Fire midtjyske steder fortolket i ni tæpper

Derhjemme har den midtjyske væver Anne Mette Larsen fire gamle, uopslidelige tæpper. Et, har hun arvet, et lånt, et købt og et stjålet. Jo ældre de bliver, jo kønnere bliver uldtæpperne, der er vævet på en klassisk, nogle ville sige gammeldags, maner.

Inspireret af de fire yndlingstæpper og fire yndlingssteder i det midtjyske har hun skabt sin egen serie af tæpper, der kan holde i generationer.

Det er væverens første produktion. Igennem et helt liv har hun skabt unika-kunstværker. Hun har vævet omtrent en kilometer tekstil, hvis man tæller det hele med fra kludetæpper til kunstværker, vurderer hun.

Hvert tæppedesign bliver vævet i begrænset oplag og sælges på gallerier - lidt ligesom var de litografier. Ligesom litografier bliver der også vævet signatur og nummerering ind i tæpper. Tag med til de fire midtjyske steder, der er blevet til ni farverige tæpper.

Hun var 11 år første gang, hun mødte Midtjylland. I 1972 cyklede Anne Mette Larsen sammen med sin mor fra Viborg til grænsen ad hærvejen. Og den tur satte sig som en længsel i hende. Efter at vende tilbage. Efter at vende hjem. Nu bor hun midt i det hele og besøger hvert år Tinnet Krat, som hun vandrede igennem som 11-årig på jagt efter Gudenåens udspring. De fandt det aldrig den sommerdag, fortæller hun. Til gengæld fandt hun noget andet: En inspiration, som har taget år til at forme sig til de vævede kunstværker Midtjyske Tæpper.

Tinnet Krats træstammer og piblende vand har inspireret væveren til et mønster med punkter, gentagelser og forløb. I to dobbeltvævede tæpper har hun skabt forskellige for- og bagsider, der imiterer krattets mønstre. Det ene tæppe i blå, brune, grønne og rødlige nuancer samler både forårets lys, vinterens kulde og efterårets forfald i et.

Det andet tæppe har fået farver efter 1972. Det orange og lilla er Anne Mette Larsens hyldest til den tid, hvor hun og hendes mor første gang besøgte krattet på deres cykeltur.

I fugleflugt er der ikke langt fra væverens værksted til Klostermølle. Men tager hun vandvejen i kajak, som hun ofte gør, tager det 50 minutter mod strømmen, 40 minutter med. Klostermølle ligger ved den vestlige ende af Mossø, hvor søen fortsætter i Gudenåen. Her rejser en enorm, sort træbygning sig op mellem rødkalkede murstensbygninger, her lå engang et kloster, men siden slutningen af 1800-tallet og frem til 1980’erne har her været papirproduktion. Den tjæresorte trælade har været tørrelade, og den specielle funktion har givet bygningen sin helt specielle form og udtryk.

Lodrette og vandrette streger tegnet ud fra Klostermølles grundplan er udgangspunktet for tæppernes mønstre. Ikke bare de to, der hører til stedet, for formen har været med i dannelsen af alle de midtjyske tæppers mønstre.

Anne Mette Larsen har ofte brugt bygningers former, facader, grundplaner i sit arbejde. Specielt betonbyggerier fra Østeuropa er hun vendt tilbage til. For bygningerne danner mønstre, der passer til vævens logik.

De to klostermølle-tæppers farver har hun overført nærmest en til en fra bygningerne og fra Mossø.

Skovvillaen ved Kunstcenteret Silkeborg Bad kender Anne Mette Larsen indgående. Hun ved, hvilke døre der binder, hvor det trækker ind, og koden til døren. I 10 år har hun arbejdet på kunstcenteret som weekendreceptionist ved siden af sit kunstneriske arbejde.

Og denne smukke skønvirkevilla, tegnet af arkitekten Anton Rossen og opført som gæstehus til kurbadet i 1885, har givet inspiration til en stram, enkel komposition: parallelle linjer, der krydser hinanden vinkelret, ligesom de gør det i villaens bindingsværk.

Der er flere mønstre i den arkitektegnede villa: i ornamenteringen, opdelingen af træværket, der er klassisk bindingsværk, men ser alt andet end klassisk ud i de gule, brune og grønne farver. De samme, der går igen i Anne Mette Larsens tæpper.

Anton Rossen var kun 24 år, da han tegnede skovvillaen. Han blev senere en af landets helt store eksponenter for skønvirke i arkitekturen og som kunsthåndværker. Villaen er en af fem arkitekttegnede bygninger i området omkring det gamle kurbad.

Den gamle badeanstalt i Silkeborg er væveren helt forelsket i. Silkeborgs absolutte attraktion nummer 1 kalder hun anstalten med kælenavnet Dampen, hvor man kan gå fra dampbad til kolde gys igen og igen. Man er som genfødt, når man kommer ud, mener Anne Mette Larsen.

Den er det fjerde sted i Midtjylland, som hun har omdannet til vævede tæpper.

I år er det hundrede år siden, at bygningen med badeanstalten blev indviet. Den fylder hele kælderetagen i en offentlig bygning, der også rummer byens bibliotek. Selv efter alle de år ser badeanstalten overraskende autentisk ud. Den er en lille tidslomme med gule fliser med grønne fuger, grønmalede dørkarme og terrazzogulv. Der er omklædningsrum og hvilekabiner i lyse, grønne nuancer og hvide fliser på væggene i baderummene. Og man kan stadig skrubbe sig med sæbespåner og træuld, inden eller efter dampbadet.

Der er masser af mønstre sådan et sted, men væveren har især hæftet sig ved et: vandrørenes virvar. I formgivningen af tæpperne har hun brugt en kringlet linje, der bevæger sig fra toppen af tæppet til bunden.

Farverne på det lyse tæppe forholder sig til stedet og til indretningen. Det røde tæppe er inspireret af dampens varme.