Et af de helt store temaer ved valget i Grønland har været mineprojektet i Kuannersuit, Kvanefjeld, nær byen Narsaq i Sydgrønland.
Venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), som er imod projektet, vandt valget og vil sætte en stopper for det.
Bliv klogere på mineprojektet her:
* Forsøgsstation Risø opdagede i 1955 en stor forekomst af uran ved Kvanefjeld (Kuannersuit) seks-syv kilometer fra Narsaq i Sydgrønland.
* Det australske mineselskab Greenland Minerals A/S har i en årrække arbejdet med planer om minedrift i området for at udvinde en række sjældne jordarter, der bruges i elektronik - samt uran og zink som biprodukter.
* I 2016 købte det kinesiske råstofselskab Shenghe Resources en aktieandel i selskabet for 23,5 millioner kroner.
* Mineprojektet har ført til mange protester i Nuuk og andre steder. Der er lokal modstand i Narsaq-området.
* Der er bekymring for, at et affaldsdepot i en stor sø (Taseq) 500 meter over havet med store mængder af giftig fluor og det lavradioaktive stof thorium vil forurene lokalområdet.
* Et dæmningsbrud vil i værste fald kunne true landbrug, fåreholdere og turisme i det naturskønne område samt drikkevandsforsyning til de 1300 beboere i Narsaq, frygter kritikerne.
* Uenighed om Kvanefjeld-minen var en hovedårsag til, at der i februar blev udskrevet valg til Grønlands parlament, Inatsisartut, den 6. april.
* Projektet vil ifølge mineselskabet give Selvstyret skatteindtægter på 1,5 milliarder kroner årligt i 37 år. Det forventes at kunne skabe godt 300 lokale arbejdspladser.
* En rapport om virkninger på miljøet er efter femte forsøg blevet godkendt af det grønlandske selvstyre. Selvstyret rådgives af Grønlands Naturinstitut og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.
* Rapporten er sendt i offentlig høring til 1. juni. Herefter er det op til politikerne i Nuuk, om der skal gives udnyttelsestilladelse til Greenland Minerals. Det vil tidligst ske om 2-3 år.
Kilder: KNR, Sermitsiaq, Politiken, Ritzau.
/ritzau/