Annonce
Fyn

Folkeklubben fascinerer med fornemt femte album

"Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget", synes at passe godt på Folkeklubben, der har benyttet coronapandemien til at skrive nogle af gruppens bedste sange i karrieren. PR-foto
De tre medlemmer af Folkeklubben ser tilbage på barndommens land med "Børn af den tabte tid", som bugner med velskrevne tekster og melodier. Claus Funch byder på én af årets bedste sange på albummet "Noise Tablets", mens den nye fynske duo Tirsdag i glimt viser spændende takter.
Annonce
Folkeklubben - "Børn af den tabte tid"
Annonce

Folkeklubben – ”Børn af den tabte tid”

Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall er ikke de eneste musikere, der i den grad har været påvirket af corona i 2020. Men få har som trioen Folkeklubben formået at benytte krisen og modgangen konstruktivt. Formået at vende nedtur til succes.


Det kan godt være, at vores generation er børn af den tabte tid, men Kjartan, Rasmus og Rasmus har på ingen måde spildt tiden i coronaens skygge. Folkeklubben har skabt et album, der på mange parametre er det mest helstøbte og poetiske i gruppens albumportefølje.

Fra anmeldelsen


Kjartan Arngrim har skrevet en række af sine bedste tekster på et album, der, som titlen antyder, har et nostalgisk fokus, det er umuligt ikke at blive fascineret og fanget af, når man selv kan huske 4-2 sejren over Sovjetunionen i Idrætsparken grundlovsdag i 1985.

Mantraet er, at hvis man virkelig vil se frem, må man se sig tilbage. Og få bands i Danmark formår med samme lyriske niveau at tage lytteren med på en tidsrejse tilbage til dengang, Muren stadig delte Berlin, og internettet ikke engang var et ord. Nu er verden igen forandret radikalt, hvilket sætter dybe spor på Folkeklubbens femte album, som er gennemsyret af et åbenlyst velsmurt band med en ligefrem og næsten legende lyd.

”Ring når du får tid (Aber dabei)” er en umådelig smuk melodi, hvor de tre medlemmer formår at skabe en stemning, jeg forbinder med irske The Cranberries. En omfavnende guitarbåret lyd med masser af rumklang og atmosfære.

Der sendes en kærlig hilsen til David Bowies helte samt den tyske popgruppe Wir sind Helden på ”Som helte”, hvor Folkeklubben spiller mere dragende og effent end længe. Prikken over det emotionelle ”i” er Kjartan Arngrims seksårige søn, som afslutter sangen med uskyldsren røst og en næsten profetisk opfordring om, at vi ku’ blive som helte.

”Gaden” og ”Lykkens nu” er albummets poetiske fuldtræffere, hvor Kjartans stemme og ord smelter forbilledligt sammen med kollegernes spil og kor. De er begge mere ukonkrete end sangene om København, Tranquebar og Linje E fra Vestre Kirkegård, der for en fynsk nordjyde emmer lidt for meget af hovedstad.

På ”Der brænder en ild” vækker guitaren minder om Kaiser Chiefs eller Franz Ferdinand i midten af 00’erne. Sangen er inspireret af digteren og modstandsmanden Morten Nielsen, hvilket jeg kun fanger på grund af omtalen i en pressemeddelelse. Til gengæld fanger jeg tydeligt ilden, der brænder med uformindsket styrke i Folkeklubben.

Det kan godt være, at vores generation er børn af den tabte tid, men Kjartan, Rasmus og Rasmus har på ingen måde spildt tiden i coronaens skygge. Folkeklubben har skabt et album, der på mange parametre er det mest helstøbte og poetiske i gruppens albumportefølje.

Claus Funch - "Noise Tablets"
Annonce

Claus Funch: ”Noise Tablets”

Claus Funch er en kompleks mand, og det sætter i den grad sit præg på albummet, hvis titel i den grad matcher lytteoplevelsen. Det er lige præcis lydtableauer, hvor Claus Funch skider højt og helligt på konventionerne og blander næsten samtlige bolsjer i en pose og svinger den lystigt rundt.

Jeg tør godt sige, at jeg indleder lytningen af åbningsnummeret ”Any Act” med en hvis bæven. Alt er ude af kurs og i mol med stort M. Som et kabaretnummer i strid modvind. Claus Funch synger om dekonstruktion, og sådan føles det ærlig talt også i mine ører. Det her holder jeg ikke til i 50 minutter, tænker jeg først. Men konkluderer derefter, at det med sine tydelige Tom Waits-referencer måske er værd at koncentrere sig om. Funch synger, at han ingenting frygter, og det tvivler man ikke på efter den indledning.

Teksterne kræver Funch-vanen tro, at man holder tungen lige i munden. Der lægges ikke fingre mellem i virvaret af dæmoner, iltre temperamenter og fordrukne skæbner. Men der er også poesi fra øverste hylde med den bedårende duet, ”Poetry for a Dead Friend”, hvor støjrock på smukkeste vis karambolerer med knitrende pop.

Der er mange reallyde, som giver sangene kant og nerve. Lige så vel som mødet mellem elektroniske elementer og noget så organisk og kropsligt som en kontrabas også resulterer i æggende melodier.

Som ”Players in a Movie” der er albummets lyriske og melodiske epicenter. En 10 minutter og 46 sekunder lang musikalsk odyssé med en næsten transcendental effekt, hvis man tør sænke paraderne og give efter. Frida Wessely Malling og Karen Mose giver som korsangere sangen et overjordisk skær, som er vanskeligt at fortrænge. Deres stemmer udløser gåsehud ad libitum. Guitarspillet og slutteligt klaveret er bare ekstra guirlander, som pynter på helheden i et af de bedste numre, jeg har hørt i år.

Claus Funch har stadig en potent stemme, som også viser sin styrke på den ultrasimple ”Drugged Up Future World”, hvor han synger om en farverig fremtidsverden i en sang bestående af akustisk guitar, fløjten og tambourin.

Det er ikke sikkert, at Claus Funchs kontrafej kommer op at hænge ved siden af The Beatles, som han synger om på ”Alongside the Beatles”, men de fire legender ville bifalde hans kroniske eksperimenteren med genrer, udtryk og instrumentering på et album, som ender lige så besynderligt, som det indledes. Med den bizarre ”Ace Card”, som er lyrik på syre og på sin egen facon arketypisk Claus Funch.

Spillefugl - "Tirsdag"
Annonce

Tirsdag: ”Spillefugl”

Jonathan Kjærhus Christensen og Bjarne Dammsbo slog pjalterne sammen under coronaens rasen i foråret og mødtes 12 tirsdage i streg for at skrive tekster og finde på melodier sammen.

De 12 sange er udgivet på albummet ”Spillefugl”, hvor de med egne ord spænder fra højtravende støjpop til sårbare, akustiske sange.

Den beskrivelse er svær at være uenig i, når man lytter sig gennem tirsdagssangene, der i de fleste tilfælde virker umiddelbare, ligefremme og næsten dogmeagtige i formen.

De to lokale musikere har aldrig spillet sammen tidligere, og man kan godt høre på flere af melodierne, at de er famlende og lidt for skitseagtige til virkelig at fænge.

Sangene er altovervejende melankolske, dystre og emmer af den tvivl og utryghed, som omgærdede de flestes liv i foråret. Men teksterne bærer også præg af de to musikeres ståsted midt i 30’erne med lige dele selvrefleksion og forundring over, hvad der kommer til at ske.

Over 12 numre bliver Bjarne Dammsbos forvrængede vokal en kende ensformig at lytte til, og sidste nummer, ”Jeg tror, vi kører lidt i ring her” beskriver meget godt min fornemmelse af albummet sidste fem-seks sange. De mangler ganske enkelt variation og kvalitet.

Ud over variation savner jeg også Jonathan Kjærhus Christensens vokal og sproglige saltomortaler. Uden de ingredienser er der for meget trist tirsdag og for lidt lidenskabelig lørdag. Næste gang må spillefuglene gerne satse lidt mere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Harders åbner bar med Morten i spidsen: - Jeg håber, det bliver noget med, at i aften skal vi kun høre goth rock fra 1980’erne

Svendborg For abonnenter

Formand for beværterforening skeptisk over ny bar: - Jeg synes ikke, det er et spillesteds opgave at drive café

Annonce