæson nogensinde. Foto: Linea Andersen

På Marstal Søfartsmuseum er Erik Kromann enig i færgernes betydning.

- Både de gratis færger, men også den større færge-kapacitet med den nye Ellen og ÆrøXpressen, har været afgørende. Her har været mange flere mennesker, men også nogle som ikke ellers ville have besøgt øen og museet, siger Erik Kromann.

Han mener dog ikke, at regeringens sommerpakke og de billigere entrepriser har haft nogen indflydelse på de mange besøgende på museerne.

- Overhovedet ikke! Der ville ikke være kommet syv færre mennesker, selvom vi havde kørt med fuld pris, mener Erik Kromann og påpeger, at et landevejsprincip på færgerne er afgørende for, om museet får samme besøgstal og en lige så god sæson næste år.

Annonce

Økonomisk overskud

Marstal Søfartsmuseum udkom i sidste uge med årsregnskabet for 2019 i forbindelse med kommunalbestyrelsesmødet onsdag 16. september, hvor et overskud på 951.817 kroner blev præsenteret. Ifølge Erik Kromann ser tallene for 2020 også gode ud.

- Overskuddet i 2019 kom af forskellige årsager. Vi havde en større indtjening fra billetpriser, men samtidig fik vi også foræret en betydelig arv. Noget af arven indgår i regnskabet for 2020, og kombineret med de mange gæster ser det rigtig fint ud, fortæller museumslederen.

Også på Ærø Museum er der optimisme til økonomien. Selvom Kim Furdal på nuværende tidspunkt ikke har nogen konkrete tal til avisen, fortæller han, at det ser fornuftigt ud.

- Sidste år løb det fint rundt, og det kommer det som minimum også til at gøre i år. Man skal huske, at flere gæster også betyder flere udgifter til blandt andet lønninger og vedligeholdelse, men alt i alt ser det rigtig godt ud for 2020.

- Det er meget svært at bevare pessimismen i øjeblikket, siger Kim Furdal og griner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce