Fiskere desperate efter seneste kvoteudspil fra EU: - Nu skriver vi sidste kapitel i fiskeriets historie

Fiskeri: Den har været gal længe: Østersøen gisper efter vejret. De fisk, der ikke er fanget og endt på stegepanderne, bryder sig ikke om det, så de svømmer væk i lige lovlig stor stil.

Dét ved de begge, 59-årige Allan Buch fra Skrillinge Strand ved Middelfart og 52-årige Henrik Bode fra Mommark på Als. De blev begge fiskere, da de var 16 år.

Noget måtte gøres, men ingen af dem havde dog forestillet sig et skridt så voldsomt, som EU-forhandlinger mundede ud i tirsdag: En voldsom sænkning af fiskekvoterne i den vestlige del af Østersøen. Alene for torskens vedkommende sænkes kvotestørrelsen med 88 procent fra nytår.

- Kvoterne var beskåret godt i forvejen, nu er der ikke mere tilbage, i hvert fald ikke til et helt erhverv, siger Allan Buch.

Med den aftale er det samtidig besluttet, at nu skriver de sidste kapitel i historien om dansk fiskeri, mener han og kollegaen.

- Det er ved at være slut, hvis ikke det allerede er slut. Et erhverv dør, vi bliver de sidste, siger Henrik Bode.

Han er garnfisker og fanger konsumfisk som torsk, rødspætter, slethvar og pighvar.

- Næste år må jeg med de nye kvoter kun fange 400 kilo torsk. Det er hurtigt overstået, og så tør jeg ikke risikere at fange efter de andre arter. Jeg kan jo ikke sætte et skilt op ved garnene, hvor der står, at torsk ikke har adgang.

Allan Buch er bundgarnsfisker og har ål som den primære fangst.

- Jeg fanger også torsk, så det bliver svært. Det er er det for alle. Mange er langt ude, og kan næsten ikke være i sig selv længere, siger Allan Buch.

Han er ikke kun fisker og sin egen. Her er også formand for Bælternes Fiskeriforening.

I begge roller og med sine mange års erfaring har han set, hvordan erhvervet hen over årene er gået i forfald.

I den vestlige del af Østersøen, som det aktuelt handler om, er mellem 100 og 125 fiskere hjemmehørende. Med kvoteejere, der kommer sejlende andre steder fra, vurderer han antallet til lidt over 200 i alt.

Da han selv begyndte som fisker i 1978 var antallet et godt stykke over tusinde.

- Det summede jo af liv overalt i faget, det er noget andet i dag, siger han.

Med de nye kvoter forudser Allan Buch, at antallet af fiskere i løbet af det næste år kommer til at skrumpe lige så mange procent som kvoterne:

- Hvis det endda kan gøre det. Jeg har svært ved at se ret mange overleve.

Der er også noget andet, der er skrumpet ind, mener de to fiskere; den almindelige respekt for faget.

- Tidligere var alle bevidste om, at det var et hårdt job at være fisker, mange gange også farligt. Det affødte respekt. I dag bliver vi set ned på, ligesom dem i landbruget, siger Allan Buch.

Han husker to episoder, der beskriver udviklingen:

Helt tilbage som ung fisker overtog han et sted med ålefiskeri fra en afdød fiskers familie. De og beboerne omkring stedet stod parate og bød ham velkommen på det hjerteligste, da han kom sejlende for at satte sine ruser op. Mange år senere ankom han sammen med sin 15-årige søn for at skifte nogle ruser det samme sted.

- Da blev vi antastet af en mand, der råbte og skreg efter os. Helt balstyrisk og rasende var han over min ankomst. Min søn blev vildt forskrækket og troede, vi havde gjort noget ulovligt.

- Det er meget beskrivende for udviklingen, siger Allan Buch.

Både han og Henrik Bode er sikker på, det hænger sammen med en stigende generel bevidsthed hos alle om miljø og klima. I den udvikling har fiskerne stille og roligt indtaget rollerne som slynglerne, der fisker havene tomme.

Uretfærdigt, synes de. Henrik Bode kan blive tæt på hidsig over et bestemt ord i den udvikling:

- Overfiskeri. Overfiskeri, overfiskeri, overfiskeri. Det siger alle hele tiden, eksperter,  politikere, almindelige mennesker. Men jeg vil altså ikke have siddende på mig, at jeg overfisker noget som helst.

- Vi fisker det, vi får lov til, og så er det ikke overfiskeri. Hvis reglerne er forkerte, er det ikke min eller andre fiskeres skyld. Men det er jo ikke sådan snakken går, næh, det er, at vi, fiskerne, overfisker det hele, siger Henrik Bode.

Uanset hvem, der er skyld i hvad, er Allan Buch ikke sikker på, at løsningen er at trawle et helt erhverv op på land:

- Jeg er enig i, at noget skulle ske, men dette er for voldsomt. Ud fra de meldinger, vi får fra vores egne biologer, synes en 25 procents sænkning at være det rigtige.

Han erkender, at der er mange regnemetoder og kun få facitlister, men han tror, der er for langt mellem eksperterne, regnearksfunktionærerne og fiskeriets vejrbidte kæmper ude på havet.

- Jeg synes, der er gået matematiske modeller i det i EU, så faktiske erfaringer ikke rigtig tæller, siger han.

Dertil kommer nogle andre hensyn, der ikke ser ud til at gælde ret meget.

Man nedlægger ikke bare et erhverv med sådan en beslutning, man ødelægger også små lokale samfund, Mommark på Als og Spodsberg på Langeland, som er helt afhængige af fiskeriet, mener han.

-I mange mindre samfund er der en lang række følgeerhverv, som mister sin eksistensberettigelse, siger Allan Buch og nævner smeden, skibsbyggeren, isværket, produkthandleren, vognmanden og håndværkeren som eksempler.

Og når nu vi er i gang, gør han også lige opmærksom på, at de nye EU-kvoter drejer halsen om på et stykke dansk kulturhistorie.

- Ikke fordi jeg skal optræde som kustode, men jeg synes, det er skammeligt, hvis man lader et gammelt dansk erhverv gå helt ned.

Fiskeriet og dets historie rækker langt ud i samfundet og hverdagslivet, mener han:

- Når Henrik står på havnen i Mommark og redder garn for eksempel, flokkes turister og nysgerrige til. Han og fiskeriet er et plus for så meget andet. Vores havne vil blive til sterile, maritime centre. En kultur, et miljø, som alle holder af, vil forsvinde, siger Allan Buch.

Det er rigtigt nok, i hvert fald hvad angår ham Henrik, Henrik Bode. Selv om han kun er 52 år, kan han ikke meget andet end ... ja, forsvinde.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal, det gør jeg ikke, jeg er ikke herre over min egen situation fra 1. januar.

Derefter går der kun kort tid inden, han har fisket det, han må og kan sejle i havn og gå i land.

Som alle andre fiskere går han nu og afventer, hvad regeringen reelt mener med den positive indstilling til ophugningsstøtte, som fiskeriminister Rasmus Prehn (S) lovede i forbindelse med EU-forhandlingerne i Luxembourg tirsdag.

- Det er ikke en ny snak, men beløbet er afgørende. Det, man tidligere har talt om, kan ikke betale ret megen ophugning. Indtil vi ved mere om det, kan jeg stå og kigge på al mit grej, jeg har samlet ind gennem årene.

Der er for nogen millioner, men det er værdiløst, usælgeligt, påpeger han, for ligesom han ikke har noget at bruge det til længere, er der heller ikke andre, der har.

Alternativerne til fiskerlivet står i det hele taget ikke i kø.

- Jeg tog ingen anden uddannelse, da jeg var ung, desværre ... men, det er sådan set også lige meget, den havde jeg nok ikke kunnet bruge til noget nu, 30 år efter.

- Så ... for pokker altså, det har været en livsstil, det fiskeri. Jeg ved ikke sådan lige, hvad man gør, når der kommer nogen og stopper den, siger Henrik Bode.