Annonce
Ærø

Flere familier på Ærø vil selv passe deres børn: Hvorfor giver kommunen ikke tilskud til hjemmepasning?

Stinne Aarslev Hansen har taget et års orlov fra sit job som SOSU-medarbejder i Ærø Kommune for at passe sine to børn, Johanne på tre år og Christian på et år, hjemme. Hvis Ærø Kommune gav tilskud til at passe børnene hjemme, er hun ikke i tvivl om, at hun ville passe børnene selv indtil de begge nåede børnehave-alderen. Foto: Rikke Brunsgaard Andersen
I omkring halvdelen af Danmarks kommuner kan man få tilskud til pasning af egne børn. Ærø kommune er blandt de kommuner, der ikke giver dette tilskud. Det er ærgerligt, mener to ærøske mødre, som har valgt selv at passe deres børn. For tilskuddet vil være en gevinst for både familier og Ærø kommune.
Annonce

Græsvænge: Hvorfor giver Ærø Kommune ikke tilskud til pasning af egne børn som et alternativ til at få sit barn optaget i et dagtilbud, nu hvor kommunen har svært ved at finde dagplejere?

Det spørgsmål stillede 43-årige Stinne Aarslev Hansen, der bor i Ærøskøbing sammen med sin mand og tre af hendes i alt fire børn, til Fyns Amts Avis.

For at få uddybet Stinne Aarslev Hansens spørgsmål, tog vi ud for at mødes med hende og hendes børn en tirsdag formiddag på legepladsen i Græsvænge. Stinne Aarslev Hansen hjemmepasser nemlig sine to yngste børn, Johanne på tre år og Christian på et år.

Hver tirsdag og torsdag formiddag mødes den lille familie med en håndfuld andre familier fra Ærø, der også hjemmepasser deres børn. På grund af de aktuelle corona-restriktioner mødes hun i dag kun med Kirstine Wæverstrøm på 37 år, der hjemmepasser og hjemmeskoler sine to børn, Noor på seks år og Saga på tre år.


Jeg synes, det er vigtigt, at børnene kan være hos deres forældre i de første år af deres liv. Det er jo der, de allerhelst vil være.

Stinne Aarslev Hansen, mor til Johanne og Christian


Det er en kold og blæsende morgen og de fire børn er pakket godt ind i flyverdragter og huer, da de mødes på legepladsen. Stinne Aarslev Hansen får dog hurtigt tændt et lille bål i legepladsens overdækkede bålhytte, mens Kristine Wæverstrøm pakker madkurven ud.

Børnene får stukket en rugbrødshapser i hånden, som hurtigt bliver spist, og derefter løber de hujende ud til sandkassen.

Annonce

Bedst hos mor og far

Stinne Aarslev Hansen er ansat som SOSU-medarbejder i Ærø Kommune. Det er dog halvanden år siden, hun sidst har været på arbejde, for efter hendes barsel med sønnen Christian sluttede, har hun søgt og fået bevilliget et års orlov for at kunne gå hjemme og passe sine to små børn. Uden løn, vel at mærke.

Beslutningen om at hjemmepasse sine børn har været undervejs længe, fortæller hun.

- Jeg tog Johanne ud af dagplejen, da Christian var et halvt år gammel. Hun havde en fantastisk dagplejemor, men det gav bare ikke mening at aflevere hende hver dag, når jeg jo alligevel gik derhjemme på barsel. Vi savnede hende jo også derhjemme, og vi ville gerne give børnene muligheden for at have hverdagen sammen, fortæller hun.

Kirstine Wæverstrøm (tv) og Stinne Aarslev Hansen (th) mødes hver tirsdag og torsdag med den håndfuld af familier på Ærø, der hjemmepasser deres børn.

Planen var, at begge børn skulle i dagpleje og børnehave, så snart barslen var slut. Men jo nærmere hun kom barslens afslutning, des mere forkert begyndte det at føles, at børnene skulle til at passes ude.

- Jeg synes, det er vigtigt, at børnene kan være hos deres forældre i de første år af deres liv. Det er jo der, de allerhelst vil være. Og jeg vil jo gerne være sammen med mine børn og følge med i alt det, der sker med dem, fortæller hun.

Stinne Aarslev Hansen og hendes mand Peter besluttede derfor, at de ville prioritere, at børnene fik den bedst mulige start på livet. Men efter sommerferien næste år er det slut. Et år på kun én indkomst er det, økonomien kan strække sig til.

Havde der været mulighed for at få tilskud fra kommunen til selv at passe sine børn, er Stinne Aarslev Hansen ikke i tvivl:

- Så ville jeg gå hjemme med børnene, indtil begge har nået børnehavealderen, siger hun.

Annonce

Det gode børneliv

For Kirstine Wæverstrøm, der bor i Tranderup, blev beslutningen om selv at passe sine børn truffet længe før, hun og familien flyttede til Ærø for et års tid siden.

- Da vi boede på Sjælland, gik begge vores børn i institution. Noor har aldrig været superglad for at blive passet ude, men Saga havde en decideret fysisk rektion på at starte i vuggestue - hun nægtede simpelthen at spise, fortæller Kristine Wæverstrøm.

Familien tog derfor en beslutning om at tage begge børnene hjem. Og det valg har været helt rigtig for dem.

- Man kan godt sige, at det på en måde er et egoistisk valg, forstået på den måde, at jeg selv har lyst til at være sammen med mine børn. Men set i et større perspektiv så har jeg en stærk tro på, at børnene har det bedst hos deres far og mor. Vores pædagoger gør det super godt, men de vil aldrig kunne give mine børn samme omsorg, som de får derhjemme, siger hun.

Selvom familien økonomisk kan få det til at løbe rundt på én indtægt, så mener Kirstine Wæverstrøm, at det vil være en rigtig god idé, at Ærø kommune giver mulighed for at få tilskud ved at passe børnene selv. Hun er nemlig sikker på, at man på den måde ville kunne tiltrække en masse børnefamilier.

Stinne Aarslev Hansen har taget et års orlov fra sit job som SOSU-medarbejder i Ærø Kommune for at passe sine to børn, Johanne på tre år og Christian på et år, hjemme. Hvis Ærø Kommune gav tilskud til at passe børnene hjemme, er hun ikke i tvivl om, at hun ville passe børnene selv indtil de begge nåede børnehave-alderen.

- Jeg hører om rigtig mange, der gerne vil flytte herover. Men det, der holder dem fra at tage springet, er det med at få landet et job. For mange vil det give noget ro på at vide, at en af forældrene ville kunne gå derhjemme med børnene et stykke tid, indtil familien er kommet på plads, siger hun.

Et kommunalt tilskud ville også løse et presserende problem i Ærø Kommune - nemlig at det for mange småbørnsfamilier kan være en udfordring at finde pasning til tæt på hjemmet.

-  Jeg kender flere, der har måttet køre fra den ene ende af øen til den anden for at få passet deres barn, og nogle har måttet skifte dagplejemor flere gange. Det var nok ikke lige det, man havde i tankerne, da man flyttede til Ærø for at få mere ro på familielivet, siger Kirstine Wæverstrøm.

Tilskud til pasning af egne børn

• Det er op til kommunerne selv, om de vil give tilskud til forældre, der passer deres egne børn hjemme.

• Der kan gives tilskud i op til et år og maksimalt til tre børn per husstand.

• Kommunernes tilskud må maksimalt udgøre 85 procent af den udgift, kommunen ville have til en plads til barnet i et dagtilbud.

• For at modtage tilskud skal forældrene blandt andet have opholdt sig i landet i mindst syv ud af de otte seneste år og kunne tale så godt dansk, at de kan lære barnet det.

• Forælderen må heller ikke være på offentlig forsørgelse.

• Halvdelen af landets kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Et godt og affaldsfattigere 2021

Navne

80 år: Finnebarn blev på Langeland

Annonce