Annonce
Navne

Fod under eget cafébord: Mettes drøm går i opfyldelse, når Café På Torvet åbner for ny sæsonen

Mette Thygesen overtager driften af Café På Torvet søndag den første marts. Foto: Anders C. Østerby
Mette Thygesens drøm går i opfyldelse, når hun 1. marts overtager ansvaret for Café På Torvet som ny forpagter. Hun kender stedet som nuværende køkkenchef og kan trække på støtten fra ejerparret. Som mor til fem børn mellem fire og ti år har hun også brug for støtte fra familien.

Ærøskøbing: Det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse, når Mette Thygesen den 1. marts åbner Café På Torvet for en ny sæson. Fra i år er det nemlig hende, der som ny forpagter af caféen er chefen med ansvaret.

Men hvor ansvaret for driften, vagtplaner og ansatte er nyt, så er stedet og cafédrift det dog langt fra. De seneste tre et halvt år har hun nemlig været køkkenchef i caféen.

- Det er noget af et spring, men det er en fantastisk måde at gøre det på, for jeg kender stedet, og Gunnar og Lilli vil være der for at hjælpe og støtte. Det er en fantastisk mulighed at have, så jeg er heldig, synes jeg, siger Mette Thygesen.

Ejerne af På Torvet, Gunnar og Lilli Schmidt, har overdraget ansvaret for caféen for at koncentrere sig om hoteldelen.

- Nu er det stort nok, til at det kan deles op, så man kan leve af det, forklarer Mette Thygesen, som fortæller, at det er en udvikling, der har været undervejs i flere år.

Hun har tidligere arbejdet i køkkenet på Det Lille Hotel og har derfor fulgt udviklingen i Ærøskøbing tæt fra finanskrise og lukning af blandt andet købmanden på torvet til byens genopblomstring de senere år.

- Specielt de billige færgebilletter har gjort, at vi kunne forlænge sæsonen, siger hun og nævner dog, at man selvfølgelig savner en del bryllupsgæster, efter at bryllupsturismen har lidt et knæk.

Annonce

Blå bog

Mette Thygesen, 37 år, er oprindeligt fra Holstebro.

Flyttede til Ærø som ti-årig og har gået i de to nu lukkede kommuneskoler i Søby og Ærøskøbing.

Flyttede fra øen for at gå i gymnasiet og har blandt andet stået i lære som snedker og gået på ingeniørhøjskolen i Aarhus, inden hun vendte tilbage til Ærø i 2005.

Hun har arbejdet i køkkenet på Det Lille Hotel i Ærøskøbing i 12 år og tre et halvt år som køkkenchef i Café På Torvet. Forpagter samme sted fra 1. marts.

Er gift og mor til fem børn i alderen fire til ti år.

mand ned i tid

Mette Thygesen erkender, at det kræver meget at være selvstændig i restaurationsbranchen.

- Men når man ved, hvad der virker, og har prøvet nogle ting af, er det sjovt, siger hun og nævner tapas to go om fredagen og søndagsbrunch, som har skullet lokke de lokale gæster af huse.

En ekstra udfordring er det at være chef for en café, når man som Mette Thygesen har fem børn i alderen fire til ti år. Hun fortæller, at hun og hendes mand i mange år har haft aften- og weekendarbejde på skift.

- Og alligevel er det lykkedes. Vi har også et fantastisk bagland herovre med mine svigerforældre og søskende, siger hun og fortæller, at hendes mand går ned i tid, for at de kan få det til at hænge sammen.

På søndag den 1. marts er der åbningsreception, og snart står den travle påske for døren. Og det er en spændt forpagter, der åbner døren.

- Vi glæder os altid til at komme i gang, men man er ekstra spændt, når man selv skal stå for det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce