Midtfyn: Coronarestriktionerne rammer endnu engang Midtfyns Amatør Scene (MAS), der allerede i august måtte aflyse familieforestillingen Oliver Twist.
Yderligere to forestillinger, som skulle have opført i alt 18 gange i løbet af vinteren, er blevet aflyst eller udsat.
Familiejulestykket Nisserne på Kornloftet, som skulle spilles på MASken i Ryslinge inden jul, er aflyst.
- Tilsvarende er alle prøver på vinterforestillingen Hamlet og Romeo & Julie udsat grundet smitterisikoen. Denne dobbeltforestilling skulle spilles i januar/februar. Det bliver ikke til noget. Udviklingen vedrørende covid-19 vil afgøre, om vi eventuelt kan opføre den på et senere tidspunkt, oplyser Erik Skøtt på bestyrelsens vegne.
Musicalen Oliver Twist, der skulle have været opført i Ryslinge Forsamlingshus i januar/februar, er også aflyst. Det skete allerede i august, da de cirka 40 medvirkende børn, unge og voksne var for stor en risikogruppe.
Demensteater aflyst
- Et børne- og ungdomsdramatik-kursus har vi også måtte aflyse ligesom projektet ”Fynske Stjernestunder” med demensteater på fynske plejecentre heller ikke kan gennemføres.
- Vi er naturligvis kede af disse vilkår, men foreningsmæssigt forsøger vi at bevare glæden ved foreningsfællesskabet og teatret. Vi har blandt andet planlagt tre små interne ”teater-shows” på MASken i januar. hvor vi vil være hinandens ”afstandspublikum”, oplyser Erik Skøtt.
Erik Skøtt, Midtfyns Amatør SceneVi ønsker publikum en god vinterperiode, hvor vi passer på hinanden og trods restriktionerne bevarer livsglæden.
- Vi ønsker publikum en god vinterperiode, hvor vi passer på hinanden og trods restriktionerne bevarer livsglæden, lyder den fortrøstningsfulde udgangsreplik fra Midtfyns Amatør Scenes mangeårige ildsjæl.