Annonce
Svendborg

Fjernvarme eller varmepumper?: Eksperterne kan se fordele  ved begge løsninger

Varmepumpe eller fjernvarme? Hvad skal man vælge? Det har vi spurgt en professor i energi- og forsyningsret ved Syddansk Universitet om. Arkivfoto: Christian Baadsgaard
For at et fjernvarmeprojekt kan blive en succes, skal det være regnet ordentligt igennem. Det fortæller en professor i energi- og forsyningsret, som mener, at fjernvarme og individuelle varmepumper kan være lige gode løsninger.

Svendborg/Aalborg/Odense: Skal beboerne i Vester Skerninge, Ulbølle og Ollerup vælge fjernvarme eller en individuel varmepumpe, når det gamle fyr i kælderen skal skiftes ud?

Det findes der ikke noget entydigt svar på. Eksperter forklarer, at meget afhænger af  projektbeskrivelserne og om projekterne er regnet ordentligt igennem.

- Begge løsninger kan være fornuftige. Som udgangspunkt siger man, at jo tættere bebyggelsen er, jo bedre mening giver det at etablere et fjernvarmesystem, siger Bent Ole Gram Mortensen, som er professor i energi- og forsyningsret ved Syddansk Universitet.

Annonce

Selvom flere små fjernvarmeværker igennem tiden har måttet lukke, så skal det ikke afskrække nye fra at starte op, siger han.

- De barmarksværker, som igennem tiden har måttet lukke, er lukket, fordi man ikke havde regnet projekterne ordentligt igennem. I forhold til, hvor mange værker der er i Danmark, så er det forsvindende få, som har måttet lukke på grund af dårlig økonomi, forklarer han.

Han fortæller, at andelshaverne i et a.m.b.a.-selskab som udgangspunkt ikke kan hæfte for selskabets gæld, hvis selskabet kommer i økonomiske vanskeligheder eller går konkurs.

- Andelshaverne hæfter for den andel, de har betalt til selskabet. Mig bekendt har en lukning af et værk ikke udløst en kommunegaranti, forklarer han.

Støj og spildvarme

Henrik Lund, som er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, mener, at fjernvarme kan være en fin løsning.

- Hvis de får etableret et fjernvarmesystem med en kæmpe varmepumpe, så har de også mulighed for at bruge andre varmekilder som for eksempel solvarme. Og med et fjernvarmeanlæg slipper andelshaverne for at have støj fra varmepumperne i de enkelte huse, forklarer han.

Desuden kan fjernvarmeværkerne genbruge den spildvarme, som kommer fra for eksempel virksomheder.

- Det kunne for eksempel være Facebooks store datacenter ved Odense, forklarer han og fortsætter:

- Det er en fordel for det samlede system, at vi har fjernvarme. Men fjernvarmen har også en grænse i, hvor dyrt nettet bliver, og hvor langt man skal ud på landet, for at få inkluderet den sidste bolig. Vi plejer at sige, at cirka totredjedel af Danmark skal være dækket af fjernvarme, mens den sidste tredjedel skal være dækket af individuelle varmepumper, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce