Annonce
Svendborg

Festlige 40 år med Grønnemoseværkstederne: Handicap er ingen hindring for at arbejde

Knud Richard Madsen (t.h.) var onsdag trukket i sit stiveste puds i anledningen af Grønnemoseværkstedernes 40 års fødselsdag. Foto: Katrine Becher Damkjær
Festtøjet var onsdag fundet frem i Grønnemoseværkstederne i Svendborg, som kunne fejre 40 år. Der var taler, æbleskiver, boder, fremvisning af igangværende projekter og ikke mindst en god portion røverhistorier i dagens anledning.

Svendborg: Vest og slips, sort habit og en royal medalje på brystet.

Det stiveste puds er i dag fundet frem hos 68-årige Knud Richard Madsen i anledningen af, at hans arbejdsplads fylder rundt.

Han er medarbejder på Grønnemoseværkstederne i Svendborg, et beskyttet værksted, aktiverings- og samværstilbud for voksne med handicap, og i dag, 4. december, er en rigtig festdag. Grønnemoseværkstederne fylder nemlig 40 år, og i gymnastik- og festsalen er der leben og lange borde med salg af juleknas og julepynt, som er blevet produceret på værkstederne det seneste halve år.

Knud Richard Madsen har været på Grønnemoseværkstederne siden dag et, fortæller han over en lun æbleskive og et glas gløgg. Hans mange års arbejde på stedet har givet ham en medalje hos dronningen, og Knud kan huske, da det hele startede.

- Jeg kan jo huske dengang, hvor vi ikke var ret mange mennesker herude. Der er kommet mange flere til, hvilket jeg synes, er godt, for det er jo hyggeligt, fortæller Knud Richard Madsen, der trods sine 68 år stadig har sin gang på stedet.

Vi skal tilbage til 1979, hvor Grønnemoseværkstederne åbnede i bygningerne, der tidligere havde været brugt til en virksomhed. 10 personer startede dengang, og med årene kom flere til, og man måtte udvide stedet. I dag har Grønnemoseværkstederne 160 brugere og medarbejdere og seks værksteder, hvor der bliver arbejdet med alt fra vejpæle, glaskunst, varedeklarationer på kiks til pasning af køkkenhaver og kløvning af træ.

Annonce

Hvad er Grønnemoseværkstederne

Grønnemoseværkstederne er et sted for beskyttet beskæftigelse og et aktiverings- og samværstilbud for borgere med fysik eller psykisk funktionsnedsættelse.

Grønnemoseværkstederne befinder sig på Grønnemosevej i Svendborg i lokaler med et samlet grundareal på 6535 kvadratmeter med kælder og stueetage. Der er også en gård tilknyttet, som ligger på Helle nummer 14 i Tved, der bruges til dyrkning og udendørsarbejde.

Brugerne får løn, hvis de er med til at producere på værkstederne, deltager i at løse forskellige opgaver i huset eller hvis de deltager i møder eller planlægning af arrangementer. Den gennemsnitlige løn er 6,50 kroner i timen, og man får pengene udbetalt uden at blive trukket i pension.

Der er flere afdelinger: It, gården, maskinværkstedet, aktiv og samvær, køkken, praktik og job i en virksomhed, daghøjskolen og det kreative værksted.

Gode venner

Gratis æbleskiver og gløgg bliver langet over disken, og et par taler bliver holdt i gymnastik- og festsalen af leder Steven Nordsmark og formand i Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit (S).

- Hurra, hurra, hurra - og så det lange, lyder det højt i kor, hvorefter der er mulighed for at gå rundt i huset og se, hvad medarbejderne laver på de forskellige afdelinger.

En af dem, der arbejder i it-værkstedet, er 35-årige Michael Bend. Han har faktisk kun været på Grønnemoseværkstederne i et år, men han er allerede faldet godt til, fortæller han.

- Her er mange mennesker, så det er nemt at få venner, og jeg har virkelig fået nogle gode nogle, efter at jeg kom herned, fortæller Michael Bend.

Inde værkstedet sidder Jørgen Evald Rasmussen på 61 år og arbejder med jern, der skal bruges til sværteruller.

- Jeg har også svejset i 40 år, så jeg er ved at være god til det, siger han og viser undertegnede ind i et rum for at vise sin svejsekunst.

Jørgen Evald Rasmussen kom til Grønnemoseværkstederne tre år efter, at stedet var åbnet, hvor han forinden havde været i Ringe. Også han har fået en medalje af dronningen for sin mangeårige indsats.

- Det er den bedste oplevelse, jeg har haft. Jeg var i København og skulle give hende hånden, siger Jørgen Evald Rasmussen, der fortæller, at han er glad for at komme på Grønnemoseværkstederne, fordi det giver ham noget til at stå op til hver dag.

I salgsboderne møder vi 53-årige Kirsten Rønn, der har arbejdet her i godt 24 år - dog med et par afstikkere. Først var hun her egentlig som kok, men arbejdet med menneskene på Grønnemosevej var så spændende, at hun senere måtte uddanne sig til specialpædagog.

- Jeg kan godt lide miljøet herude og det at hjælpe folk med at få en god dag.

- Det er jo også et hus med stor adspredelse og et hus, der hele tiden er i bevægelse. Udefra ser huset ud til at være det samme, som det altid har været, men inden i er der med årene kommet noget helt andet fyld, og det gør det spændende at arbejde her, fortæller Kirsten Rønn, inden hun går videre med salget af en juledekoration.

Avisen laver portrætter

40 år er mange år, og leder af stedet Steven Nordsmark har kun været der i de seneste fire. Men ved at snakke med brugerne og personalet har han fået en fornemmelse af den udvikling, der er sket gennem tiden.

- Forudsætningerne er blandt andet ændret i årenes løb. At man er gået fra at se de her mennesker som evnesvage og som værende klienter til at se dem som borgere og brugere. Det har stor betydning for alle os på Grønnemoseværkstedet, fortæller Steven Nordsmark.

I løbet af december vil avisen i forbindelse med 40-års jubilæet portrættere en række personer fra Grønnemoseværkstederne.

I boderne på Grønnemoseværkstederne kunne man i forbindelse med fejringen af 40 året købe diverse julepynt og juleknas. Alt sammen noget, som brugerne på stedet har lavet i løbet af de seneste par måneder. Foto: Katrine Becher Damkjær
Onsdag d. 4. december kunne Grønnemoseværkstederne fejre 40 års jubilæum. Foto: Katrine Becher Damkjær
Berith Andersen i gang med det, hun laver til hverdag på Grønnemoseværkstederne. At putte varedeklarationer på kiksruller. Foto: Katrine Becher Damkjær
Uden for kunne man ved 40-års festen på Grønnemoseværkstederne se, hvordan brugerne kløver brænde. Her ses Gaba Manasse Ado Hans Lundblad i fuld gang med kløvningen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Ingelise i gang med salget i boderne på Grønnemoseværkstedet. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Tagsten og tagsten er ikke det samme

Lokaldebat: I Teknik- og Erhvervsudvalget var der i sidste uge en ophedet debat i et ellers uskyldigt dagsordenpunkt på en igen meget lang dagsorden – en sag, der nu skal drøftes på det kommende byrådsmøde. Emnet handler om en dispensation fra en gældende lokalplan, hvor en bygherrer på et nyopført hus ønsker at anvende andre materialer end der er angivet i lokalplanen, og vil dermed afvige fra de byggematerialer nabohusene er opført med. Sagen handler om materialevalg i et konkret byggeprojekt. Bygherrer ønsker at anvende cementtagsten i stedet for for eksempel teglsten, som er et dominerende byggemateriale i lokalsamfundet. Der er allerede angivet masser af alternativer til teglsten i lokalplanen. Dog ikke cementtagsten. Giver Byrådet lov til dette nybrud, kan det sandsynligvis påvirke huspriserne i området, når der er et hus, der på den måde skiller sig ud med et radikalt andet materialevalg. Den samfundskontrakt, der er opstået mellem nuværende borgere i et lokalsamfund og byggemyndigheden, skal ikke udsættes for angreb hver gang der enten bygges nyt eller blot, fordi bygherre kan finde et alternativt produkt, der er billigere på markedet. Det kan hverken politikerne eller et lokalsamfund holde til i længden. At der er indskrevet teglsten i lokalplanen, som en blandt flere muligheder, handler ikke bare om at skabe bygningsmæssig harmoni i et lokalsamfund, men handler også om at fastholde en kulturhistorisk dimension – at teglindustrien har betydet meget på Sydfyn. Politikerne i Byrådet må stå vagt om denne lokale bygningskultur – og vise respekt overfor de naboer, der har overholdt lokalplanen. Alt andet er utroværdigt.

Annonce