x
Annonce
112

Flere sigtede i stor bedragerisag: Tre mænd og en kvinde i grundlovsforhør

De stjålne varer blev leveret i pakkeboks. Arkivfoto: Post Danmark
Fyns Politi har anholdt yderligere fire personer i den omfattende bedragerisag, hvor der er bestilt varer for flere hundrede tusinde kroner i blandt andet Svendborg Kommunes navn. De fire er torsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg, hvor en femte blev varetægtsfængslet i januar.

Svendborg: Tre mænd og en kvinde er torsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg sigtet for omfattende bedrageri overfor diverse private firmaer plus Nyborg og navnlig Svendborg Kommune.

Bedrageriet skal være begået i forening med en 31-årig mand, der allerede blev anholdt og varetægtsfængslet i januar sigtet for bedrageri for 708.000 kroner.

Anklager Anette Korsgaard bad om dørlukning, da politiets efterforskning stadig er i fuld gang, og fordi der kan forventes flere anholdelser. Det blev accepteret af dommeren.

Forinden havde hun båret stakkevis af dokumenter ind til dommeren og de to forsvarsadvokater, Susanne Bundgaard og Thomas Hess-Petersen. Dokumenter, hvorfra hun opremsede navne på leverandører af designmøbler, it-udstyr, hårde hvidevarer, lamper, en drone og sågar en guldbarre.

Foruden flere private firmaers navne er det Nyborg og især Svendborg Kommunes navne, der er blevet misbrugt som kunder.

De i alt fem personer er sigtet for bedrageri efter straffelovens paragraf 279. Bedrageriet skal have stået på siden efteråret 2019.

Bedrageriet skal efter sigtelserne være foregået ved, at de fem personer har udgivet sig for at være indkøbere fra firmaerne og kommunerne og bestilt varer oftest til levering i pakkebokse, hvor de efterfølgende har hentet dem anonymt.

De tre mænd er henholdsvis 45, 38 og 22 år, mens kvinden er 24. De to første står i forening med den 31-årige allerede varetægtsfængslede for de fleste af de omkring 50 forhold, der blev læst op af anklageren.

De to sidstnævnte er sigtet for en mindre andel, og kvinden er desuden sigtet for at have forfalsket en fuldmagt til at hente varer på posthuset i en anden kvindes navn.

Det er ikke oplyst, hvor mange af de misbrugte firmaer, der har lidt tab ved at komme til at betale for nogle af de bestilte varer. Men økonomichef i Svendborg Kommune Jens Otto Kromann har tidligere oplyst, at der tilsyneladende ikke er gået kommunale kroner tabt i forbindelse med sagen. Alle de falske bestillinger er blevet fanget i administrationens kontrol og politianmeldt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Min Mening: Hvor går grænsen?

Læserbrev

Debat: Danmark længe leve

Jeg har altid været taknemmelig og stolt over at være født i Danmark. Som pensionist i ”risikoalderen” er min taknemmelighed blevet forstærket i denne alvorlige coronatid. Efter udbringning af et ”leve” er der tradition for, at et ”hurra” følger efter. Et ”hurra” betyder, at man giver udtryk for ”hyldest /begejstring” . Efter min mening er der netop i dagens Danmark god mening i at udbringe adskillige ”hurra'er”. Først og fremmest til regeringen med statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren i spidsen. De trådte i karakter med en meget hurtig indgriben - såvel for sundheden sundheden som med økonomiske tiltag. I samme forbindelse skal også roses det samlede folketing, som fra yderste venstre til yderste højre har udvist stor ansvarlighed. Det er demokrati og solidaritet i bedste danske forstand. ”Hurra” sendes også til de dygtige og ansvarlige personer vi lige pludselig har fået kendskab til via TV og presse. Fra Sundhedsstyrelsen, myndighederne, faglige organisationer, arbejdsgivere og medarbejdere. Repræsentanter fra stat, regioner og kommuner. Jeg er dybt imponeret af deres viden, energi og samfundssind. Jeg føler mig tryg ved at se – og ikke mindst at lytte til - og efterleve de anbefalinger, vi alle modtager. Sidst et kæmpe ”hurra” til de mennesker, der befinder sig i den såkaldte ”frontlinje”. Mennesker, der udfører et arbejde, som er vigtig for, at så mange som muligt kommer igennem krisen i god behold. Jeg tænker ikke mindst på området sundhed og pleje. Også medarbejdere inden for transport, ”nødvendig” butiksåbning og medie verdenen fortjener ros, - og det samme til de selvstændige og virksomheder, som udviser kreativitet med produktudvikling og nye tiltag for at fastholde sine medarbejdere. Omsorgen for hinanden er stor – frivillige ”tilbyder” sig i stort antal, og jeg er sikker på, at vi kan overføre mange af de udfordringer, vi udsættes for i disse uger til noget positivt, når vi har fået bugt med denne grimme coronavirus. Inden længe vil der komme meninger om mange af de initiativer, der er igangsat, set fra ”bagklogskabens klare lys”. Jeg er sikker på, det ikke vil ændre på min respekt for de forhold, jeg har beskrevet. God påske. Og til alle unge og gamle: Lad os vise sammenhold ved at holde afstand.

Annonce