Brødtekst
Oplev Kongernes Jelling
Kongernes Jelling er en del af Nationalmuseet. Oplevelsescentret ligger lige over for de to høje og de to jellingesten.
Der er gjort meget få arkæologiske fund i Jelling, til gengæld fremhæver museets udstilling de få fund, der er gjort, får foldet deres historier ud og supplerer dem med digitale fortællinger, så besøgende får fortalt vikingehistorie, lærer om den nordiske mytologi og får mulighed for digitalt at undersøge Jellingestenen og dens budskaber.
Historiefortællingen har de krydret med små, skæve indfald - for eksempel er en udstillingsmontre dedikeret til et dansk pas, så man kan se, hvordan udsmykningen af Jellingstenen bliver brugt i dag. Og der er også historien om, hvorfor teknologien Bluetooth har et rune-lignende logo.
Udstillingen er 1000 kvadratmeter stor. Foruden den permanente udstilling er der skiftende særudstillinger. For tiden udstilles danefæ, fundet af amatørarkæologer i hele landet. Derudover kan man besøge tagterassen med den smukke udsigt over Jelling-by samt de berømte høje og sten. Museet har en lille café, en museumsbutik og et madpakkehus.
Det er gratis at besøge Kongernes Jelling.