Annonce
Udland

FAKTA: Valg af højesteretsdommere har betydning i årtier

Jim Young/Reuters

Amy Coney Barrett er stærk i både tro og jura, og mandag har Senatet godkendt hende til USA's højesteret.

Annonce

Amerikanske øjne har de seneste måneder været rettet mod den niende stol i USA's højesteret, som har stået tom siden dommer Ruth Bader Ginsburg døde i september.

Mandag lokal tid har Senatet i USA godkendt den 48-årige dommer Amy Coney Barrett som Ginsburgs afløser.

Hun er den tredje dommer, som præsident Donald Trump har udpeget til den magtfulde domstol.

Læs her om USA's højesteret, der er med til at forme amerikansk politik:

* USA's højesteret afgør principielle spørgsmål for landets 50 delstater. Det kan være spørgsmål som abort og homoseksuelle ægteskaber. Domstolen kan også inddrages ved tvister om resultatet af et præsidentvalg.

* Højesteret har stor indflydelse i USA. Kommer en konkret lov eller dele af den for højesteret, kan den underkendes, hvis et flertal ser den som værende i strid med forfatningen.

* Domstolen blev oprettet, da USA fik sin forfatning i 1787.

* Den amerikanske højesteret består af ni dommere. De udpeges af præsidenten med godkendelse af Senatet. De sidder på livstid, men kan gå af efter eget ønske.

* Fem af de ni dommere tilhører den konservative fløj. Ved at udpege en konservativ højesteretsdommer som Amy Coney Barrett i stedet for afdøde Ruth Bader Ginsburg kan Trump sikre et konservativt flertal i domstolen i mange år.

* Dommere udnævnt af en præsident med en bestemt partifarve venter ofte med at trække sig, til den partifarve igen sidder på magten i Det Hvide Hus og har retten til at udnævne afløseren. Så slagsmålene er oftest opstået, hvis en dommer pludselig dør.

* Hvert år behandler højesteret cirka 80 sager ud af cirka 6000 anmodninger.

Kilder: AFP, Ritzau, DR, Politiken.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Klumme: Kliks for klikkenes skyld

Annonce