Annonce
Danmark

FN med klar opfordring til Danmark: Fortsæt beskyttelsen af syriske flygtninge

FN's Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, opfordrer Danmark til fortsat at yde beskyttelse til flygtninge fra Syrien. Udmeldingen kommer, efter udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har besluttet, at 900 sager om midlertidig opholdstilladelse til flygtninge fra Damaskus-området skal genvurderes. Han vil dog ikke sende dem hjem p.t., fordi Danmark ikke vil samarbejde med landets leder, diktatoren Bashar Al-Assad. Det vil DF's Pia Kjærsgaard (th.). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
FN’s Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, opfordrer lande, der har modtaget syriske flygtninge, til at fortsætte beskyttelsen, indtil situationen i Syrien er ”markant forbedret”.
Annonce

Flygtninge: Mandag kunne man i avisen Danmark læse, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil have Udlændingestyrelsen til at genvurdere 900 sager om midlertidig opholdstilladelse til syrere fra Damaskus-området.

Beslutningen kommer, efter Flygtningenævnet i maj og juni har truffet afgørelser i fem sager, hvor konklusionen var, at syrere fra Damaskus ikke har behov for beskyttelse i Danmark.

Men der er ingen udsigt til fredelige løsninger på den mangeårige konflikt i Syrien, lyder det nu fra FN’s Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, i Politiken.

- Medmindre situationen i Syrien bliver markant forbedret i forhold til at sikre beskyttelse til befolkningen, opfordrer UNHCR stater, der har modtaget syriske flygtninge - også Danmark - til at fortsætte denne beskyttelse, siger talsperson Elisabeth Arnsdorf Haslund til Politiken.

Opfordringen fra FN får ikke Tesfaye til at ændre på beslutningen.

- Vi politikere skal ikke bilde os ind, at vi ved bedre end Flygtningenævnet i forhold til, om asylansøgere har krav på beskyttelse eller ej. Derfor vil jeg selvfølgelig ikke blande mig i deres afgørelser, lyder det i et skriftligt svar fra ministeren til Politiken.

Annonce

Ingen reelle hjemsendelser

Radikale Venstres udlændingeordfører, Andreas Steenberg, siger til Politiken, at han mener, man bør lytte til UNHCR’s anbefalinger.

Samtidig fremhæver han, at Danmark ikke har nogen hjemsendelsesaftale med Syrien, fordi man af udenrigspolitiske årsager nægter at samarbejde med diktatoren Bashar Al-Assads styre.

- Så hvis ikke de rejser hjem frivilligt, så ender de med at sidde i et udrejsecenter, og så var det måske klogere at lade dem fortsætte deres integration, for dem der er i gang med det, siger Andreas Steenberg til Politiken.


Medmindre situationen i Syrien bliver markant forbedret i forhold til at sikre beskyttelse til befolkningen, opfordrer UNHCR stater, der har modtaget syriske flygtninge - også Danmark - til at fortsætte denne beskyttelse.

Elisabeth Arnsdorf Haslund, UNHCR-talsperson - til Politiken


I Dansk Folkeparti mener man omvendt, ministerens tiltag har mere symbolsk karakter på grund af den manglende aftale. Regeringen bør samarbejde med Syrien om hjemsendelse af flygtninge, lyder det fra Pia Kjærsgaard, partiets udlændingeordfører, til Ritzau.

- Jeg kan godt forstå, at det er svært at samarbejde. Men vi må bare se i øjnene, at Assad nok sidder der i en årrække. Han er ikke sådan lige til at slippe af med, selv om vi måske godt kunne ønske os det, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Museumsleder om kritik af personlige opslag på Facebook-side: Jeg er ikke holdningsløs

Annonce