Annonce
Navne

Fint førstehåndsaftryk: Ny praktikant ser frem til at møde ærøboerne

Michael Danekilde Olsen er ny journalistpraktikant på Ærø. Foto: Anders C. Østerby

Siden 2. februar har Michael Danekilde Olsen kunnet kalde sig selv tilflytter på Ærø, nærmere bestemt Marstal.

Han er ny journalistpraktikant på Fyns Amts Avis' lokalredaktion på Ærø, hvor han kommer til at slå sine folder de første seks måneder af sin praktik. Derefter går uddannelsesrejsen til Svendborg i anden halvdel af praktikperioden.

Som studerende kommer 33-årige Michael Danekilde Olsen fra Journalisthøjskolen i Aarhus, men er født og opvokset på Frederiksberg, og som nyankommet til Ærø gør han sig nogle tanker om at høre til og være tilflytter.

- Jeg har ladet mig fortælle, at debatten om, hvornår man er tilflytter eller lokal, er noget, man er bekendt med på Ærø. Det er vi nogle, der også er i købstaden. Frederiksberg ligger jo sådan set midt i København, men er en kommune for sig selv. Det vil altså ikke være helt korrekt at kalde mig københavner, om end jeg er det mere end diverse tilflyttede fra resten af landet. Og nej, man bliver ikke københavner af at bosætte sig dér, hverken efter fem år eller mere, siger han.

Annonce

Godt førstehåndsindtryk af Ærø

Det er første gang, Michael Danekilde Olsen oplever Ærø. I det hele taget er det første gang, han stifter bekendtskab med Sydfyn med tilhørende øer med undtagelse af en endagstur til Langelandsfestivalen for 16 år siden.

Den nyslåede øbo er såmænd allerede smålun på Ærø og håber på, at førstehåndsindtrykket kommer til at holde stik.

- Det er anderledes at være flyttet til Ærø. De lave og gamle huse får næsten én til at tro, at man er flyttet til et andet land eller tilbage i tiden. Jeg mener, at begge dele er positivt. At boligerne er mere jordnære end i København, får mig til at tænke, at ærøboerne måske er ligeså, lyder det fra Michael Danekilde Olsen.

Han indrømmer, at han ikke har gjort sig de store tanker om at være landet på en maritim højborg midt i Det Sydfynske Øhav, hvor man godt kan risikere at "blive smittet" med interessen for søfart.

Elsker sin hjemby, men …

Derimod har han rigeligt at tage sig til i fritiden.

- Jeg er selverklæret og stolt nørd. Ord og sprog, bøger og tegneserier, madlavning og politik, film og serier er emner, jeg elsker at fordybe mig i. Og måske vil mit ophold her på øen føre til nye og spændende interesser, forklarer journalistpraktikanten og tilføjer, at man ikke må misforstå ham omkring sit forhold til København.

For han elsker sin hjemby, der er bare lige det med nærhed mellem mennesker, eller mangel på samme.

- Tag ikke fejl, jeg elsker min hjemby, og engang vender jeg nok også tilbage. Men der er et problem med det dér med ikke at komme hinanden ved. I København tror folk, at du er psykopat, hvis du smiler til en fremmed, eller Gud nåde og trøste dig ligefrem hilser på vedkommende. Du kan gå et helt liv i byen, uden det nødvendigvis bliver bemærket, om du er ny eller altid har været der.

- Jeg har boet på Ærø i fem dage nu og eksempelvis talt mere med min nuværende nabo i den tid end med nogle af dem fra min barndomsgade. Samtidig har jeg da bemærket, at man bliver, ja bemærket, som ny i gadebilledet her. Og jeg håber, at ærøboerne vil tage godt imod mig, når vores veje krydses.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce