Annonce
Langeland

Flertal for at lukke Magleby Friskole

45 stemmeberettigede var mødt op til den første ekstraordinær generalforsamling på Magelby Fri-og Efterskole tirsdag med dagsorden om at lukke friskoledelen. 39 stemte for lukning. Foto: Gitte Kjeldal
Et flertal vedtog tirsdag aften at lukke friskoledelen i Magleby, men der skal endnu en generalforsamling til, før beslutningen kan effektueres - den holdes 4. marts. Forældre vil have et ansvar placeret.

MAGLEBY: 39 ud af 45 stemmeberettigede vedtog tirsdag aften at lukke friskoledelen på Magleby Fri- og Efterskole til sommer.

Men der skal endnu en ekstraordinær generalforsamling med to tredjedeles flertal til at lukke friskoledelen, og den er fastsat til 4. marts.

Forstander for Magleby Fri- og Efterskole, Susanne Brødsgaard Thomsen, forklarede de fremmødte på generalforsamlingen, hvorfor skole og bestyrelse havde truffet beslutningen om at foreslå at lukke friskoledelen.

En forklaring friskoleforældrene fik for en uges tid siden på et møde indkaldt på opfordring af forældrene.

- Der er tre begrundelser for, hvorfor vi foreslår at lukke friskoledelen. Allerede fra september 2019 kunne vi se, vi ville mangle børn i september 2021, og allerede på nuværende tidspunkt kan vi se, at vi har for få børn allerede fra september 2020. Vi har for få børn fordelt på de rigtige klassetrin, sagde Susanne Brødsgaard Thomsen.

- Vi kan kan leve op til de krav, Undervisningsministeriet stiller. Vi skal undervise i hjemkundskab og musik. Vi kan godt etablere et musiklokale, men vi har ikke penge til et hjemkundskabslokale. Vi har siden besøget fra Undervisningsministeriet undervist i hjemkundskab hver uge i efterskolens køkken for at leve op til kravene, sagde hun.

Den tredje begrundelse lød:

- Et tredje problem er, at friskolen giver underskud. Det kan vi ikke holde til i længden, forklarede Susanne Brødsgaard Thomsen.

Annonce
Forstander Susanne Brødsgaard Thomsen, hendes mand økonomichef Ernst Thomsen og advokat Jens Brusgaard fra Frie Skolers Advokat. Foto: Gitte Kjeldal

Undren

På generalforsamlingen spurgte Pia Steffens, der er forældre til to børn i friskolen, hvorfor skolebestyrelsen ikke var opmærksom på de krav, der stilles til undervisningen, og hvorfor man ikke havde sat sig ind i det.

Til det svarede bestyrelsesformand Joan Ahlefeldt-Laurvig, at skolens tilsynsførende ikke havde gjort bestyrelsen opmærksom på problemstillingen, og man derfor ikke var klar over, at der var et problem.

Pia Steffens ville også gerne vide, hvorfor skolen betalte en tilsynsførende fra ministeriet, når man kunne få en gratis fra kommunen.

Til det svarede Susanne Brødsgaard Thomsen, at man havde kontaktet Langeland Kommune, men her havde fået at vide, at kommunen ikke kunne stille med en tilsynsførende.

Pia Steffens undrede sig desuden over, at skolen allerede i januar havde sendt en mail til ministeriet om, at man ville lukke friskolen med udgangen af dette skoleår, inden den ekstraordinære generalforsamling.

Det, forklarede advokat Jens Brusgaard fra Frie Skolers Advokat, var et forsøg på at imødekomme de krav, der var stillet fra Undervisningsministeriets side i forbindelse med det skærpede tilsyn, blandt andet i håbet om, at ministeriet ville acceptere den beslutning og ikke gå yderlige ind i friskolens forhold og eksempelvis kræve statstilskuddet tilbagebetalt.

Frygt for regning

På mødet blev der udtrykt frygt for, at skolen risikerer at skulle tilbagebetale statstilskud, der er på 3,5 millioner kroner om året. Det forventer hverken skolens advokat eller bestyrelse, hvis man lukker friskolen.

På mødet fremgik det, at Øhavsdelen på Smakkecenteret på Strynø havde givet underskud på en halv million, det samme gælder friskolen. Ved at lukke begge dele vil efterskolen komme ud med et overskud på halvanden million kr.

Flere gav udtryk for, at de ikke så andre muligheder end at lukke friskolen, hvis der fortsat skal drives skole på Sydlangeland og de arbejdspladser, der er på efterskolen, skal bevares.

Næste ekstraordinære generalforsamling er om fjorten dage, den 4. marts. Indkaldelse og dagsorden findes på Magleby Fri- og Efterskoles hjemmeside.

Foto: Catrine Madelaire
Arkivfoto: Hans Sturesson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Sydfynske trafikprojekter på dagsordenen nu

Coronakrisen har sat meget i stå og i de seneste uger har vi i Folketinget brugt mange kræfter på adskillige hjælpepakker til mange forskellige sektorer for at hjælpe Danmark så skånsomt som muligt gennem krisen. Nu er tiden kommet til også igen at se fremad. Væksten er ikke alene gået i stå, den er også slået tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi fra statens side hurtigt får gang i nye projekter, der kan skabe og understøtte ny vækst, beskæftigelse og udvikling. I Venstre har vi nu meldt ud og opfordret til forhandlinger om igangsættelse af infrastruktur- og trafikprojekter. Det sydfynske trafikprojekt ”Fra Omvej til Genvej” skal på dagsordenen i Folketinget nu og sammen med Lolland/Falster dermed skabe hurtigere trafikkorridor fra Sydfyn til Femernforbindelsen, som forventes at komme om nogle år. Her på den sydfynske side handler det om en ny omfartsvej på Tåsinge, og på Lolland-siden om en fremskudt færgehavn. Projektet vil give øget og hurtigere fremkommelighed. På den måde vil projektet medvirke til at gøre Svendborg, Langeland og hele det sydfynske område attraktivt at investere i som virksomhed og samtidig styrke bosætningen. Allerede i disse år inden Femernforbindelsen er etableret, mærker man tydeligt, at trafikmængden øges hen over Tåsinge og Langeland. Derfor skal dette vigtige trafikprojekt på dagsordenen nu. Samtidig udestår der også investeringer i at færdiggøre investeringer i støjskærme fra Svendborgmotorvejen og et stykke frem mod Svendborgsund. En del er lavet. Det resterende bør sættes i gang nu. Og det er ligetil at gå i gang med nu. Helt oplagt er det naturligvis også nu at få sat gang i cykelstiprojektet fra Ollerup til Svendborg. Nu har staten chancen for at gå foran og give et projektet et godt startskud. Lad os komme i gang. Kære regering. Sæt infrastrukturplan på dagsordenen nu, og indkald til forhandlinger. Sæt disse sydfynske trafikprojekter på planen. Der er behov for det.

Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce