Annonce
Langeland

Formanden trækker sig fra Langelands Elforsyning, og handlen med Energi Fyn stilles i bero

Torben Tørnqvist bliver ny bestyrelsesformand for Langelands Elforsyning. Foto: Catrine Madelaire.
Thomas Elnegaard trækker sig som bestyrelsesformand for Langelands Elforsyning. Og bestyrelsen har valgt at stille handlen med Energi Fyn i bero.

Langeland: Bestyrelsen for Langelands Elforsyning har valgt at stille handelen med Energi Fyn i bero, fordi der er opstået tvivl i bestyrelsen, om et salg til Energi Fyn er det rigtige, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det er en samlet bestyrelse, der har valgt at stille undersøgelserne omkring en eventuel handel med Energi Fyn i bero og undersøge muligheden for at videreføre Fonden Langelands Elforsyning med datterselskaber videre i eget regi.

Thomas Elnegaard, formand for Fonden Langelands Elforsyning, trækker sig efter, at flere i bestyrelsen er kommet i tvivl om et salg til Energi Fyn. Arkivfoto: Michael Lorenzen.

I den forbindelse træder formanden, Thomas Elnegaard, ud af bestyrelsen, idet han mener, at der skal nye øjne til at se på de muligheder, der måtte være. Bestyrelsen har efterfølgende valgt Torben Tørnqvist som formand og Jørgen Lysbjerg Jensen som næstformand, lyder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

- Vi vil nu med medarbejdere og ledergruppe undersøge mulighederne for fortsat drift af LEF. Bestyrelsen vil på det kommende bruger- og repræsentantskabsmøde, der afholdes når Corona reglerne tillader det, orientere om vores beslutningsgrundlag, så alle kan komme med deres tilkendegivelser.

Sagen kort

21. januar meldte Fonden Langelands Elforsyning ud, at de ønskede at sælge elforsyningen til Energi Fyn og fortsætte som almenfond med fokus på at udvikle Langeland.

Hensigten var, at Energi Fyn skulle købe elforsyningen og alle andre aktiver i Fonden Langelands Elforsyning for 170 millioner kroner.

Samtidig konstituerede bestyrelsen sig med Thomas Elnegaard som formand.

Hensigtserklæringen mødte kritik fra offentligheden og repræsentantskabet. Kritikken gik på, at bestyrelsen havde været for lukket om tankerne og forhandlingerne med Energi Fyn.

Der var også kritik af, at bestyrelsen ikke havde forhandlet med andre selskaber, og der blev rejst spørgsmål ved, om forarbejdet forud for det planlagte salg var gjort grundigt nok.

12. februar holdt bestyrelsen møde med repræsentantskabet for at informere om processen og for at svare på spørgsmål.

26. februar melder bestyrelsen ud, at de stiller handlen med Energi Fyn i bero, at formand Thomas Elnegaard træder ud af bestyrelsen, og at Torben Tørnqvist bliver ny formand.


Thomas Elnegaard siger om sin afgang:

- I den senere tid er der opstået bekymring i bestyrelsen, der handler om, hvorvidt et salg er det rigtige. Da vi gik ind i det her, var vi enige om, at vi skulle være enige. Og vi var enige, da vi underskrev hensigtserklæringen. Men da jeg ved det seneste møde med bestyrelsen i onsdags finder ud af, at tre ud af syv i bestyrelsen er i mod - og i så vigtig en sag - så kan man ikke gennemføre et salg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce