Annonce
Fyn

Flytning af musikskole til Vollsmose møder mere modstand: - Det giver ingen mening

Kim Nielsen er fyldt med frustration, efter at partierne bag budgetforliget har bestemt, at Odense Musikskole skal flyttes til Vollsmose, og der tilsyneladende ikke er fundet penge til en række andre projekter. Foto: Jonas Ancher Nyeng
I Vollsmose har mange svært ved at se meningen i, at Odense Musikskole skal flytte til området. Det fortæller Kim Nielsen, der er formand for foreningen Respect Vollsmose. Han frygter, at den milliondyre flytning betyder, at andre projekter nu bliver droppet.
Annonce

Vollsmose: Formanden for brugerrådet bag Odense Musikskole meldte tidligere på ugen ud, at han var stærkt bekymret over udsigten til at skulle flytte til Vollsmose, og i Vollsmose har man heller ikke den store fidus til flytningen. Her frygter man, at det vil betyde, at andre projekter, som borgerne selv har været med til at bestemme, må lade livet.

Idéen om at flytte musikskolen fra Danmarksgade til Vollsmose blev første gang luftet for et års tid siden af rådmændene Susanne Crawley Larsen (R) og Jane Jegind (V), men det var først i 11. time, at det pludseligt blev en del af det budgetforlig, som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF kunne præsentere sidste fredag.

Odense Musikskole står dermed til at skulle flytte fra de slidte lokaler i det centrale Odense til nyrenoverede lokaler på 1. salen af H. C. Andersen Skolen på et tidspunkt i løbet af 2022 eller 2023, hvor der er budgetteret 18 millioner kroner plus salgsprisen for musikskolens nuværende lokaler til renoveringen af skolen.


Jeg køber ikke præmissen om, at man skulle få noget særligt ud af, at der kommer folk til Vollsmose, som har en musiklektion på 45 minutter og så tager hjem igen. Det er jo lidt ligesom, hvis man tager til Agedrup for at spille badminton. Det lærer man jo ikke Agedrup bedre at kende af.

Kim Nielsen, daglig leder af foreningen Respect Vollsmose


Men det er i bedste fald ligegyldigt, mener Kim Nielsen, der er formand for foreningen Respect Vollsmose, som blandt andet står i spidsen for et projekt med byhaver og som i øjeblikket arbejder på at starte en café for områdets unge, der er drevet af frivillige kræfter.

- Jeg har talt med mange her i området, som slet ikke kan se idéen i, at man på den måde satser på en musikskole i Vollsmose. Det giver ingen mening at placere en musikskole i Vollsmose, som ingen i området realistisk set kommer til at bruge. Den beslutning forstår jeg ikke, siger Kim Nielsen.

Annonce

Tvivler på effekt

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen har peget på, at flytningen af musikskolen skal ses som et vigtigt led i omdannelsen af Vollsmose og være med til at sikre, at der er en permanent kulturinstitution, som kan være med til at trække odenseanerne til Vollsmose.

Det argument køber Kim Nielsen ikke.

- Jeg køber ikke præmissen om, at man skulle få noget særligt ud af, at der kommer folk til Vollsmose, som har en musiklektion på 45 minutter og så tager hjem igen. Det er jo lidt ligesom, hvis man tager til Agedrup for at spille badminton. Det lærer man jo ikke Agedrup bedre at kende af, siger Kim Nielsen.

Annonce

Frygter syltekrukken

Kim Nielsen er samtidigt bekymret for, at der bliver tale om en enstrenget satsning på musikskolen som en form for kulturelt samlingssted i Vollsmose, mens andre initiativer ryger i glemmekassen.

Helt frem til de sidste forhandlinger om budgettet var der således lagt op til at give penge til en række projekter, som borgerne i Vollsmose selv har været med til at pege på.

Det talte blandt andet en investering i de byhaver, som Kim Nielsen har været involveret i med foreningen Respect Vollsmose. Det gjaldt også en ekstra indsats over for børn med læsevanskeligheder. Og så talte det ikke mindst en investering af flere millioner kroner til et nyt kulturelt samlingssted med filmværksted og andre kreative fag.

Foreningen Respect Odense står blandt andet bag et projekt med byhaver, hvor beboerne har kunnet så deres egne blomster og grøntsager. Foto: Jonas Ancher Nyeng

Men i det endelige forlig er de projekter umiddelbart forsvundet.

- Jeg kan ikke læse andet i det, end at de projekter er væk. Simpelthen. Der er rigtigt mange foreninger herude, som ville kunne få glæde af at få et sted, hvor de kunne være. Hvis man ikke engang har et rum, man kan være i, er det altså svært at få lavet en forening, der kan samle folk. Hvis vi skal ud og have private investorer ind og have en anden demografi, nytter det altså ikke noget, at man nærmest ikke kan pege på andet end en tyrkisk kaffeklub, siger Kim Nielsen.

Budgettet for 2021 skal 2. behandles den 7. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Restauratør skuffet over banker: - De burde støtte os, som de selv har fået støtte

Annonce