Annonce
Langeland

Forfatter bag ny bog om ulighed: Flere uddannelsestilbud kan trække Langeland ud af negativ vækstspiral

Sune Caspersen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og medforfatter til bogen "Rige børn leger bedst", som netop er udkommet på forlaget Gyldendal. Foto: PR
Det kan vise sig at blive landzonernes vækstmotor, hvis politikerne indfører større spredning af uddannelsestilbud, mener økonomisk analytiker og medforfatter til ny bog om ulighed.

LANGELAND: Flere erhvervsdrivende på Langeland har i den senere tid her i avisen fortalt om problemer med at låne penge. Det er ikke isolerede tilfælde. Pengeinstitutternes modvilje mod at medfinansiere bolig- og erhvervsejendomme i landområderne er en landsdækkende problematik. Det fortæller Sune Caspersen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og medforfatter til bogen "Rige børn leger bedst", som netop er udkommet.

- Når banker og realkreditinstitutter skal vurdere en kundes finansieringsmuligheder til hus eller virksomhed, ser de på områdets historiske udvikling. Er historien negativ, påvirker det deres beslutning, siger han.

I 2019 stod 30 procent af Langelands 18-59-årige uden for arbejdsmarkedet 80 procent af året, viser tal fra "Rige børn leger bedst". Langeland var kun overgået af Lolland, hvor 34 procent af personerne i den arbejdsdygtige alder arbejdede mindre end 20 procent af året.

Annonce


Det skyldes også, at antallet af folk i den arbejdsdygtige alder er faldet. De søger væk for at få en uddannelse. Det sætter sig ikke kun i landskabet. Det sætter sig også i boligpriserne.

Sune Caspersen


Det er den slags historier, som får bankansatte til at rynke på næsen, når iværksættere og boligsøgende skal låne penge, mener Sune Caspersen. Og desværre er historien om Langeland på dette punkt gået fra skidt til værre gennem mange år.

- Det skyldes også, at antallet af folk i den arbejdsdygtige alder er faldet. De søger væk for at få en uddannelse. Det sætter sig ikke kun i landskabet. Det sætter sig også i boligpriserne. Det starter en negativ vækstspiral, hvor folk får afslag på låneforespørgsler selv til billige huse. Den udvikling kan være svær at vende, siger han.

Uddannelse er en løsning

I "Rige børn leger bedst" skildrer bogens fem forfattere, hvordan det danske klassesamfund har udviklet sig i de senere årtier. Grundlæggende har arbejderklassen bevæget sig fra øst mod vest i takt med, at industrien rykkede ud af storbyerne. Da boligpriserne i de større byer samtidig er skudt i vejret, er arbejderklassen flere steder rykket ud af byerne.

Fremvæksten af såkaldte arbejdersogne er også steget på Langeland. Men her tegner sig et anderledes billede. Ifølge Sune Caspersen skyldes fremvæksten af arbejdersogne en mangel på højtuddannet arbejdskraft.

- Langelands sociale sammensætning er udgjort af et fravær af eliten, siger han.

Her kan uddannelsestilbud på den lange bane være med til at sikre større kreditværdighed.

- Det vil selvfølgelig komme til at koste noget, men der skal støttes op om de områder, hvor bankerne ikke vil være med. Det er et langt sejt træk, men man kan arbejde for, at uddannelsesinstitutionerne ikke skal placeres i bestemte områder af landet, som så suger unge og arbejdskraft til sig.

De behøver ikke nødvendigvis at blive placeret på Langeland. Den positive udvikling i Svendborg kan også trække Langeland med op, mener han.

- Hvis Svendborg vokser sig stærkere og får flere uddannelsesmuligheder, kan det smitte af på Langeland. Mange kommuner langs vandkanten har lignende problemer. Så det skal tænkes bredt ind i erhvervsudviklingen: Væksten skal ikke kun foregå i bestemte byer. Det skaber ikke et land i balance, siger Sune Caspersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce