Annonce
Danmark

Firma følte sig presset af 3F: Nægter at skrive overenskomst

Ejerne af firmaet, Uffe Bjerg og Lauge Bonde, vil ikke indgå i dialog med 3F. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Anlægsgartner havde overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening - og medarbejderne var yderst tilfredse. Så kom 3F på banen med krav om en overenskomst. Medarbejderne føler, at de bliver stillet meget dårligere, så nu opgiver firmaet at tegne overenskomst med 3F.

VESTJYLLAND: Anlægsgartnerfirmaet Lauge Bonde i Borris ved Skjern går nu ind i en risikabel kamp mod 3F, der i værste fald kan koste firmaet livet.

For få måneder siden måtte firmaet, der har 30 ansatte, tegne en tiltrædelsesoverenskomst med 3F efter en faglig kamp på hospitalsgrunden i Gødstrup. Lauge Bonde følte sig presset til at skrive under, for ellers ville det ende i en konflikt, men nu vælger Lauge Bonde at bruge paragraffen om opsigelse i kontrakten. Opsigelsen er nu sendt afsted til 3F.

- Det er det eneste rigtige. Hvordan skal et samarbejde nogensinde blive godt efter det her, spørger Lise Bonde, der ejer firmaet sammen med sin mand Lauge og medejer Uffe Bjerg.

Overenskomsten med 3F ville nemlig stille firmaets ansatte dårligere end den, som de i dag har med Kristelig Arbejdsgiverforening. Firmaets ansatte har været yderst utilfredse med den overenskomst, som 3F har fremlagt. Det betyder også, at firmaet ikke vil byde sine medarbejdere at komme på 3F-overenskomst. Den nuværende overenskomst er i arbejdsretlig forstand fuldt ud gyldig, selvom den ikke var tegnet mellem parter indenfor hovedaftalen.

Og det er derfor, Lauge Bonde nu står fast.

- Vi ønsker ikke at forhandle med 3F. Vi holder stadig på, at medarbejderne havde en god overenskomst, siger Lise Bonde.

Annonce

Sagen vækker opsigt

Selvom det er risikabelt, set i lyset af andre konflikter, hvor 3F har været involveret, så er firmaet klart til at tage kampen. For i Danmark er der foreningsfrihed, og det vil Lauge Bonde holde fast i.

- Vi mener, at noget bør laves om, så 3F lærer, at der også er andre overenskomster, fastslår Lise Bonde, der ligesom de øvrige mener, at man skriver 2019, og faglige spørgsmål ikke skal løses med konfliktvåbnet, men med dialog.

Sagen har vakt massiv opmærksomhed både lokalt og i branchen. Lise Bonde fortæller, at firmaet hver uge kontaktes af andre virksomheder i samme situation, som spørger efter gode råd og vil høre, hvordan de skal forholde sig. Det er blevet til mange læserbreve, hvor 3F har holdt fast i, at der ikke er tale om tvang. Derfor håber firmaets ejere også, at det gælder, når de opsiger tiltrædelsesoverenskomsten.

- Nu håber vi, at 3F besinder sig og holder ord om, at de ikke bruger tvang, siger Lise Bonde.

3F: Vores overenskomst er langt bedre

Hos 3F bekræfter næstformand i byggegruppen, Palle Bisgaard, at 3F har modtaget en opsigelse fra Lauge Bonde.

- Det har vi taget til efterretning. De ønsker åbenbart ikke at leve op til de vilkår, som andre virksomheder skal. Vi ønsker at have overenskomstforhold til dem, siger Palle Bisgaard, der ikke har en aktuel plan for det videre forløb.

Han mener, at 3F har en langt bedre overenskomst end den, som anlægsgartnerfirmaet har i dag, og Palle Bisgaard fortæller, at 3F står med et tilbud om, at den lokale 3F-afdeling kan tage møder med Lauge Bonde, og at man vil sende medarbejdere fra Pension Danmark ud til virksomheden for at mødes med medarbejderne, der har kritiseret 3F-overenskomstens sundhedsdækning og pensionsordning.

- Vi laver overenskomst, for at der skal være gode forhold for medarbejderne. Ikke fordi, at de skal være utilfredse, siger Palle Bisgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce