Annonce
Langeland

Populær frikadellefest har tømt kassen og hyret god musik til årets udgave

Frikadellefesten plejer at fylde havnen med såvel turister som lokale. Arkivfoto: Lars Elnegaard
Lohals Frikadellefest har vokset sig stor i løbet af de 12 år, den har eksisteret. I år spiller både lokale navne og kendisser som Zididada, Maria Bramsen og Anne Dorthe Michelsen, ligesom det uoficielle VM i frikadelle også er på menuen.

LOHALS: Hvis den bare havde heddet "Lohals Havnefest," havde den store, årlige begivenhed i Lohals formentlig ikke tiltrukket sig så meget opmærksomhed fra resten af landet, vurderer Søren Ramsing, som både er en af festivalens arrangører og et af årets musikalske navne.

- Det vækker nysgerrighed og giver lidt ekstra, at vi også har det uoficielle VM i frikadeller. Det har både givet os omtale i Ekstra Bladet og på Radio 24syv, siger han.

Men mere end medieomtalen er han stolt over, hvor populær Frikadellefesten er blevet lokalt.

- Det, at vi faktisk kan få et arrangement af den størrelse op at stå, skaber en følelse af fællesskab. Det har udviklet sig fra en lille gadefest til en sand folkefest, siger Søren Ramsing.

Annonce

Kassen tømt

Til årets frikadellefest den 18. juli har arrangørerne tømt kassen for at hyre gode musikere.

- Vi tror på, at vi får samlet kroner ind til Frikadellefesten i 2020. Sådan plejer det at gå, siger Søren Ramsing.

Et af årets topnavne bliver Zididada, som er kendt for hits som Please ya Lisa, Walking on Water og Princesse. Zididada er i øvrigt bandet, der introducerede Evig Sol til det danske publikum, hvilket måske er Lohals-inspireret. Forsangeren Jimmy Bacoll (før Colding) er i hvert fald næsten lokal, idet han for nylig har købt hus i Lohals.

Efter Zididada spiller klaverbokseren og entertaineren Esben Just, som lover "blues og boogie, op på tangenterne og ind i groovet, fuld fart frem og ingen gidsler".

Herefter bliver det pigerne fra Tøsedrengene, Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, som nu bare kalder sig Anne Dorte & Maria. De vil både optræde med de gamle hits som "Sig du kan lide mig" og "Indianer" og deres nye numre.

De landskendte navne bliver omkranset af lokale musikere. Som nævnt optræder Søren Ramsing selv. Sammen med Lars Love Louise åbner han ballet, som bliver lukket af Skovhus, et band som ifølge Frikadellefestenes pressemeddelelse består af "lokale rotter, som kan deres kram".

Frikadellevinder får en gris

Der er selvfølgelig VM i frikadeller igen i år. Alle kan deltage ved at indlevere fire frikadeller mellem klokken 13 og 15, som bliver prøvesmagt af et dommerpanel. Verdensmesteren, som bliver kåret klokken cirka 19.45, vinder en hel slagtet gris. Det er dog ikke et krav, at der skal være grisekød i frikadellerne. En vegetarfrikadelle har før fundet plads i medaljerækken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Lukker på Toldbodvej og åbner på Lerchesvej: Fakta åbner ny butik ved havnen

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Offentlige opråb er nødvendige

Det er al ære værd, når offentligt ansatte tager bladet fra munden, som det er sket flere gange de seneste uger, hvor politiassistenter har ytret bekymringer om politiets manglende tilstedeværelse i mindre samfund som Langeland. Her er det blandt andet kommet frem, at nogle af de politiassistenter, der skal have kriminaliteten under kontrol, oplever, at det ikke er muligt med den måde, Fyns Politi tilrettelægger deres arbejdet på. Det er kommet frem, at de rutinemæssige besøg til områder som Langeland langt fra opleves som tilstrækkelige i forhold til at løse de udfordringer, der er. Og det er kommet frem, at politiassistenter godt forstår, hvis befolkningen mister tilliden til politiet. Det kræver mod at stå frem og offentligt gøre opmærksom på udfordringer, der handler om ens egen arbejdsplads. Det er de færreste ledere, der bifalder det. Og det er noget, som risikerer at lægge et stort pres på den modige. Så meget desto mere er der grund til at være taknemmelig, når det sker. For det er tvingende nødvendigt for et velfungerende samfund, at offentligt ansatte tager bladet fra munden, hvis de oplever, at de ikke kan stå inde for det, der sker på deres arbejdsplads - eller for at nuancere debatten om netop deres arbejde. Tænk, hvis flere gjorde det samme. Hvis flere sagsbehandlere i jobcentre turde stå frem og fortælle om deres arbejdsforhold og konsekvenserne af de få ressourcer, som mange jobcentre kæmper med at få til at række. Eller hvis flere pædagoger turde stå frem og fortælle om, hvordan få hænder i vuggestuer og børnehaver påvirker børnenes dagligdag. Det ville give et vigtigt indblik i, hvordan velfærdssamfundet reelt ser ud nogle steder. Og det ville kunne være med til at skubbe på en positiv udvikling de steder, der trænger til det. Offentligt ansatte har faktisk en udstrakt ytringsfrihed og har som udgangspunkt ret til på egne vegne at deltage i den offentlige debat og fremføre personlige meninger og synspunkter - også om emner, der vedrører deres arbejdsområde. Den offentligt ansattes ytringsfrihed er med andre ord beskyttet, så længe personen ikke udtaler sig på arbejdspladsens vegne. "Hvo intet vover, intet vinder", lyder et gammelt dansk ordsprog. Der er ingen tvivl om, at bare tanken om at stå frem med sit eget syn på ens arbejdsplads eller arbejdsforhold kan give mange hjertebanken og sved på panden. Også selv om man blot beskriver virkeligheden, som man oplever den. Men forhåbentlig kan de modige inspirere til, at der med tiden kommer flere offentlige opråb. Det vil give et nødvendigt indblik i samfundets mange forskellige demokratiske maskinrum, som vi alle er afhængige af og betaler til. Og så vil det kunne være med til at skubbe på en positiv udvikling - alene fordi virkeligheden bliver synlig.

Annonce