Annonce
Danmark

Firma følte sig presset af 3F: Nægter at skrive overenskomst

Ejerne af firmaet, Uffe Bjerg og Lauge Bonde, vil ikke indgå i dialog med 3F. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Anlægsgartner havde overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening - og medarbejderne var yderst tilfredse. Så kom 3F på banen med krav om en overenskomst. Medarbejderne føler, at de bliver stillet meget dårligere, så nu opgiver firmaet at tegne overenskomst med 3F.

VESTJYLLAND: Anlægsgartnerfirmaet Lauge Bonde i Borris ved Skjern går nu ind i en risikabel kamp mod 3F, der i værste fald kan koste firmaet livet.

For få måneder siden måtte firmaet, der har 30 ansatte, tegne en tiltrædelsesoverenskomst med 3F efter en faglig kamp på hospitalsgrunden i Gødstrup. Lauge Bonde følte sig presset til at skrive under, for ellers ville det ende i en konflikt, men nu vælger Lauge Bonde at bruge paragraffen om opsigelse i kontrakten. Opsigelsen er nu sendt afsted til 3F.

- Det er det eneste rigtige. Hvordan skal et samarbejde nogensinde blive godt efter det her, spørger Lise Bonde, der ejer firmaet sammen med sin mand Lauge og medejer Uffe Bjerg.

Overenskomsten med 3F ville nemlig stille firmaets ansatte dårligere end den, som de i dag har med Kristelig Arbejdsgiverforening. Firmaets ansatte har været yderst utilfredse med den overenskomst, som 3F har fremlagt. Det betyder også, at firmaet ikke vil byde sine medarbejdere at komme på 3F-overenskomst. Den nuværende overenskomst er i arbejdsretlig forstand fuldt ud gyldig, selvom den ikke var tegnet mellem parter indenfor hovedaftalen.

Og det er derfor, Lauge Bonde nu står fast.

- Vi ønsker ikke at forhandle med 3F. Vi holder stadig på, at medarbejderne havde en god overenskomst, siger Lise Bonde.

Annonce

Sagen vækker opsigt

Selvom det er risikabelt, set i lyset af andre konflikter, hvor 3F har været involveret, så er firmaet klart til at tage kampen. For i Danmark er der foreningsfrihed, og det vil Lauge Bonde holde fast i.

- Vi mener, at noget bør laves om, så 3F lærer, at der også er andre overenskomster, fastslår Lise Bonde, der ligesom de øvrige mener, at man skriver 2019, og faglige spørgsmål ikke skal løses med konfliktvåbnet, men med dialog.

Sagen har vakt massiv opmærksomhed både lokalt og i branchen. Lise Bonde fortæller, at firmaet hver uge kontaktes af andre virksomheder i samme situation, som spørger efter gode råd og vil høre, hvordan de skal forholde sig. Det er blevet til mange læserbreve, hvor 3F har holdt fast i, at der ikke er tale om tvang. Derfor håber firmaets ejere også, at det gælder, når de opsiger tiltrædelsesoverenskomsten.

- Nu håber vi, at 3F besinder sig og holder ord om, at de ikke bruger tvang, siger Lise Bonde.

3F: Vores overenskomst er langt bedre

Hos 3F bekræfter næstformand i byggegruppen, Palle Bisgaard, at 3F har modtaget en opsigelse fra Lauge Bonde.

- Det har vi taget til efterretning. De ønsker åbenbart ikke at leve op til de vilkår, som andre virksomheder skal. Vi ønsker at have overenskomstforhold til dem, siger Palle Bisgaard, der ikke har en aktuel plan for det videre forløb.

Han mener, at 3F har en langt bedre overenskomst end den, som anlægsgartnerfirmaet har i dag, og Palle Bisgaard fortæller, at 3F står med et tilbud om, at den lokale 3F-afdeling kan tage møder med Lauge Bonde, og at man vil sende medarbejdere fra Pension Danmark ud til virksomheden for at mødes med medarbejderne, der har kritiseret 3F-overenskomstens sundhedsdækning og pensionsordning.

- Vi laver overenskomst, for at der skal være gode forhold for medarbejderne. Ikke fordi, at de skal være utilfredse, siger Palle Bisgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce