Annonce
Erhverv

Farten er på vej op, men: Fyn er bagefter med fibernet

Søren Waldemar er ved at blæse lyslederkabler ind i et rør, der netop er blevet gravet ned. Ved skabet 800 meter væk sidder hans makker og tager imod forbindelsen. Arkivfoto: Mette Mørk
Det er meget sværere for en fynbo at få adgang til fibernettet, end det er for beboere de i de fleste andre områder af landet. Men nu sætter Energi Fyn farten op og mere end fordobler antallet af husstande, der hvert år kan komme på det hurtige internet.

Fyn: Fyn er meget dårligere forsynet med fibernet end de fleste andre dele af landet. På den største del af Fyn har blot 35 procent af husstandene mulighed for at blive tilsluttet et fiberkabel. Det er en af de laveste andele, når man sammenligner med de øvrige større områder i Danmark. Det viser en analyse fra Erhvervsstyrelsen.

Tallene gælder for hele øen bortset fra Middelfart, Kerteminde og Svendborg-områderne.


På Sydfyn kan 66 procent af husstandene slutte sig til fibernettet - tæt på dobbelt så stor en procentdel som i Energi Fyns område

Fra artiklen


Men nu kommer der mere fart på. TDC Net har øget aktiviteten, og Energi Fyn, der er størst på fiber på Fyn, mere end fordobler antallet af nye husstande fra 5.500 i 2020 til 10.000-15.000 i hvert af de kommende år.

Selskaberne offentliggør generelt kun tallet for, hvor mange husstande, der har mulighed for at slutte sig til et fibernet. Det er altså ikke tallet for det faktiske antal kunder.

Net til 10.000 i Nyborg

I denne vinter kommer der blandt andet fibernet til sommerhusområder på Nordfyn, til Tommerup Stationsby, Langeskov og Fraugde. Næste år begynder udrulningen af fiber til 10.000 boliger i Nyborg, 1.000 husstande i Assens, 565 i Åløkkekvarteret i Odense, 1.850 i Årup, 740 i Ferritslev-Rolfsted, en gruppe i Allested-Vejle og i alt 1.500 i forskellige grundejerforeninger og mindre byområder.

En frivillig arbejdsgruppe fejrede i november, at den har skaffet fibernet til Ferritslev-Rolfsted. Foto: Privatfoto

SEF, der forsyner beboerne i Svendborg Kommune med el, har lagt fibernet ud til 25.000 kunder. Her kan 66 procent af husstandene slutte sig til fibernettet - tæt på dobbelt så stor en procentdel som i Energi Fyns område. Selskabet vil indtil videre ikke lægge fibernet i den del af Svendborg by, som er forsynet med antennenet.

TDC størst i Odense

El-koncernen NEF Fonden i den nordøstlige del af Fyn har lagt fibernet ud til 11.000 mulige kunder fortrinsvis i mindre byområder på landet og tilføjer stadig flere hvert år. Dermed er der fiberadgang for 61 procent af boligerne i området. Selskabet har ikke planer om at etablere net i for eksempel Kerteminde og Bullerup, der er dækket af antenneforeninger.

TDC Net har lagt fibernet ud til 4000 husstande på Fyn og er i gang med yderligere 6000. Alle ligger i Odense Kommune.

Bredbånd på Fyn

Markedsandele i procent

  • TDC Net (fiber + mest coax): 31 pct.
  • Energi Fyn (fiber): 28 pct.
  • Glentevejs Antennelaug (coax): 13 pct.
  • Norlys (tidligere Stofa, coax): 12 pct.
  • Øvrige: 15 pct.

Statistikken dækker kun den del af Fyn, der forsynes med el fra Energi Fyn. Tallene er offentliggjort af Erhvervsstyrelsen i et udkast til en analyse. På grund af afrunding giver de sammenlagt kun 99.

Erhvervsstyrelsen har undersøgt det fynske bredbåndsmarked - det vil sige både fiber og coax- (antenne-) net. De kunder, der får internet over telefonnettet (ADSL) er ikke regnet med. Undersøgelsen er geografisk delt op efter elselskabernes udbredelse.

På den del af Fyn, der har Energi Fyn som el-leverandør, har TDC Net den største del af markedet med 31 procent, da selskabet både har coax- og fibernet, mens Energi Fyn har 28 procent.

TDC Net er størst i alle Odenses postnumre, i Nyborg og Ringe og i en del landområder, mens Energi Fyn er stærk i byer som Assens og Otterup samt mange postnumre på landet. Norlys (Stofa) har førertrøjen i blandt andet Middelfart, Bogense og Faaborg.

På Sydfyn har elselskabet SEF en meget høj markedsandel på 72 procent ifølge Erhvervsstyrelsen. SEF er uenig i undersøgelsens metode og mener at markedet er opgjort på en skæv måde.

På Nordøstfyn er elselskabet NEF Fonden ifølge Erhvervsstyrelsen størst med en markedsandel på 45 procent, mens Norlys (Stofa) har 37 procent. NEF Fonden mener dog selv, at dens markedsandel kun er 40 procent.

Svendborg

Harders åbner bar med Morten i spidsen: - Jeg håber, det bliver noget med, at i aften skal vi kun høre goth rock fra 1980’erne

Sport

Gense video fra hele prisshowet: Årets Sportsnavn på Fyn kåret