Store Rise: Danserne fra årets Danse-camp Ærø har i løbet af de sidste par uger flittigt brugt Kulturladen i Store Rise som ramme om blandt andet tango-workshops. Og det glæder formand for Kulturladen, Jesper Balslev, at stedet bliver brugt over sommerferien, der ellers er en stille periode.
- Vi da glade for, at nogen kan bruge den i sommerperioden, og så er de gode lejere. Alt er i orden, når de forlader det, og de er glade for at være her, siger Jesper Balslev.
- Det giver en lille husleje, og det er positivt. Men det er ikke noget, vi spinder guld på - vi vil jo gerne have, at de kommer igen. Og de har da også allerede reserveret til næste år.
Med hensyn til økonomien i Kulturladen går det, ”som det plejer”, siger Jesper Balslev og griner. Det vil sige opad bakke. Sidste år anmodede Kulturladens bestyrelse Ærø Kommunes kultur- og socialudvalg om at få ophævet en klausul, der forhindrer dem i at udleje stedet til eksempelvis private fester, dog uden held.
- Vi fornyer ansøgningen i løbet af efteråret om at få lov at leje kulturladen ud til private fester, siger han.