Annonce
Fyn

Filmfestival samarbejder med FilmAkademiet: 10 kortfilm på OFF med i opløbet til Robert Prisen

Birgitte Weinberger, leder af OFF, er stolt over samarbejdet med Robert Prisen. Hun fortæller, at man kan se de 10 shortlistede Robert-kortfilm på OFFstream.dk i uge 35. Foto: Simon Staun
I uge 35 kan man se 29 danske kortfilm på Odense International Film Festival. 10 af dem har mulighed for at ende blandt de fem nominerede kortfilm til Robert Prisen.
Annonce

Odense: FilmAkademiet, der står bag Robert Prisen, har løftet sløret for deres 10 shortlistede kortfilm, der er med i opløbet om en nominering til Robert Prisen 2021.

Samtlige 10 kortfilm kan ses på Odense International Film Festival i uge 35, hvor der i alt er udvalgt 29 danske kortfilm, og allerede fra 4. august kan FilmAkademiets medlemmer stemme på de danske kortfilm.


- Hvis ikke man kommer gennem nåleøjet hos os, kan man heller ikke komme i betragtning til en Robert. Det er klart en anerkendelse af vores filmfaglighed og grundige arbejde.

Birgitte Weinberger, leder af OFF


Udfaldet af stemmerne afsløres 29. august, hvor de endelige fem nominerede kortfilm offentliggøres til OFF's store prisuddelingsfest.

- Når filmåret 2020 slet ikke ligner andre år, er det betryggende at have en så kompetent samarbejdspartner. Både til at hjælpe med at finde de 10 shortlistede film, men også til
at sikre, at publikum får en chance for at se dem. Det fortjener de alle, siger formand for FilmAkademiet, Jacob Neiiendam.

Leder af OFF, Birgitte Weinberger, glæder sig ligeledes over samarbejdet, som begyndte i 2015.

- Vores fælles ambition har fra starten været at sætte yderligere fokus på kortfilmsgenren, som ellers ligger lidt i skyggen af det lange format. Den mission er helt klart lykkedes. Samarbejdet har uden tvivl udmøntet sig i mere omtale til kortfilmsformatet, men samtidig har det også bundet branchen endnu mere sammen ved at samarbejde på tværs, siger Birgitte Weinberger.

De 10 shortlistede kortfilm:

1. "100.000 Acres of Pine", The Animation Workshop, instruktør og manus Jennifer Alice Wright

2. "Bleed", Super16 & Firebrand Productions, producer Caroline Steenberg Dam, instruktør Hannah Elbke, manus Henrik Binger

3. "Bonaparte", Goodwill Film, producere Nicole Kjærsgaard Jensen og Jesper Quistgaard, instruktør og manus Jesper Quistgaard

4. "Eja Okay", New Tales, producer Mette Mikkelsen, instruktør og manus Kasper Møller Jensen

5. "Kaldet", Nordisk Film Production A/S, producere Trin Hjortkjær Thomsen og Laura Frederikke Kragholm, instruktør og manus Christian Bengtson

6. "Lemon World", Super8, producer Iben Søtang Jacobsen, instruktør og manus Kasper Møller Jensen

7. "OsWorld", producer Asger Sisseck, instruktør Philip Hedegaard Povlsen, manus Oskar Groot

8. "Pinkies begravelse", Super16, producer Theis Nørgaard, instruktør Simon Mortensen, manus Malthe Jagd Miehe-Renard og Simon Mortensen

9. "Sort som Iris", producere Maria Lysdal og Asbjørn Dam, instruktør Jonas Risvig, manus Cecilia Claudie Sardou

10. "Uden at blinke", Hyæne Film, producere Daniel Mühlendorph og Laura Sofie Frederikke Pedersen, instruktør Katrine Brocks, manus Marianne Lentz

Annonce

Anerkendelse af filmfaglighed

For OFF er samarbejdet med Robert Prisen en blåstempling af det store udvælgelsesarbejde, hvor juryen i samarbejde med et stort korps af frivillige gennemser tusindvis af kortfilm.

- Hvis ikke man kommer gennem nåleøjet hos os, kan man heller ikke komme i betragtning til en Robert. Det er klart en anerkendelse af vores filmfaglighed og grundige arbejde, siger Birgitte Weinberger.

Tidligere på året vandt fynske Andrias Høgenni en Robert for sin kortfilm ”Ikki alli meint”.

- Rejsen startede netop med en udtagelse til OFF med en plads blandt de 10 shortlistede film og herefter en plads blandt de fem nominerede. Andrias vandt Publikumsprisen til OFF19, siger Birgitte Weinberger.

Hun tvivler ikke på, at Robert Prisens tyngde har positiv afsmitning på OFF.

- Samarbejdet understreger vores position i branchen, præcis som vores andre samarbejder med Det Amerikanske Akademi, som står bag Oscar, samt Det Europæiske Filmakademi. Det er da super sejt, siger Birgitte Weinberger.

Der bliver uddelt mange priser til Robert Prisen, og kortfilmene fylder mere og mere, konstaterer OFF-lederen.

- Det skyldes ikke mindst dette fine parløb, som vi er både glade for og stolte over.

Hvem, der vinder Robert Prisen for Årets Kortfilm, afsløres til Robert-prisuddelingen 6. februar 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

150 bekymrede borgere til vindmøllemøde: - Vi er især bange for støjgenerne

Annonce